I 1950-60erne var det sådan, at skulle amerikanske diplomater ud i offentligheden i fremmede lande og holde et foredrag eller på anden måde skulle i kontakt med de lokale befolkninger, kunne de nærmest regne med, at de ville blive spurgt om, hvordan det lige nu forholdte sig med USA's sorte befolkning. Hvordan var deres vilkår, og hvordan kunne det være, at den del af befolkningen ikke havde det bedre? Spørgsmålet var en konstant sten i skoen (og nok også meget mere end det) for USA's image udadtil.

Og i år, i 2012, udgiver Gyldendal så journalist Andreas Fugl Thøgersens beretning om racespørgsmålets status, aktualitet, kontroverser og meget mere. Og det gør han ganske udmærket. Omverdenen har stadig en interesse i amerikanske raceforhold. Denne internationale vinkel vender vi tilbage til.

Bogen er bygget op omkring en række interviews, som Thøgersen har udført mellem 2009 og 2011, og disse danner udgangspunktet for en mere generel karakteristik, af hvordan racespørgsmålet har taget sig ud i løbet USA's historie. Her er der, som man måske kan forvente, et stort fokus på 1950-60s borgerrettighedskamp, hvor tusindvis af unge – både sorte og hvide – mennesker engagerede sig i en politisk aktivisme, der (hjulpet på vej af nogle strukturelle forhold) var med til at ændre og forbedre sorte amerikaneres stilling i USA.

Thøgersen giver her en udmærket historisk oversigt over nogle af de centrale aspekter ved denne kamp, men selvom man kender emnet udmærket i forvejen, er der stadig meget at hente. Her er især interviewofrenes beretninger om deres egne oplevelser med race i USA interessante, og gennem disse personlige historier om medgang og modgang kommer kampens virkelighed og relevans til at stå meget klart for læseren. Fortiden bliver uafrysteligt konkret her i mødet med folk, der selv var der dengang kampen stod hårdest på.

Med udgangspunkt i få velvalgte cases beskriver Thøgersen borgerrettighedsbevægelsens Freedomrides, der skulle fremprovokere et nyt mediefokus på sagen, og igennem disse sager får man både beskrevet nogle af denne histories mindre kendte bipersoner, samtidig med at man ser, hvordan Bobby Kennedy som justitsminister bliver nødt til at intervenere for at forsøge at holde ro på et spørgsmål, som den føderale regering i Washington D.C. ikke kunne styre.

I denne sammenhæng beskriver Thøgersen med udgangspunkt i bogen The Race Beat (2007), hvordan bevægelsens succes i høj grad var afhængig af, at man kunne få emnet ind på tv-skærmene, så den brede befolkning kunne få at se, hvad det var, der foregik dernede i USA's sydstater. Bogen udbreder også sin styrke ved, at det historiske billede opdateres bl.a. med støtte fra statistisk materiale, der underbygger bogens skildring af emnet. Opdateringen indebærer i høj grad en pointering af, at hvor racespørgsmålet engang var mere præget af sorte, hvide og indfødte amerikanere, er det i dag sådan, at man også bør indregne asiatere, men også især den meget forskelligartede gruppe der går under fællesbetegnelsen hispanics.

Som helhed giver bogens interviews og historiske baggrund et interessant indblik i bogens emne, og selvfølgelig bør Thøgersen tage et par forbehold for, om det, han videreformidler om USA, er hele sandheden, men meget forfriskende holdes det til et citat af den amerikanske digter Walt Whitman ”I see thy light lighting and thy shadow shadowing, as if the entire globe, but I do not undertake to define thee – hardly to comprehend thee.” Men dette forbehold afholder ikke forfatteren fra at give nogle kritiske bemærkninger med, om hvad hans interviewofre udtrykker.

