Antologien Nordisk samtidspoesi. Særlig Jo Eggens forfatterskap toner ikke rent. Dertil indeholder den for mange og forskelligartede bidrag, men den toner klart, hvilket er en større ros. Bogen udgøres af 16 bidrag skrevet af litteraturforskere, forfattere og kritikere, som hver med deres røst bidrager til en forståelse enten specifikt af Jo Eggens forfatterskab eller generelt af den samtidspoesi, han placerer sig i. Som sådan falder antologien efter en introduktion i to hoveddele, hvor den første, korteste del udgøres af diskussioner af samtidspoesien, mens dens anden og længste del fokuserer på Eggens forfatterskab.

Med forbehold for at de overordnede karakteristikker af samtidspoesien – med Peter Stein Larsens artikel som eneste undtagelse – ikke så meget er nordisk orienterede som rettet mod norsk poesi, skal dobbeltheden i antologiens titel derfor tages for pålydende. Det handler om norsk og nordisk samtidspoesi og særligt om Jo Eggen. Antologien vil derfor også kunne appellere til to forskellige grupper af læsere, som går efter et kendskab til henholdsvis generelle træk i samtidspoesien og dens karakteristiske udtryk hos Eggen. For begge grupper læsere er der et rigt udbytte at hente.

Udgivelsen er blevet til i forlængelse af en nyligt etableret årlig festival med navnet ”Nordisk samtidspoesifestival. Rolf Jacobsen-dagene”, der afholdes i Hamar, hvor antologiens redaktør Ole Karlsen også fungerer som professor i nordisk litteraturvidenskab ved Høgskolen i Hedmark. Ole Karlsen har i mange år haft en central position inden for forskning i og formidling af moderne norsk lyrik, og med denne udgivelse, som er den første i en planlagt serie om samtidspoesi, synes der at lægges op til en arvtager for den betydningsfulde bogrække, Karlsen redigerede for Landslaget for norskundervisning og Cappelen i 1990’erne og begyndelsen af 2000-tallet, og som satte fokus på centrale modernistiske norske lyrikere som bl.a. Rolf Jacobsen, Paal Brekke, Jan Erik Vold, Gunvor Hofmo og Tor Ulven.

Foruden at have redigeret antologien og skrevet introduktionen til den er Karlsen antologiens mest centrale bidragyder. Han figurerer således med bidrag både i den almene og specifikke del, hvor han viderefører sin forskningsinteresse for ekfrasen (Jf. Ord og bilete. Ekfrasen i moderne norsk lyrikk (2003) samt Poesi og bildekunst (2011)) ved dels at beskrive ekfrasens mange manifestationer i norsk samtidspoesi, dels at analysere dens konkrete former i Eggens forfatterskab. Endvidere står Karlsen for et interview med forfatteren, som danner en god baggrund for de øvrige artiklers diskussioner og giver de fremskrevne synspunkter på forfatterskabet et personligt boldværk at formulere sig op imod.

Antologiens generelle del indeholder fire artikler, og af dem er Thorstein Norheims og Kristine Næss’ bredt anlagte bidrag, der giver fortrinlige introduktioner til lyrikken efter årtusindskriftet. Som nogle af de primære karakteristika fremhæver Norheim, at samtidslyrikken har været præget af ændrede institutionelle vilkår, idet undergrunden og de små forlag er kommet til at spille en stor rolle, ligesom der er opstået flere oplæsningsarrangementer, seminarer og festivaller. Desuden nævner han, at nye tekniske muligheder og performance dyrkes, at format, genre- og sprogkonventioner er i forandring, og at lyrikken har overskredet den nationale scene, hvor især et interskandinavisk fællesskab er blevet tydeligt.

Den norske lyrik fremstår med andre ord som en genre i en rivende udvikling, der matcher den i de øvrige nordiske lande, og som en parallel til den danske diskussion af samtidspoesien erfarer vi hos Norheim, at det også i Norge først og fremmest er kritikkerne, der er blevet anklaget for at stå i stampe. I den anden afdeling af sin artikel fokuserer Norheim mere snævert på Øyvind Rimbereids banebrydende, translingvistiske bog Solaris korrigert (2004), der har status af en nyklassisker i norsk lyrik og på én gang er præget af en stærkt formeksperimenterende interesse og er udtryk for en social vending.

I sin behandling af digtsamlinger og receptioner af lyrikken fra 2005-2010 fremhæver Kristine Næss en række af de samme aspekter som Norheim, og dertil føjer hun, at den konceptbaserede digtning og idealet om jeg-løs poesi er fremtrædende karakteristika, ligesom hun i et efterskrift til sit foredrag betoner det politiske aspekt i den nyeste digtning. Næss’ artikel er båret af en engageret og kritisk diskuterende tilgang til feltet, som også gør opmærksom på de mange tilfældigheder, der kan spille ind, når nogen bliver kanoniseret frem for andre, ligesom hun forholder sig skeptisk til den tendens, der har været fra yngre, toneangivende poeter til at lukke sig for meget om deres egne agendaer og foretage en omvendt negativ afstandstagen til det mere etablerede miljø. I stedet appellerer hun i forlængelse af Jan Erik Vold til, at det interessante må være, efter hvilke kriterier et digt er godt eller dårligt, og ikke hvad den eller hin måtte have af personlige præferencer.

Efter disse overgribende karakteristikker og diskussioner af samtidspoesien følger artikler af Ole Karlsen og Peter Stein Larsen, der begge anlægger et mere specifikt fokus inden for samtidspoesien. Ekfraseforskeren Ole Karlsen er som nævnt optaget af den norske lyriks samvirke med billedkunst og strækker i den forbindelse den plastiske betegnelse samtidslyrik til at inkludere digtningen fra midten af 1950’erne og frem.

