Betragter man stigningen i antallet af psykiatrisk diagnosticerede mennesker i Danmark som en succes inden for området af tidlig identifikation og udredning? Eller er det et udtryk for en patologiseringsproces i Danmark, som det beskrives hos Svend Brinkmann i Det diagnosticerede liv – sygdom uden grænser? Under alle omstændigheder er det klart, at denne tendens har en betydelig indvirkning på andre offentlige og private systemer, herunder specialpædagogikken og socialpædagogikken. Dette har affødt en lang række spørgsmål og problemstillinger, og disse er omdrejningspunktet for antologien Diagnoser i specialpædagogik og socialpædagogik, der udspringer af et forskningsmøde for forskningsprogrammet ”Social- og specialpædagogik i et inkluderende perspektiv” i 2010.

Indhold og omfang
Indeværende antologi er redigeret af lektor og koordinator for Masteruddannelsen i Socialpædagogik på Institut på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet, Inge Bryderup. Bogen indledes med et kapitel af lektor Søren Lange og master i socialpædagogik Anthon Sand Jørgensen, der beskriver de tendenser, der viser sig af stigende diagnosticering i Danmark samt de mulige konsekvenser denne øgede diagnosticeringsfrekvens vil få for social- og specialpædagogikken.

Herefter følger et kapitel af professor i sociologi fra Lunds Universitet Thomas Brante, der undersøger, hvordan man kan forstå, at medicinske beskrivelser af afvigende adfærd er blevet så dominerende. Han udtrykker en tvivl ift. at denne dominans skyldtes videnskabelige fremskridt i neuropsykiatrien og analyserer, hvorledes kulturelle faktorer, medicinalfirmaernes aktiviteter mv. kan tænkes at have påvirket denne tendens. Denne tråd spindes der videre på i bogens næste kapitel, skrevet af lektor på Masteruddannelsen i Specialpædagogik Janne Hedegaard Hansen, der undersøger, hvordan diagnosticering kan fungere som et led i at opretholde den neoliberale velfærdssamfunds orden igennem konstruktionen af normative forestillinger for adfærd. Denne proces, beskriver hun, leder dels til eksklusion af den diagnosticerede fra normen, men tillige inklusion, da den diagnosticerede ved at overtage stemplet som afvigende, inkluderes ved at vedkende sig sin afvigende position og stille sig til rådighed for medicinsk, psykologisk og pædagogisk intervention.

I tråd med disse tanker undersøger Bjørn Hamre, der er ph.d. stipendiat ved Institut for Læring under Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, hvordan netop skolen og de skolepsykologiske arenaer fungerer som arnestedet for problematiseringen og diagnosticeringen af det afvigende barn. Dette gør han igennem historiske analyser af skolepsykologiske journaler fra 1930´erne og 40´erne. Herefter følger et kapitel af Lotte Hedegaard-Sørensen, adjunkt i specialpædagogik, der præsenterer resultater fra en empirisk undersøgelse af læringsmiljøer for diagnosticerede børn, der sætter fokus på, at det at være lærer for diagnosticerede børn er en både pædagogisk og didaktisk opgave, der kalder på specialiseret viden.

Næste kapitel er skrevet af Henrik Skovlund, adjunkt på Institut for Læring, der empirisk har undersøgt betydningen af diagnosticeringen for de diagnosticerede børns selvforståelse, samt hvilken konsekvens en sådan diagnosticering kan have for temaet for stigmatisering og inklusion. Efterfølgende kapitel er forfattet af specialpædagog Torre Kargo, der formidler sin erfaring med den stigende diagnosticering og medicinering inden for socialpædagogikken, på Skole- og Behandlingshjemmet Orøstrand. Her diskuterer han fordele og ulemper ved diagnosticering og medicinering, og hvilken konsekvens dette har for den konkrete socialpædagogiske praksis han er en del af.

Niels Rosendal Jensen er lektor på Institut for Pædagogik og undersøger, hvad der karakteriserer Statens Særligt tilrettelagte Ungdomsuddannelse og spørger bl.a., om oprettelsen af de særligtilrettelagte uddannelsesforløb risikerer at overflødiggøre en øget rummelighed i normalsystemets uddannelsesinstitutioner. Næstsidste kapitel i bogen er skrevet af føromtalte Anthon Sand Larsen og Søren Langager. Dette kapitel fokuserer på særligt diagnosticeringen af ADHD hos voksne og undersøger, hvordan en individorienteret sygdomsdiskurs kan have indflydelse på området for social- og specialpædagogik på voksenområdet. Bogens afsluttende kapitel er forfattet af bogens redaktør Inge Bryderup og analyserer, hvorledes den socialpædagogiske praksis igennem tiden har været påvirket af skiftende lovgivningsmæssige, forvaltningsmæssige, forsknings- og videnskabsforståelser af mennesket, og hvordan disse skift har påvirket den socialpædagogiske professions målgrupper og formål.

