Gennem et skæbnesymfonisk opgør med værdierne har naturen, kunsten, mennesket, mistet sin betydning, sin værdi i sig selv. Det postmoderne samfund karakteriseres ved en regressiv relativisme, der udspringer af en manglende tro på metafysik, intellektualitet og sammenhængskraft. Derfor er samfundet svundet ind i et fragmenteret, individualistisk projekt, der udgøres af nyttetænkning og kortsigtede, empirisk målbare løsninger. Det betyder samtidig, at lydhørheden er blevet betragteligt indskrænket, og det politiske sofisteri er blevet et mediecirkus, som vi er nødt til at tage med i vores sandhedssøgen – eller oftest opgivelse af samme. Det er selvfølgelig et problem, og problemets omfang er i særlig grad blevet tematiseret her hjemme – om nogen – af Dorthe Jørgensen, der er aktuel med bogen Aglaias dans. På vej mod en æstetisk tænkning. Dorthe Jørgensens såkaldte filosofiske æstetik er derfor en overvældende geninstallering af værdien, der var ude af sig selv. Og den kan her fås i små doser.

Aglaias dans er nemlig en samling af en række tekster, som Jørgensen enten har udgivet andetsteds, eller også har de ikke været udgivet før. Derfor er det hverken min forhåbning eller min intention at referere alle teksternes fokusering, idet disse er mangfoldige i sig selv. Men i stedet er det interessant, hvordan Dorthe Jørgensen i sine udgivelser har formået – og i denne udgivelse beviseligt formår – at holde sig til et temmelig sammentømret og konsistent begrebsapparat. Om nogen lever hun op Theodor W. Adornos diktum om, at vi skal være begreberne bevist. I sin gennemgående kritik af den postmoderne ligegyldighed over for begreberne er hun selv i stand til at opretholde et gennemreflekteret mønster i sine egne, hvilket – i nihilismens kølvand – må siges at være en præstation, der gør en udgivelse som Aglaias dans værdig. For man kunne godt frygte en række tekster, der blot samles under en fælles paraply for at kunne udgive en række b-sider fra sit forfatterskab, men teksterne her er i særdeleshed en række singler, der fortjener en samlet læsning – for en samlet læsning af bogens 34 tekster er mulig og i høj grad anbefalelsesværdig.

Bogens gennemgående tema er en reaccentuering af et klassisk æstetikbegreb, der har sine rødder langt tilbage, men selve ordet kan jævnføres Alexander Gottlieb Baumgarten. Baumgartens begreb om æstetik er anderledes end det, som vi børn af postmodernismen kender til, altså en overfladisk sanselighed som hos Jørgensen beskrives som æsteticisme. I stedet beskriver Baumgarten en form for erkendelse, som adskiller sig fra den sanselige, empiriske og den mere begrebslige erkendelse, nemlig en såkaldt sensitiv erkendelse. Oftest er æstetikfaget i dag primært forbeholdt kunstteorien, altså forstået som fx litteratur- eller kunstvidenskab. Men problemet er først og fremmest, at æstetikken i sin oprindelige betydning ikke var en videnskab, forstået som noget empirisk verificerbart eller sanseligt. Snarere var det en såkaldt æstetisk erfaring, der i den filosofiske æstetik kan reflekteres som en erfaring af merværdi, en sammenhængskraft eller netop en fornemmelse af, at noget har værdi i sig selv. Det er dette udsagn, der står helt centralt i Aglaias dans, og i øvrigt hos Dorthe Jørgensen i bred udstrækning.