Peter Stein Larsen derimod diskuterer den nyeste nordiske lyrik mellem bog og internet, og han fremhæver her fire hovedområder, hvor lyrikken kan ses som forandret som følge af internettet, nemlig montageformen, netværksstrukturen, det serielle og det procedurale. Stein Larsens artikel har sin styrke ikke kun ved at give mange konkrete eksempler på værker, hvor disse træk er fremherskende, men også ved at forankre trækkene teoretisk og afslutningsvis spørge til deres implikationer for den poetiske genre.

Har samtidslyrikken således fået mange og markante træk føjet til sit billede i antologiens første del, bliver det i dens anden del tid til at se nærmere på Jo Eggen og dermed levere den første samlede introduktion til forfatterskabet. Forfatterportrættet tegnes ud fra elleve bidrag, der er af meget forskellig karakter, men hver på sin måde interessante og oplysende om forfatterens alsidige virke, ligesom de som helhed har den afgørende kvalitet, at de ægger læseren til på egen hånd at begive sig ned i forfatterens værker.

Omkranset af to portrætdigte af henholdsvis Vigdis Hjorth og Johan Dragvoll og med et interview med Eggen selv som optakt ledes vi via den moderne norske lyriks grand old man, forfatteren og kritikeren Jan Erik Vold, som har fulgt og anmeldt Eggen siden debuten i 1980, kyndigt videre mod en række bidrag, der behandler forskellige værker, enkeltdigte og problematikker i forfatterskabet, og som samlet set giver et nuanceret billede af forfatterskabet og dets mulige teoretiske og litteraturhistoriske kontekstualiseringer.

Disse bidrag er primært kronologisk struktureret, og i Trond Haugens, Hadle Oftedal Andersens og Hanne Bramness’ artikler fokuseres der på de første samlinger, Ting og tings skygger (1980), Inne og ute (1982) og Med klar og uklar stemme (1983). Nærmere bestemt tager Haugen gennem nærlæsninger fat om de to første samlingers tilhørsforhold til en sprogkritisk modernistisk tradition, mens Oftedal Andersen relaterer den tredje samling til Roland Barthes’ åbne tekstbegreb og musikforståelse. Andersens teoretisk vægtige, men sprogligt lidt løsere bidrag – ikke mindre end tredive helsætninger begynder med ”Og” – følges derpå af Hanne Bramness’ korte, men inciterende, på én gang indfølende og dog åbne, impressionistiske læsning af samme samling eller snarere langdigt.

Læst i ét stræk er det ikke mindst denne variation i forfatternes perspektiver og skrivemåder, der gør læsningen af antologien til en både intellektuelt og æstetisk veloplagt introduktion til forfatterskabet. Særligt Øyvind Rimbereid, der er universitetsuddannet med hovedfag i Nordisk sprog og litteratur, ansat ved Skriveakademiet i Bergen og blandt samtidens mest estimerede norske lyrikere, formår da også på fornem vis at holde denne balance imellem teoretisk dybde og medrivende skriven. I hans essay om Eggens digt ”Ordet kjærlighet” fra Forholdninger (2001) leveres på én gang en lærd og eksistentielt vedkommende analyse, som i sin nuancerigdom belyser de mange kvaliteter og perspektivrige aspekter, man kan finde i Eggens lyrik.

Forfatterskabsportrættet udbygges efterfølgende med artikler, der sigter mod at optegne nogle større linjer i forfatterskabet. I Ole Karlsens tidligere omtalte bidrag handler det om, hvordan ekfrasen udgør en central genre i forfatterskabet, og i Thomas Seilers artikel er der fokus på tingenes hukommelse i Eggens poesi, nærmere bestemt undersøges tesen om, at den kulturelle hukommelse er et centralt tema i forfatterskabet, der viser sig at komme særligt prægnant til udtryk i Eggens seneste samling Stavkirkedikt (2010). I denne – såvel som i Karlsens artikel – føres vi dermed frem til forfatterskabets foreløbige slutpunkt. Imidlertid har Eggen ikke kun skrevet egne digte, men også foretaget gendigtninger fra russisk til norsk. I alt er det blevet til tre samlinger, og herom skriver Audun J. Mørch i bogens sidste, læsværdige artikel, som foruden at tage spørgsmålet om oversættelse og gendigtning op til debat, også konkret redegør for de problematikker, som melder sig i forholdet mellem russisk og norsk.

Som jeg indledte med at nævne, tones der altså ikke rent i antologien Nordisk samtidspoesi. Særligt Jo Eggens forfatterskab. Ligesom det i Eggens egen poesi ikke er samstemtheden og vellyden, men den lidt skæve klang, der foretrækkes, er antologien præget af en lang række stemmer, der fremstår med hver deres forskellige, men klare røst og angriber forfatterskabet ud fra en bred vifte af perspektiver. Antologien viser, at samtidslyrikken i høj grad er et livskraftigt og dynamisk felt, der om end under pres i officielle, mainstreamprægede kanaler har fundet andre steder og måder at manifestere sig på.

Og den viser, hvordan Eggen er en vedkommende skikkelse i dette landskab; en poet, der varierer mellem korte og lange former, skriver såvel montageagtigt som centrallyrisk, er optaget af musik, politik og kærlighed, dyrker sproget og refleksionen, men aldrig taber den levende virkelighed af syne. Med andre ord gives der et billede af en i bedste forstand engageret digter, der skriver digte om det, han mener, kræver digtets form, og afstår herfra, når det ikke er nødvendigt. Eller som han selv formulerer det i samtalen med Ole Karlsen: ”Og det er ting som ikke kan sies i dikt også, ting som lett kan sies og som det skal mye til at du sier i dikt. Ting du godt kan snakke om for eksempel.”