Flere spørgsmål end svar
Selvom bogen dækker en lang række af områder og er forfattet af forskellige fagpersoner, synes bogen at have en god sammenhæng og giver et godt indblik i de spørgsmål, frustrationer og konsekvenser, som den øgede diagnosticering allerede har haft for sektorer uden for de psykiatriske afsnit. Bogen fremstiller en række gode pointer, har spændende vinkler på fænomenet diagnosticering og stiller solide spørgsmål, der kan tænkes at være karakteristisk for de tanker, der gøres på dels pædagogiske læringsanstalter, men tillige i den pædagogiske og didaktiske praksis nu, hvor blikket på de afvigende børn, unge og voksne rettes mod biomedicinske forståelser frem for psykologiske eller sociologiske forståelser.

Bogen giver et godt indblik i processer, der har ledt til dette skifte, men forholder sig også kritisk til, om skiftet er legitimt. Man fornemmer således, at nogle af bogens forfattere har fundet inspiration i postmodernismens opgør med de modernistiske idealer, som man kan argumentere for, at det diagnostiske system ligger sig op af. Dette kan være godt og skidt. Godt hvis disse diskussioner fungerer som afsæt til, at den naturvidenskabelige viden om f.eks. autisme og ADHD integreres med en pædagogisk og didaktisk handling, der kan bygge bro mellem medicinske, psykologiske og sociologiske forståelser af ”barnet med ADHD”. Skidt, hvis diagnosticeringen vurderes udelukkende som et forsøg på at stigmatisere og ekskludere eller hvis diagnosen overtages ukritisk som ”sandheden” om det pågældende barn, hvorved den komplekse forståelse af barnet træder i baggrunden.

Disse spørgsmål og bekymringer tematiseres dog også i nogle af bogens kapitler, og bogen formår derfor at stille en række relevante spørgsmål til bl.a. fagpersoner i psykiatrien, der påpeger det handlingsmæssige tomrum, pædagoger og lærere kan opleve når de får et ”autistisk barn” i klassen, på institutionen mv. For hvad betyder diagnosen for den øjeblik til øjebliks interaktion, man skal tilbyde barnet? Hvordan imødekommer man barnets særlige behov, men ej heller overser barnets muligheder for udvikling? Det overordnede indtryk af bogen er, at den ikke søger at besvare de spørgsmål og udfordringer, der opleves i den pædagogiske praksis, men nærmere forsøger at pointere det gab, der er imellem psykiatriske beskrivelser og den kontekst, som pædagoger og lærere møder disse børn, unge og voksne i. Der stilles således flere spørgsmål, end der gives svar, og bogen kan således ses som en antologi, der rammesætter nogle af de spørgsmål, de udfordringer mv. og opfordrer til dybere udforskning af området.

En opfordring til praksisnær forskning og faglig identitetsdebat
Som nævnt er denne antologi mere en opfordring til en iværksættelse af faglig diskussion og opfordring til at øge viden og kompetencer i de special- og socialpædagogiske tilbud, end det er en vejledning til at arbejde med diagnoser i social- og specialpædagogisk praksis. Man fornemmer en underliggende kritik af den diagnostiske praksis i nogle af bogens kapitler, og man kan nogle gange blive i tvivl om, hvorvidt nogle af forfatterne overhovedet ønsker at bygge bro mellem de forskellige faglige discipliner og diskurser om de afvigende børn, eller om de egentlig blot ønsker at ”afskaffe” diagnosticering, fordi de ikke antager at diagnosticeringen og den psykiatriske forskning er legitim.

Ser man bort fra dette kan man opfatte bogen som et vigtigt opråb til de psykologer og psykiatere, der dels stiller diagnoser, men tillige også til de der udarbejder behandlingsplaner og forsker i intervention. Det kan være en opfordring til i højere grad at udveksle viden om diagnoser og deres praktiske konsekvenser, samt en opfordring til f.eks. at iværksætte tværsektorielle forskningsprogrammer, der kan forsøge at binde praksis og forskning i primærsektoren sammen med praksis og forskning i sekundærsektoren.

En spændende diskussion og start på fremtidens praksis
Bogen er for de der interesserede i en begyndende debat om diagnosernes mere omfattende betydning for praksis. Den er for de, der er interesserede i at vide, hvilke potentialer og udfordringer diagnosticeringen har for den pædagogiske og didaktiske praksis, og for de, der både er for og imod diagnoser, fordi bogen bevæger sig videre end blot en umiddelbar kritik af diagnosticering. Bogens kapitler har en svingende sværhedsgrad. Nogle af kapitlerne har et højt akademisk niveau, der kan være svære for de, der ikke er umiddelbart bekendte med retorikken og de bagvedliggende videnskabsteoretiske begreber, mens andre kapitler er mere let forståelige og kan appellere til alle interesserede.

Antologien er provokerende, inspirerende og kan tænkes som et vigtigt indspark til debatten og forskningen inden for psykopatologi, fordi den formår at sætte fokus på, at diagnosticering har konsekvenser for mere end blot psykiatrisk udredning og behandling. Den kan anbefales til både læger, psykologer, socialrådgivere, politikere og naturligvis lærere og pædagoger, der på den ene eller anden måde har en berøringsflade med de mennesker i samfundet, som af den ene eller anden grund får en psykiatrisk diagnose. Det er derfor en vigtig bog og det bliver spændende at se, om bogen formår at inspirere til både debat og initiering af en praksisnær forskning inden for området for social og specialpædagogisk praksis.