Det er en smule ironisk. Mens det danske borgerskab i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet bevidst forsøgte at distancere sig fra det tyske, ja så var det selvsamme også den del af det danske samfund, der var stærkest under indflydelse af tysk kultur. Det skriver professor i tysk litteratur, danskeren Per Øhrgaard, i bogen Wahlverwandtschaft – med undertitlen Begegnungen – Deutschland und der Norden im 19. Jahrhundert – om mødet mellem Tyskland og Norden – en bog med vægt på det 19. århundredes kulturelle vekselvirkninger.

De nationalliberale konservative kræfter i Danmark var velbevandret i den tyske idealfilosofi og den tyske romantik – romantikken tog de i den grad til sig – men samtidig brugte de den tyske kulturimport som et redskab til at tage afstand fra det tyske. Grundtvig (som Per Øhrgaard i sin tyske tekst beskrives som en blanding mellem Jacob Grimm og Ernst Moritz) var bare ét eksempel, påviser Per Øhrgaard i et spændende kapitel.

Dobbelttydig
Mellem tilpasning og distance kalder Per Øhrgaard sit essay, der beskriver den danske dobbelttydighed over for det tyske. H.C. Andersen mødte sit store europæiske rum – og et interesseret publikum – i Tyskland. Men efter Treårskrigen frygtede han for, hvad de ville sige derhjemme, når han rejste til Tyskland. H.C. Andersen var dansk patriot, men nøjedes med at skrive fædrelandssangen I Danmark er jeg født – en stille sang blottet for national aggressivitet.

Per Øhrgaard beskriver på kornet den ambivalens, Danmark havde – og har – over for tysk kultur. Danskerne er stærkt påvirket af Tyskland og har uden at sætte spørgsmål ved det taget indflydelsen sydfra til sig. Samtidig er der gennem de seneste 200-300 år især fra de intellektuelles side gjort bevidste forsøg på at hælde til Frankrig eller England i stedet for.

Det lumre Danmark
Englands interesse for Skandinavien har dog altid kunnet ligge på et meget lille sted. Og om forholdet til Frankrig skrev Georg Brandes (1842-1927) – en stor ynder af fransk åndsliv – at båndene mellem Tyskland og Danmark var det allertætteste, og at interessen for Skandinavien i Paris ikke var tilnærmelsesvis så stor som i Berlin. Georg Brandes boede i Berlin i næsten seks år og havde herfra en kritisk distance til det lidt lumre ånds- og presseliv i Danmark.

Selvtilfredshed
»Tror man, at vi i 1864 havde stået dér, hvor vi stod, hvis vore "førende" pressefolk havde undet sig et ophold i Tyskland eller et grundigt studium af Tyskland«, skrev han fra Berlin i sin korrespondance til danske aviser. Sagt lidt firkantet: Man bør kende – og af og til også elske – sin fjende. Eller endnu bedre: Lære andre at kende for at undgå fjendskab. Korrespondancerne blev senere udsendt i en bog, hvor Georg Brandes også tager kraftigt afstand fra den danske selvtilfredshed og selvtilstrækkelighed.

Det tyske socialdemokrati
Interessant er, at den danske arbejderbevægelse i det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede havde et godt øje til det tyske socialdemokrati. Hvad ville den nordiske, socialdemokratiske velfærdsmodel været i dag uden den stærke påvirkning fra den tyske socialisme og det tyske socialdemokrati?

Wahlverwandtschaft er redigeret af Bernd Henningsen, der er professor i skandinavisk ved Humboldt-universitetet i Berlin. Han kommer i sin indgang til bogens 11 essays med den pointe, at jo længere væk fra Tyskland, man bevæger sig i Skandinavien, jo stærkere var og er det bevidste sociale, politiske og kulturelle »Wahlverwandschaft«. I parentes bemærket: Danmark var også det nordiske land, der i 1930erne og 1940erne var mindst modtagelig for nazismen.

Tankevækkende
Bernd Henningsens mål med bogen er, skriver han, at se på, hvad der er fælles for Tyskland og Skandinavien. Og ikke at se på, hvad der adskiller. Det første lykkes, men det sidste undgås ikke helt i den grundige, varierede og tankevækkende bog. Men omvendt: Ligheder og forskelligheder er to sider af samme sag.

Den danske juraprofessor Ditlev Tamm fortæller i sit kapitel Danske og tyske jurister om den tyske retsvidenskabs indflydelse på den nordiske. Museumsinspektør Inge Adriansen fra Museet på Sønderborg Slot opsummerer i oversigtsform kampen om de nationale mindesmærker i det dansk-tyske grænseland fra 1848 frem til vore dage. Blandt de øvrige kapitler et om venskabet mellem den tyske maler Max Liebermann og den svenske maler Anders Zorn og et andet om skandinaviske forfatteres ophold i Tyskland.

Lighederne er flere end forskellighederne. Det ses måske sværest i et grænseland som Sønderjylland. Men bogen overbeviser os om, at spændingsforhold ofte er særdeles produktive.