Med andre ord er æstetik en erkendelsesteori, en teori om hvordan vi erfarer noget, der er større end os selv. Af samme grund skelner Jørgensen heller ikke mellem filosofi og metafysik, hvor sidstnævnte ikke skal blive til en mysticisme, men snarere er det et begreb for større sammenhænge og en fornemmelse for noget selvstændigt værdifuldt. Derfor mener hun, at det meste af den filosofi, der bedrives i dag faktisk mest er videnskabsteori eller lignende, fordi vi har misforstået – eller glemt – det klassiske ideal om, at vi rent faktisk kan erfare merværdi. Særligt karakteristisk er det i naturen, som opfattes som skøn i sig selv, og i mindre – men stadig i høj grad signifikant – grad også kunsten, hvor netop kunstneren formår at omsætte disse erfaringer af skønhed og merværdi til et kunstværk, der repræsenterer samme. Grundlæggende er det med andre ord et helt fundamentalt, ontologisk, demokratisk projekt, der går ud på at understrege, at der er noget fælles, noget i sig selv værdifuldt, som vi kan erfare. Vi har bare glemt, undertrykt, fravristet, denne fornemmelse for sammenhæng, selvom vi – efter Jørgensens udsagn – i høj grad alle oplever det. Men vi har ikke længere et vokabular til at sætte ord på denne metafysik eller disse æstetiske erfaringer. Det er netop den filosofiske æstetiks projekt at fremdrage nogle refleksioner over dette oversanselige, en såkaldt før-begrebslig harmoni imellem os og naturen.

Det kan synes paradoksalt, at vi skal forsøge at sætte begreber på netop dette før-begrebslige, som Theodor W. Adorno kaldte for mimetiske impulser. Men dette impulsbegreb er i sig selv meget sigende for disse erfaringer, da det jo ikke er noget, der som sådan kan gøres sproglig, idet vi gennem sprogliggørelsen materialiserer, omstøber og fortolker impulserne, og derved mister de deres betydning. Men Adorno – og Jørgensen – fremhæver endog, at det jo ikke skal fraholde hos forsøget på alligevel af forstå dem. Disse impulser er noget fællesmenneskeligt, der kan – med et begreb Jørgensen henter fra Immanuel Kant – beskrives som en sensus communis, en fælles sans, der understreger, at den æstetiske erfaring ikke, som det ofte er hævdet, er subjektiv. Et udsagn, der ofte er skudt Kant i skoene. Men i stedet handler de æstetiske erfaringer om, at man gennem det partikulære – altså det enkelte – kan se almenvellet, det gode. Med andre ord hænger det også sammen med nogle moralske refleksioner, og det ”at noget kunne være anderledes”, hvilket igen er en meget sigende karakteristik af Adornos begreb om mimetiske impulser.

Denne tankegang er i mange af teksterne så omsat til konkrete læsninger af natur, kunst og andre filosofiske værker. Den britiske filmmand og kunstner Peter Greenaway fylder en del, filosoffer som Immanuel Kant, Martin Heidegger, Theodor W. Adorno og Hans-Georg Gadamer fylder mere, mens nogle enkeltstående læsninger af kunstværker står stærk – særligt betragtningerne over Greenaways installation Flying over Water viser, hvor dygtig en tekstlæser Jørgensen er. Teksten ”Guddommelighedserfaring i en moderne verden” er således et mønstereksempel i god tekstlæsning.

Men mest iøjnefaldende står stadig den kritiske samtidsrøst, der for alvor råber vagt i gevær over for en tendens til at forfølge det enkle og enkelte, hvilket giver perspektiver til tidens kirke, tidens politiske agenda, tidens bortødslen af intellektualitet som en færdighed, der kun karakteriseres som smagsdommeri. Det leverer desuden en skarp tunge over for de manglende muligheder for at tænke frit, særligt på universiteterne og i høj grad på humaniora, hvilket i den sidste ende bliver en trussel mod demokratiet. Men det er vigtigt at fremhæve, at det ikke forbliver på niveau med kritiske røster i dagbladsregi, men i stedet giver Dorthe Jørgensen en langstrakt fremhævelse af, at vi kan forbedre vores vilkår for tankens frihed – og alle de øvrige tilknyttede emner – ved at fokusere i langt større grad på den filosofiske æstetik. Levnes der rum til tænkningen, vil værdierne ikke længere være ude af sig selv.