Holsten er vel nærmest forsvundet ud af den kollektive erindring i Danmark. Igennem århundreder havde Holsten været et vigtigt dansk forbindelsesled til Europa, og efter De slesvigske Krige i 1848-50 og 1864 var det i høj grad de nationalt orienterede historikere på begge sider, der fik lov til at forklare, hvorfor den danske helstats opløsning var den eneste mulige udgang på historien. En konklusion som seniorforsker, dr.phil. Steen Bo Frandsen sætter spørgsmålstegn ved i sin bog Holsten i helstaten. Den omhandler den første halvdel af 1800-tallet, men trækker naturligvis også tråde længere bagud.

Holsten var oprindeligt et tysk grevskab, men blev i 1474 til et hertugdømme som len i det tysk-romerske rige. I 1460 kom Holsten i personalunion med Danmark, da Christian den Første blev valgt til regerende fyrste i både Slesvig og Holsten. Med Ribebrevet fra 1460 måtte kongen give ridderskabet løfte om at holde landene Slesvig og Holsten evigt udelte sammen, og Holsten blev for de næste 400 år knyttet til det danske monarki ved en personalunion, og inden for denne ramme blev Slesvigs og Holstens nære samhørighed i form af en realunion fastslået. Som hertug af Holsten var den danske konge herefter vasal under det tyske rige, der dengang ikke var en nationalstat i moderne forstand, men en sammenslutning af mange tyske stater.

Holstensk modstand
I 1806 blev Holsten indlemmet i det danske monarki, og i 1815 blev området optaget i Det tyske Forbund. Allerede fra 1773 regerede den danske konge Holsten forenet med Slesvig og Danmark under én krone som del af den danske helstat. Som resultat oplevede Holsten et økonomisk og politisk opsving. I store perioder var Holsten rigets bedst udviklede område.

I begyndelsen af 1830erne rejste en liberal slesvig-holstensk bevægelse kravet om en stænderforfatning, og dette krav imødekom den danske konge i 1834. Den danske kongemagt forsøgte at få en fællesforfatning for Danmark og Slesvig-Holsten, hvilket stødte på modstand i den holstenske stænderforsamling. Udgangen er kendt: Krigen i 1864 og Danmarks tab af hertugdømmerne.

Den røde tråd gennem Steen Bo Frandsens bog er, at Holsten aldrig var hverken dansk eller følte sig særligt tiltrukket af landene syd for Elben. Han konstaterer, at Holstens traditionelle formidlerrolle mellem Danmark og Tyskland gik tabt, da Holsten ikke længere var et overgangsland.

Efter 1864 var der – ifølge Steen Bo Frandsen – en "næsten fanatisk dansk distanceren" sig fra den tyske kultur, og den blev især rettet mod Holsten. Resultatet var, at den ny kontakt til tysk kultur gik fra København til Berlin. Alle forbindelser og forestillinger om en fælles dansk-holstensk historie gik herefter tabt. I bogen beskriver Steen Bo Frandsen Holstens rolle fra opløsningen af det tyske rige i 1806 over opbruddet med Uwe Jens Lornsens forfatningskrav i 1830. Bogen giver et nuanceret billede af de dansk-holstenske forviklinger, der især opstod, da helstatens modstandere vandt terræn.

Isoleret blik på Holsten
Det særlige ved denne bog er, at Steen Bo Frandsen retter et isoleret blik på Holsten og dermed holder den dansk-tyske konflikt i Slesvig lidt udenfor. Her spillede sprogkampen en så stor rolle, at den skygger lidt for de faktorer, der gjorde sig gældende i Holsten, lyder Steen Bo Frandsens pointe.

Forfatteren afdækker også de skurkeroller, som holstenerne gennem tiden har fået i dansk historieskrivning. Deres tilstedeværelse i Danmark skyldes dog som regel, at de blev hentet til landet af danskerne selv. Flere gange blev de holstenske grever viklet ind i et magtspil i danske stormandskredse, og mange holstenske adelsmænd fik fremtrædende positioner i den danske centraladministration, fordi den danske stat selv havde væsentlige interesser i det holstenske.

"Heri ligger den alvorligste svaghed i det nationalhistoriske postulat", skriver Steen Bo Frandsen. Eftertiden var vel hurtig til at tage danske og tyske nationalisters påstande om Holstens fuldstændige tyskhed for pålydende, konkluderer Steen Bo Frandsen. Men han leverer også en stærk kritik af den holstenske historiske fortolkning. Holstenerne havde nemlig selv indladt sig på et naboskab med flydende grænser, da de valgte den danske konge.

Nu gik det, som det gik. Men det havde ikke behøvet at gå sådan. Opløsningen af den danske helstat var ikke den eneste mulige udgang på historien, fastslår Steen Bo Frandsen. Der var nemlig stærke regionale kræfter i Holsten, der ingenlunde var danskfjendtlige, men blot imod en centralisering i København. Hvad det angår, lignede Holsten mere resten af Tyskland, hvor alt var spredt i flere centre – i modsætning til den stærke centralisering i Danmark.

Fakta om den danske helstat
• Staten blev dannet i sidste halvdel af 1700-tallet med den enevældige danske konge som centrum og omfattende Grønland, Island, Færøerne, Norge, Danmark, hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt oversøiske besiddelser. Helstaten blev i høj grad båret af en art balance mellem den norske, danske og holstenske del af riget.

• Helstaten opstod i forbindelse med en række aftaler med den russiske zar i 1773, som sikrede den enevældige danske konges suverænitet i alle ovennævnte områder samtidig med, at der ingen nævneværdige trusler var fra naborigerne Sverige, Hamborg, Mecklenburg og Hannover. Helstatspatrioternes fædreland gik således fra Nordkap til Hamborg.

• Helstatens endelige sammenbrud kom med oprøret i Rendsborg i marts 1848 og den efterfølgende borgerkrig (Treårskrigen) mellem helstatens danske og tyske (slesvig-holstenske) borgere.

• Helstaten etableredes ganske vist igen efter 1850, men nu alene som en politisk konstruktion (Helstatsforfatningen) uden bæredygtigt åndeligt grundlag. Konklusionen blev, at nationalitet og stat hænger sammen, hvilket endeligt udvikledes i både Danmark og Tyskland efter krigen i 1864.