Skuespillerne Mads Mikkelsen og Alicia Vikander har ikke særligt meget med livlægen Struensee eller dronning Caroline Mathilde at gøre. Struensee var lille og tyk, dronningen decideret fed. I det hele taget var de begge to ret grimme, vurderer historikeren Asser Amdisen. Og det er vel mere end, hvad man kan sige om Mads Mikkelsen og Alicia Vikander i den ny Struensee-film, En kongelig affære.

Historikeren Asser Amdisen udsendte allerede i 2002 en biografi om Struensee, der vendte op og ned på mange af de billeder og myter, der igennem 200 år var blevet skabt om den tyske læge, der kom til Danmark i 1769 – og som tog magten fra en konge, der havde knald i låget, gik i seng med hans dronning og gennemførte alt for mange reformer på alt for kort tid. Tre år efter Struensees ankomst til Danmark fik han hoved og lemmer hugget af ved en offentlig henrettelse i Fællesparken. Liget blev parteret og lagt på stejle, og hang her i flere år, indtil der kun var knoglerne tilbage.

Nu foreligger en opdateret og revideret udgave af Asser Amdisens Struensee-biografi Til nytte og fornøjelse. Markedet er ekstra gødet med premieren på Nicolaj Arcels film. Og godt for det, for bogen gør op med nogle af de sejlivede fortællinger, de fleste af os er flasket op med. De historiske afhandlinger har dannet forlæg for skuespil, romaner og en musical, og de traditionelle vurderinger af Struensee har enten været fordømmelser eller lovsange.

Nogle af fortællingerne har endog konkurreret med hinanden. På den ene side har vi fået Struensee beskrevet som en overfladisk charlatan – en beskrivelse, der prægede den videnskabelige historieskrivning i endog mange år. På den anden side – og det har været fortolkningen af Struensee i moderne tid – bliver han set som en tragisk figur, der var forud for sin tid, næsten som en helteskikkelse. Især Per Olov Enquists romanbiografi Livlægens besøg fra 2001 har været med til at pleje dette billede af helten.

Primært et praktisk forhold
Asser Amdisens historiske biografi ligger et sted midt imellem de to fortolkninger. Og mon ikke mange af os, der har læst Per Olov Enquists bog sidder tilbage med en følelse af, at vi er blevet taget lidt ved næsen?

Der er blevet romantiseret meget over, at Struensee og Caroline Mathilde skulle være lidenskabeligt forelsket i hinanden. Men i datiden var hed forelskelse langt mere undtagelse end regel. Parforhold var en pragmatisk sag. Måske har kærlighed og sex spillet ind i forholdet mellem livlægen og dronningen, men Asser Amdisen dokumenterer, at deres forhold i allerførste omgang skal ses som en ren praktisk forteelse.

Amdisen sætter Struensee-episoden ind i en europæisk kontekst med oplysningstidens politiske, social og økonomiske tænkemåder. Da kong Christian den Syvende på Struensees foranledning afsatte Gehejmekonseillet (der i praksis ledede Danmark, da kongens sindssyge tog til), slog Struensee til. Og det var såmænd ikke så ualmindeligt, at dronningen måtte tage over, når kongen begyndte at blive lidt for virkelighedsfjern. Det skete også andre steder i Europa i samtiden. Men – som Asser Amdisen får så fint frem – der skulle en maskulin drivkraft med i spillet.

Biografien tager udgangspunkt i 1700-tallets samfundsbillede og filosofi, så Struensee kommer til at stå som en repræsentant for perioden.

Afskaffede adgangen til kongen
Billedet er nuanceret. Mens eftertiden husker Struensee for vidtgående demokratiske reformer som trykkefriheden, så var der mange jævne borgere i samtiden, der mest huskede ham for det negative skridt at afskaffe den såkaldte »supplik«. Det var den almindelige mands mulighed for at henvende sig direkte til kongen, hvis han havde noget på hjerte. En mulighed, der blev skattet i samtiden.

Titlen Til nytte og fornøjelse har Asser Amdisen hentet fra navnet på et tidsskrift, som Struensee udgav i sine unge år, 1793-1764, da han endnu arbejdede som embedslæge i Danmarks dengang næststørste by Altona. Et tidsskrift, der blev lukket af censuren. Den ærgrelse, som Struensee oplevede ved lukningen af Zum Nutzen und Vergnügen var helt klart medvirkende til, at han gav ordet frit, da han kom til magten i Danmark. Og i øvrigt sagde tak for sidst ved at afskedige den embedsmand i Altona, der i sin tid havde forårsaget lukningen.

Forlaget og forfatteren har i pressemeddelelser og omtaler på nettet fremhævet, at Asser Amdisen i 2001 brød forseglingen på en store bunke støvede arkivpapirer i rigsarkivets læsesal i København. Pakkerne havde ligget urørte, siden højesteretsdommer Henrik Stampe i 1772 forseglede dem. I pakkerne befandt sig retsprotokoller, breve, vidneudsagn og genstande fra kongens skilsmissesag mod dronning Caroline Mathilde.

Spørgsmålet er, hvor meget dette fund betyder for den samlede fremstilling. Bogen er stort set skrevet ud fra det samme kildemateriale, som det, der lå til grund for den forrige rigtige historiske Struensee-biografi, Svend Cedergreen Bechs Struensee og hans tid, der udkom helt tilbage i 1972 (genudsendt i revideret udgave i 1986).

En dårlig politiker
Asser Amdisens udsyn er dog noget større og bredere – både geografisk og i tidens filosofi – og dertil kommer, at han skriver i et levende sprog uden at lefle så meget for lægmand, at den lærde står af. Det er en svær balanceakt, men forfatteren magter den. Han viser, at Struensee nok var optaget af oplysningstanken, men hans tanker var næppe opvarmningen til Den franske Revolution. Efter endt læsning sidder man med den sikkerhed, at Struensee – akkurat som det var meningen med den oplyste enevælde – skulle regere for folket og ikke på vegne af folket.

Struensee blev kun 34 år og nåede at styre Danmark i 16 måneder. Han var en dårlig politiker, der magtede at skaffe sig magt, men ikke havde den ægte vilje til at ville magten. Han blev ramt som en boomerang af trykkefriheden, da smædeskrifter spredte rygter om ham. Og det var rygtedannelserne, der til sidst kostede ham positionen og banede vejen til skafottet. Og mens pengene fossede ud af statskassen, svarede Struensee igen med en økonomisk hestekur og lønnedgang til embedsmændene. Det skulle han aldrig have gjort. Og da heller ikke fordi han ikke selv ligefrem praktiserede sparsommelighed.

Asser Amdisen har fået rettet de småfejl, som flere faghistorikere påpegede i forbindelse med udgivelsen af den første udgave, og han argumenterer stille, roligt, men meget sikkert for sit syn på Struensee. Det er velfunderet. Der spilles på det sikre – og det er mere end, hvad man kan sige om meget af den fiktion, der har været med til at tegne billedet af Struensee.