Det giver læseren noget at forholde sig til, hvis man vil prøve at vurdere fra hvilket perspektiv, man får fortalt om USA fra. At Thøgersen selv giver sit besyv med er egentligt meget befriende, så man ikke sidder med en hel masse modstridende synspunkter uden en guidende hånd igennem emnet. Det behøver selvfølgelig ikke betyde, at man bør tage Thøgersens ord for den endegyldige sandhed, men det giver læseren noget relativt konkret at forholde sig til.

Således giver Thøgersen også en spids bemærkning til det danske publikum om, at en tjener, han møder på et cafeteria et sted i USA, såmænd godt ved hvor Danmark ligger. Og det er (som Thøgersen indvender) på trods af, at de fleste danskere ikke ville kunne placere hendes stat på et kort over USA. Sådanne historier og perspektiver er interessante at få med, og fagligt set kan man vel strengt taget ikke gøre indvendinger imod den, når bogens genre angives som ”et roadtrip” på bogens forside.

International blind vinkel
Dog har jeg en anke mod bogen. Thøgersen skriver sig selv ind i fremstillingen, hvilket giver ham vis troværdighed, selvom han i høj grad (selvfølgelig) baserer sin bog på den akademiske faglitteratur. Det er fint nok. Men jeg så gerne, at Thøgersens perspektiv som dansker (eller bare europæer eller udlænding) på USA ville blive indarbejdet i fremstillingen. Især fordi emnet selv kalder på det. Thøgersen betoner med godt belæg i bogen The Race Beat, at borgerrettighedsbevægelsen blev påvirket af og selv påvirkede mediedækningen af kampen.

Og som jeg startede anmeldelsen med at skrive, var sorte menneskers leveforhold i høj grad på dagsordenen i verden dengang, og dette aspekt burde også gerne have været dækket. Thøgersen kunne evt. have prøvet at komme til at interviewe historikere som fx Brenda Gayle Plummer eller Mary Dudziak for at belyse dette emne. Dette aspekt påvirkede, hvordan USA's centralregering forholdte sig til borgerrettighedsbevægelsen og krisen i Little Rock i 1957, hvor sorte elever under en intens mediedækning prøvede at komme til at gå i skole på en hvid skole, gik verden rundt i en sådan en grad, at det også blev et udenrigspolitisk emne.

I 1954 afsagde højesteretten i USA den skelsættende dom Brown v. Board of Education, der fastslog at raceadskillelse pr. definition medførte en ulighed, og derfor var praksissen i strid med landets forfatning. På side 32 i Thøgersens bog siger det nuværende kongresmedlem John Lewis, der dengang gik i skole i syden, at han troede, at han med Brown-afgørelse ”nu ville få adgang til en bedre skole, komme til at køre i en bedre skolebus, og blive undervist efter bedre bøger. Intet skete.” Dette håb, der blev mødt af den meget træge fart, hvormed skolerne begyndte at blive integreret, står i skarp kontrast til, hvordan USA fremførte Brown-dommen som en ideologisk sejr her under den kolde krig.

Dette afholdte dog ikke USA's officielle radiotjeneste Voice of America fra at udbrede kendskabet til domsafgørelsen. Således gik der ikke engang en time efter afgørelsen, før man udsendte nyhederne til de ideologiske modstanderes befolkning i Østeuropa. Men mange steder i USA gik der som sagt længe før, at der begyndte at ske noget med den racemæssige integration i skolerne. Og dette internationale aspekt kunne fint have været indarbejdet i Thøgersens fremstilling. Især når bogen nu er en udlændings perspektiv på sagerne, og fordi forskningen har tydeliggjort den internationale vinkels vigtighed, når det gælder borgerrettighedsbevægelsen i USA.

Bogen indeholder selvfølgelig meget mere end det, jeg her skriver, og jeg vil i høj grad anbefale den, både fordi den kommer fint omkring emnet, og på grund af det letlæselige sprog, som bogen er skrevet i. Gennem bogens skildring af emnet sandsynligøres den amerikanske forfatter Tourés pointe om, at raceforhold i USA er ligesom vejret: Man taler kun om det, når det ekstremt, men det er der hele tiden. Og derfor bogen relevant læsning.