Lisbeth Zornig Andersen er forfatteren bag den selvbiografiske bog Zornig – Vrede er mit mellemnavn, der inviterer læseren ind i en langt fra rosenrød fortælling om hendes barn- og ungdom. Det er en invitation til et indblik i en verden, de fleste aldrig vil få nå i dybden af, men som man fra tid til anden konfronteres med igennem sager om svigt, misbrug og mishandling af børn og unge i Danmark.

Man skulle ikke umiddelbart tro, at den succesfulde forretningskvinde Lisbeth Zorning Andersen, der udover at kunne skrive cand.polit på CV´et, og bl.a. har besat topposter i Codan, Danske Bank og KMD, skulle have indsigt i denne dunklere del af Danmark. Ikke desto mindre er hun i dag formand for Børnerådet, der rådgiver Folketinget og andre myndigheder i forhold vedrørende børn og børns perspektiver med baggrund i FNs Børnekonvention, en stilling, hun ikke har fået udelukkende på grund af hendes akademiske baggrund, men på baggrund af det liv der skildres i bogen. Det er en barndom, der med hendes egne ord beskrives ”som en barndom i helvede”.

Formidling fra barneperspektiv
Bogen starter umiddelbart efter en kort introduktion i Lisbeth Zornig Andersens barndom i slutningen af 1960´erne og skrider kronologisk frem, indtil starten af der, hvor hendes egentlige voksenliv skulle begynde i 18-års alderen i 1986. Dog erfarer man hurtigt, at Lisbeth Zornig Andersen og hendes brødre i en alt for tidlig alder konfronteres med voksenlivet. Her fortæller hun fra barneperspektiv, hvordan hun oplevede sine forældre og sine søskende, og her begynder de første fortællinger at udfolde sig om et barndomshjem ved Sydhavnen, hvor de voksne var fulde, vold fyldte hverdagen, og hvor man pludselig køres til et børnehjem med sine brødre i en alder af kun tre år.

Det er fortællingen om forældrenes skilsmisse, flytningen til Lolland, mors skiftende mænd, et liv, hvor de voksne bruger alle pengene på alkohol og tobak, hvor børn passer sig selv og hvor de tæskes og ydmyges, hvis de ikke ”makker ret”. Det er fortællinger om livet på vej ind og ud af børnehjem, ind og ud af moderens skiftende parforhold med mænd, der den ene dag skal tiltales som far, mens de den næste dag er nogle sindssyge svin.

Det er beretninger fra børnehøjde om at se mor blive gennemtæsket, om at ligge i dobbeltsengen, mens de voksne har sex, om at være beskidt, fyldt med vorter på hænderne, og om, hvordan noget så simpelt som et godt måltid mad står som lyspunkter i en tilværelse uden megen lys og tryghed. Det er fortællingen om, hvordan overgreb fra en gammel mand, i et omsorgssvigtet barns øjne opleves som en form for omsorg, i ekstrem mangel på bedre, og hvordan en barndom i sådanne forhold ligger grundstenen til en ungdom, hvor sex, smøger og trods tidligt kom på dagsordenen og et voksenliv med følelsen af usikkerhed.

Ubehageligt ærlig
Som det måske fremgår af ovenstående, er fortællingerne fra Lisbeth Zornig Andersen barndom overraskende ærlige, og der er på ingen måde lagt fingre i mellem. Hvad man får, er hudløs ærlighed. For det er livet fortalt af et barn om, hvordan tingene blev oplevet og forstået som et barn, og dette giver et uvurderligt indblik i, hvordan det ikke er de faktuelle og kvantitative elementer, der udelukkende bestemmer den gode barndom fra den dårlige. Her fortælles der i stedet om, hvordan de kvalitative, subjektive oplevelser af det tidlige miljø får en formende effekt på et menneskes selvudvikling, og hvordan det påvirker måden, hvorpå barnet vil opleve dets omgivelser.

Det giver et indblik i, at børn trods talrige svigt, stadig føler et enormt ansvar og loyalitetsforhold ift. deres forældre, hvordan de oplever skyldfølelse, og hvordan børn bare ”er” i deres omgivelser, og uden de store spørgsmål danner deres verdensbillede derfra. Det ejendommelige ved denne selvbiografiske fortælling er, at Lisbeth Zornig Andersen ikke ynker sig selv eller raser over sin dårlige barndom. Det ville de fleste af os nok gøre. Det er i stedet en bog, der nærmere tjener til at støtte og inspirere folk, der har været i en lignende situation, og en bog, der for de der ikke har, kan være et gevaldigt opråb og en vigtig påmindelse om den virkelighed, der sjældent ses i tide.

Dette gør en bog som denne rigtig vigtig. Den er vigtig fordi den sætter fokus på en gruppe af børn og unge i Danmark, der ikke kan forvente, at deres forældre baner vejen og sørger for de bedst mulige vilkår for dem. Lisbeth Zornig Andersen bliver derfor igennem sin egen fortælling det ultimative talerør for disse børn og unge. Bogen er videre vigtig, ikke fordi den opsætter en formel for, hvordan vi forhindrer social ulykke i Danmark, men fordi den påpeger, at det findes. Den sætter fokus på vores fælles ansvar for at få øje på disse børn, også når de larmer, forstyrrer, råber og slår.

Bogen irammesætter, at børns uhensigtsmæssige adfærd kan ses som kommunikation om deres ulykkelige situation og livsvilkår. Den gør os opmærksomme på, at selvom denne kommunikation kan virke mod hensigten, så er det en invitation til omsorg, til at se bag om denne adfærd og forstå frem for at fordømme. Denne omsorg fik Lisbeth Zornig Andersen heldigvis i glimt fra både hjertevarme lærere, naboer og professionelle, der rakte hånden ud og åbnede hjemmene, selvom det sikkert har været en kamp mod systemer, og sikkert også med barnet selv, der forsvarede sig med vreden. Måske er det bl.a. disse udstrakte hænder, der blev baggrunden for, at Lisbeth Zornig Andersen ”skiftede barstolen ud med direktørstolen”, selvom det naturligvis ikke betyder, at hun i sit voksenliv ikke har mærket konsekvenserne af sine tidlige år.

De varmeste anbefalinger
Det er derfor jeg med den dybeste respekt og med både med hjerne og hjerte vil anbefale indeværende værk til alle, der har mod på at dykke ned under overfladen af det etablerede Danmark, uanset hvad deres profession måtte være. Den bidrager med en dimension, der går dybere end den forfærdelse og harme vi kan opleve, når vi hører om diverse misbrugssager i nyhederne. Disse sager holdes vi af gode grunde normalt på afstand af, og sandheden skjules for dobbeltlukkede døre.

Lisbeth Zornig Andersen bliver derfor igennem dette værk den både personlige og faglige formidler af barnets perspektiv. Den er stærk, hjerteskærende og informativ, men uden at blinke, ubehaget værd. Lisbeth Zornig Andersen har med dette værk vist et umådeligt mod og en vanvittig styrke.