Breve fra soldaterne ved fronten til dem derhjemme er væsentlige historiske kilder til Første Verdenskrig, som lige fra krigens første dage og til nutiden har påkaldt sig bred interesse, og det med rette. De er overkommelige, let tilgængelige og uundværlige, hvis man vil tæt på krigens virkelighed og mennesker, selv om de for historikerne ikke er uden metodiske udfordringer.

Et vigtigt spørgsmål er, om brevskriverne havde evnen til at skrive det, som eftertiden gerne vil vide noget om. Det var der mange, der ikke havde.

En af undtagelserne var Kresten Andersen, der blev født i Ullerup ved Sønderborg i 1890 og var blandt de anslået 26.000 dansksindede soldater, som gjorde tjeneste i den tyske kejsers hær under Første Verdenskrig. Kresten Andresen var ligesom hovedparten af de dansksindede med i et af de såkaldte danskerregimenter, Reserveregiment 86. Hans breve og dagbøger blev i 1919 under stor offentlig opmærksomhed udgivet i uddrag af forfatteren Valdemar Rørdam. Brevene var i mange år kun kendt i den afskrift, moderen foretog i forbindelse med udgivelsen, og de originale breve blev anset som tabt.

Gemt i en kommode
Men i 2010 dukkede en stor del af dem op i en gammel kommode under en oprydning i en stald i Sønderjylland – heriblandt flere breve, som ikke tidligere havde været offentliggjort. Nu har historikeren Claus Bundgård Christensen udsendt den første samlede udgave med Kresten Andresens breve og dagbøger: En dansker på vestfronten i Første Verdenskrig. Det sker i forlængelse af hans grundigt gennemførte og omfattende kortlægning Danskere på vestfronten 1914-1918, der udkom i 2009.

Kresten Andresen tog dansk studentereksamen i 1911 og læste i en periode filosofikum. Han førte krigsdagbog fra 1914 og sendte breve fra fronten til familie og venner, indtil han blev meldt savnet inder kampene ved Somme i Nordfrankrig i 1916. Hans mor håbede i flere år efter krigen, at sønnen levede, men han vendte aldrig hjem.

Litterært talent
Brevene emmer af lune, iagttagelsesevne og litterært talent. De er levende og anskuelige. Og det er tydeligt, at han kom fra en politisk bevidst familie med mange kontakter til toneangivende dansksindede kredse i Nordslesvig. Her især til morbroren H.P. Hanssen, der var de dansksindede slesvigeres repræsentant i den tyske rigsdag i Berlin.

I januar 1915 skrev Kresten Andresen til H. P. Hanssen: »Jeg haaber, Du har faaet mine to breve fra Soissons. Hvis de egner sig til det, maa Du gerne sætte dem i »Hejmdal«; og hvis der ellers er noget, I ønsker beskrevet, saa staar jeg selvfølgelig til Tjeneste, efter bedste Evne.

Gennem saadanne Feltbreve faar man et lille Indtryk af Krigen ... de officielle Beretninger skitserer koldt ... En lille Linje dér dækker over døgnlange Savn og kamp og Lidelser. Men godt er det alligevel, at man ikke faar alt at vide, og at intet Brev er i Stand til blot tilnærmelsesvis at skildre, hvad her passerer...«.

Ikke kun den visse død

Nu har Claus Bundgård Christensen allerede i Danskere på vestfronten 1914-1918 nuanceret den pacifistiske grundtone fra Remarques’ Intet nyt fra Vestfronten. En bog, som mange langt hen ad vejen nok har bygget billedet af Første Verdenskrig på. Fronten og skyttegravene var ikke nødvendigvis den visse død for soldaterne – selv om den blev det for Kresten Andresen.

Ved læsningen sidder man flere gange og fantaserer over, hvad det ikke kunne være blevet til med et så lyst hoved, som det Kresten Andresen havde.

Tendens og troværdighed
Hans breve og dagbøger sætter ansigt på den umenneskelige krig. De har en høj troværdighed, men har dog også en tendens, som de fleste krigsbreve har. Generelt skal utallige af frontbrevene blot fungere som livstegn, der ikke skal forurolige dem derhjemme unødigt.

Hvad soldaterne meddeler, kan nok være rigtigt, men de tier også om meget for ikke unødigt at gøre modtagerne urolige. Som man kan se af ovennævnte citat siger Kresten Andresen dog ofte en masse uden at nævne det specifikt. Der er litterære kvaliteter i beretningerne. Som det hedder i indledningen til det næstsidste brev til forældrene den 6. august 1916:

»Der er ikke meget at skrive om. Krig er jeg så led og ked af, at jeg ikke gider skrive noget derom. I Begyndelsen af Krigen var der dog til trods for alt det skrækkelige en vis Poesi iblandet. Den er nu forsvundet. Det kommer mig for, at jeg har givet jer en alt for drastisk Skildring af en Trommeild. Virkningen af en sådan Ild er mere moralsk end ellers ødelæggende.... hvad Fremtiden vil, kan man jo aldrig vide... det bedste er blindt at lade sig lede af Skæbnen; thi selv at gribe ind er uforsvarligt«.

Claus Bundgård Christensen har skrevet et kort, men rammende forord til bogen. Vil man læse dagbøger og breve fra en dansk frontsoldat under Første Verdenskrig og blot nøjes med én, så bør det være Kresten Andresens.