Denne bog knytter sig tæt til DR-udsendelserne af samme navn (sendt i maj 2012), hvor 10 frivillige deltagere i et eksperiment – 5 med en psykiatrisk diagnose, 5 uden – lod sig teste og analysere af tre eksperter med stor erfaring inden for psykiatrien. Ud fra videooptagelser af en række tests og opgaver og nogle få interviews lykkedes det ikke eksperterne præcist at identificere de fem ”gale”, og derfor var udsendelsens konklusion, at ”gale” ikke kan identificeres ud fra deres udseende, adfærd og væremåde, og at dette bør være en lære for os alle.

Bogen giver stemme til de fem deltagere med en diagnose – skizofreni, depression, OCD (tvangstilstand), anoreksi (spiseforstyrrelse) og social angst – og fem andre med nogle af de øvrige typiske psykiatriske diagnoser i dagens Danmark – bulimi (spiseforstyrrelse), ADHD (opmærksomhedsforstyrrelse), maniodepressiv sygdom, Alzheimers sygdom (en form for demens) og Aspergers syndrom (en form for autisme).

Denne anmelders sammenfattende vurdering af bogen
Dette er en vigtig, sober og letlæst bog om psykisk sygdom, som alle bør læse, på trods af eventuelle fordomme og berøringsangst. Bogen er meget overskueligt disponeret. Efter to korte indledninger præsenteres hver af de ti psykiske diagnoser, først med en personlig fortælling som udgangspunkt. Herefter beskrives kort symptomer, forløb, mulige årsager og behandling, og der gives gode råd til pårørende og links til mere viden på nettet.

De ti personlige fortællinger er både rørende og oprørende: Disse mennesker har ikke i tide (eller slet ikke) fået den hjælp, de havde behov for, og de har ofte kæmpet en hård kamp for at skjule deres problemer, både for omverdenen og for sig selv. Sådanne patientberetninger er faktisk sjældne, og den vigtigste pointe er netop, at vi må lære at skelne mellem diagnosen og mennesket. Der findes f.eks. ikke ’skizofrene mennesker’ – der findes ’mennesker som lider af skizofreni’. Som vi så i tv-udsendelserne, kan selv eksperter have svært ved at opdage symptomerne på en psykisk lidelse. I den forbindelse er beretningen af psykiateren Torben Lindskov Hansen tankevækkende: Han var ude af stand til at opdage, at han selv havde en depression – han forstod sine problemer som stress og overanstrengelse.

Denne anmelders præmis
Normalt fremlægger anmeldere ikke deres præmisser, men det bliver jeg nødt til at gøre denne gang. Jeg er universitetsprofessor, uddannet psykoterapeut med erfaring i arbejdet med mennesker som lider af psykisk sygdom – og jeg har selv en psykiatrisk diagnose. For 30 år siden fik jeg efter et selvmordsforsøg stillet diagnosen ”maniodepressiv psykose” – det, der i dag og i bogen hedder ”Bipolar affektiv lidelse”. Jeg kom ud på den anden side og har levet et rimeligt normalt liv. Men indlæggelsen på psykiatrisk hospital og den efterfølgende kamp for at vende tilbage til ”normaliteten” var måske den vigtigste oplevelse i mit liv, og jeg har lige siden været optaget af hvad psykisk lidelse er, hvad den opstår af, og hvordan den kan helbredes eller lindres.

Det har bekymret mig, at der i den offentlige debat har været et meget snævert fokus på biologiske faktorer og medicinsk behandling (herunder ECT – ”elektrochok”) af psykiske lidelser. Min egen erfaring og overbevisning er, at det enkelte menneske, som på et eller flere tidspunkter i sit liv får en psykisk lidelse, selv kan gøre meget for at blive rask igen. Vi ved også i dag, at mange psykiske lidelser helbredes naturligt over tid. Det er ikke nogen god idé at forstå sin psykiske lidelse som et (rent biologisk, arveligt) vilkår, som kun kan afhjælpes udefra, af eksperter, med medicin osv. Vi må lære at leve med vores psykiske problemer på en ansvarlig måde – livet er for dyrebart og skrøbeligt til, at vi kan overlade det til eksperter.

Flere af bogens fortællere gør det klart, at de har fået et bedre liv, et rigere liv med et dybere perspektiv, af at gennemgå en eller flere perioder med en psykisk lidelse. Det er en uhyre vigtig lektie, som jeg håber mange vil tage til sig. Vi lever i et samfund, hvor lidelse af mange betragtes som noget uønskeligt, der så vidt muligt skal undgås, og hvor eksperter skal hjælpe os, hvis vi skulle blive ’ramt’. Det er naturligvis godt at der findes eksperter, som kan hjælpe os, når vi er i krise eller bliver psykisk syge, men vi bør først og fremmest opmuntres til og lære at forstå og hjælpe os selv.

Torben Lindskov Hansen lærte f.eks. af sin depression, at ”jeg som menneske har mine begrænsninger”, og at der skal være en fornuftig balance mellem arbejdskapacitet og de krav der stilles – ellers går det ud over alt det sjove og lystfyldte i livet. Alle bogens fortællere er enige om, at åbenhed om sygdommen er nødvendig i forhold til omverdenen, og det demonstrerer de på smukkeste vis i bogen, der punkterer fordom efter fordom uden på nogen måde at være belærende eller frelst.

Som faglig ekspert i musikterapeutisk behandling af psykisk syge med mange forskellige diagnoser er jeg selvfølgelig ked af, at bogen ikke nævner musikterapi en eneste gang under "Behandling". Musikterapi er faktisk en behandlingsform med dokumenteret effekt ift. lidelser som skizofreni, depression, Alzheimers og Aspergers (autisme). Flere af fortællerne nævner faktisk, at musik har haft betydning for dem i deres proces.

Det er imidlertid ikke bogens hovedanliggende at pege på bestemte behandlingsformer. Formålet er først og fremmest at give stemme til mennesker, som af den ene eller den anden grund, på et eller andet tidspunkt i deres liv, har fået en psykiatrisk diagnose. Disse stemmer taler stærkt og klart i bogen, som jeg kun kan ønske stor udbredelse.