Niels Simonsens berømte maleri af tilbagetoget fra Dannevirke i 1864 er fulde af løgn.

Det siger historikeren og forfatteren Tom Buk-Swienty dog ikke i sin ny bog, 1864 i billeder. Han siger, at billedet næppe taler sandt, fordi det virker direkte usandsynligt, at infanterister skulle have slæbt en tung kanon efter sig i sneen. Og billedet er i sin udformning ikke blot idealiseret. Det grænser til det patetiske.

Det kommer næppe bag på ret mange. Men på den anden side kan de fleste af os, der har været så heldige endnu at have gået i skole, da man havde om 1864 i historieundervisningen, nok ikke helt sige os fri for, at især malerierne og kobberstikbillederne har... ja, lad os kalde en spade for en spade... har manipuleret os.

Og det er langt fra det eneste. Når man bladrer sig igennem Tom Buk-Swientys bog, bør man gøre sig den tjeneste at give sig god tid til billedanalyse. For som tyskerne siger: Der Teufel steckt im Detail.

Præget kollektiv forståelse
Da Tom Buk-Swienty i sin tid besluttede sig for at lave en bog om krigen i 1864, var det tænkt som en billedbog med tekster, der skulle have karakter af artikler.

Men projektet greb om sig og endte heldigvis med de to mesterværker Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. Med andre ord: Nu foreligger så den bog, som Buk-Swienty i begyndelsen ville lave. Og den kommer til at virke som en forlængelse af de to nævnte stærkt anmelderroste og prisbelønnede bøger, der med deres nøgterne, men underholdende form og skarpe analyse har sat danskernes billede af 1864 på plads.

Tom Buk-Swienty får i forordet og tilmed i ganske få linjer forklaret meningen med denne bog: »Billedmediet er stærkt. Ikke alene formår det at fæstne sig i et barnesind, men det har tillige en særlig evne til at sætte sig i den kollektive hukommelse. Der er næppe tvivl om, at mange af krigens billeder har præget vores kollektive forståelse af 1864, dybere end selv de mest ordrige beskrivelser«.

Når forfatteren skriver »barnesind«, er det fordi, han i sin barndoms Sønderjylland voksede op med billeder, hvor krigens rædsler ikke just blev gemt, men hvor bredskuldrede skæggede danske soldater rejser sig mægtigt over alle de andre. Mange af dem ligner Holger Danske.

Selv om malerier langt fra fortæller en sandhed, så er hovedparten udført med en så perfekt naturalisme, at de har virket og virker autentiske.

Datidens spindoktorer
Meningen med billederne er udtænkt af datidens spindoktorer. Det er ikke tilfældigt, hvilke begivenheder, der er skildret og hvilke, der ikke er. Hvis vi vender tilbage til det berømte billede fra Dannevirkes rømning, så skulle det netop indgyde danskerne den tro, danskeren var sej og gjort af det rette stof. Han blev blot udsat for urimelige forhold og modgang. Danskerne havde brug for et nederlag, de kunne være bekendt. Det kunne soldaterne også være – men politikerne så sandelig ikke.

I 1864 var fotografiet endnu i sin barndom, men der findes fotos af meget høj teknisk kvalitet. Med skarphed og detaljerigdom, der giver dem en stor dokumentationsværdi. De viser det ragnarok, da danske fodfolk på den ene side stødte sammen med preussiske og østrigske soldater ved Dybbøl. Det var bestialske sammenstød mand til mand.

Læseren af bogen vil også bemærke, at de mange skitser, der findes fra krigen, nærmest læner sig op ad fotografierne. Den britiske krigskorrespondent Robert Landell var udsendt for London Illustrated News (krigen blev fuldt med stor bevågenhed i det store Europa).

Han havde ingen dagsorden, og hans skitser har derfor en høj grad af troværdighed og dokumentationsværdi. I modsætning til fotograferne – der stort set kun kunne tage still-fotos efter, at den værste krudtrøg havde lagt sig – kunne han vise tropper i bevægelse.

Fundet på slot i Sydslesvig
Tom Buk-Swienty fandt Landells tegninger på Schloss Glücksburg i Sydslesvig, hvor de af en eller anden grund var havnet. Nok er de nærmest skitser, men der er et sådant schwung over Landells streg, at man føler, at man står lige ved siden af ham og kigger med ud over løbegraven eller sundet. Han er en moderne observatør, som går tæt på ligesom nutidens journalister. Landell er en kunstner. Og samtidig dokumentarisk noget af det mest interessante. Landell fungerer som forløber for pressefotografen.

Selv om mange af billederne er set før, så er sammenhængen og den klare analyse af dem så frisk og ny – og krydret med Buk-Swientys efterhånden enorme viden om krigen, det der gør denne bog så enestående.