Melodi Grand Prix-entusiaster venter i skrivende stund på weekendens store finale, hvor europæiske musikere kæmper om den store opmærksomhed, der følger i kølvandet på en sejr. Midt blandt alle favoritterne træder en Georgisk sanger ind på scenen med sangen ”I’m a joker”. Om det reelt henviser til selve tekstens indhold, eller om det peger på hans beklædning er lidt uvist, når det er så som så med den tekstuelle substans. Men faktum er, at Anri – som kunstnerens navn er – var klædt som en kristen tiggermunk. Anri var ikke spået mange chancer i konkurrencen, og han gik da heller ikke videre til finalen – og munkekostumet var måske en selvironisk kommentar til de manglende vinderchancer: ’Please, lad mig få en chance’. Under alle omstændigheder er dette indslag i noget så profant som et Melodi Grand Prix et godt eksempel på, at populærkultur og religion på ingen måde kan ses som to selvstændige kulturelle udtryk længere.

Forholdet mellem populærkultur og religion er et videnskabeligt felt i rivende udvikling. Dette sker i takt med, at populærkulturen selv filtrer sig dybere og dybere ind i nyåndelighed og religiøs debat. Religionen er blevet medialiseret, skrives der. De to norske forfattere Dag Øistein Endsjø og Liv Ingeborg Lied har skrevet en religionsvidenskabelig bog, der forsøger at indkredse dette interessante og interdisciplinære felt. Bogen hedder Det folk vil ha – Religion og populærkultur og er endnu en i rækken af bøger, der arbejder med tidens mediebillede og religiøse forestillinger. Stig Hjarvards En verden af medier, Melanie J. Wrights Religion and Film og Gordon Lynchs After Religion er blot tre udgivelser, der omhandler parallelle aspekter. Min egen Mord og metafysik diskuterer den nyspirituelle udvikling set fra den skandinaviske krimis synspunkt. Det er med andre ord et videnskabeligt område, der får stor opmærksomhed for tiden.

Endsjø og Lied tager også fat på Eurovisionens Melodi Grand Prix og fremdrager andre slående eksempler på, hvordan Gud og det religiøse sprog influerer denne musikkultur. Gud er med på scenen, når han ringer til en deltager, og populærkultur (rock) og religion (halleluja) er blandet grundigt sammen, når finske monstre synger ”Hard Rock Hallelujah”. Det betyder ikke nødvendigvis, at Melodi Grand Prixet er (blevet) religiøst, men musik og tilbedelse har en lang og fælles tradition. Tænk bare på, hvordan moderne blues og rock har sine rødder i amerikansk gospel. Det betyder i stedet, at den relativt klare adskillelse, som vestlige – særligt protestantiske – kulturer har haft af sociale sammenhænge og Gud ikke nødvendigvis er så fuldt optrukket alligevel. Endsjø og Lied peger derfor også på, at sekularismens forklaringsramme nok er utilstrækkelig til at forklare, hvad der foregår i kulturen – og i populærkulturen.

Meget overbevisende viser de to forfattere, hvordan religion spiller en betydelig rolle i reklamebranchens ikonografi, i fornøjelsesparkens forestillingsrammer, i film, interiørdiskurser og forskellige andre former for medieringer. Disse medierammer er særdeles populære, og det populære – der jo kommer af det latinske ord popularis, der betyder ’af folket’ eller ’folkelig’ – har det med at fortælle en hel del om dem, der synes om medieprodukterne. Derfor er populærkultur en fabelagtig adgang til at sige noget om de kulturer, der opfatter de enkelte fænomener som populære. Det folk vil ha er placeret i en norsk kontekst, men vil i høj grad være sammenlignelig med andre – særligt skandinaviske – kulturer. Eksemplerne er dog hovedsageligt internationale, hvilket naturligvis fortæller noget om en vestlig populærkultur, der ikke anerkender nationale grænseskel. Men det kunne have været interessant, hvis den norske kontekst var blevet opprioriteret med særskilte norske eksempler. Hvordan reagerer norsk produceret populærkultur på denne strømning?

Bogen fokuserer fint på en valid teoretisk indramning af problematikken. De to forfattere fører an med korte, men koncise og velvalgte definitioner på populærkultur og religion. Disse sætter de så i spil med hinanden i analyserne, der heldigvis fylder mest. En hovedanke mod bogens teoretiske bagtæppe vil dog være, at deres religionsbegreb er meget bredt. Det omfatter syslen med det overnaturlige, med ånder, hellige myter og andre rationelle overskridelser. Jeg er ikke sikker på, at teologien endsige alle religionssociologer vil nikke anerkendende til den brede indføjning under betegnelsen religion. De skelner ikke mellem religion og spiritualitet, hvilket der er en stigende tendens til. Det er klart, at der er berøringsflader mellem religion og det overnaturlige, men det er bestemt ikke (altid) det samme men denne udvidelse af religionsbegrebet får de alligevel irammesat som en begrundelse for, at religiøse trosretninger også selv er begyndt at røre på sig. Det er ikke kun populærkulturen, der tager religion til sig. Transporten går også den anden vej.

Samlet set er det en fin bog, der kobler to begreber, som fylder meget i dagens kultur- og mediebillede. Analyserne og den udmærkede teoretiske værktøjskasse opfylder det, som forfatterne sætter sig for. Jeg savner dog modet til at turde give nogle generelle betragtninger over, hvorfor det er tilfældet. Der er ikke tvivl om, at religion og populærkultur for tiden – og i nogen grad i fortiden – udveksler idéer og pointer, men hvad er det, der har forandret sig, siden religionen – i dette udvidede format – pludselig fylder så meget? Det gives der ikke andet end flygtige svar på: Religion og populærkultur har fascinationen til fælles, de baserer sig på fælles referencerammer, de indrammer livet, osv. Afslutningsvist skriver de, at religionens tilstedeværelse i populærkulturen må forklares idéhistorisk, men de levner kun et lille afsnit på ti linjer til denne forklaring. Se, dét er interessant, hvis en sammenhæng med idéernes udvikling kan dokumenteres. Spørgsmålet er, om det er det folk vi ha. Det er i hvert fald noget jeg vil ha.

Det folk vil ha er en række fine, religionsvidenskabelige analyser af populærkulturelle fænomener. De anklager, jeg har leveret, gør ikke det samlede argument mindre brugbart. Det er blot gode steder at sætte ind med uddybninger, flere begrundelser og nye perspektiver. For dem er der nok af. Ingen af delene – religion eller populærkulturen – har tænkt sig at dø ud. De holder hinanden i live.