Husker du Gestapochefen, der jagtede Flammen i en nervepirrende scene i filmen Flammen og Citronen?

Ham er der udkommet en ny bog om. Journalisten og historikeren Niels-Birger Danielsen har sammen med researcheren Suzanne Wowern Rasmussen skrevet Gestapochefen med undertitlen Karl Heinz Hoffmann – Den kultiverede nazist. Og det var netop filmen, der satte dem i gang med at bore i biografien bag manden, der var chef for Gestapo i Danmark fra 1943.

I filmen er han af en eller anden grund skaldet. I virkeligheden var Karl Heinz Hoffmann en lettere forfængelig damernes ven, der elskede sin hårpragt. Karl Heinz Hoffmann var ligesom mange andre fremtrædende nazister en meget sammensat mand.

Under retsopgøret blev de højest rangerende tyske og Gestapofolk undersøgt med psykologiske test og underkastet mentalobservation. Resultaterne findes i Rigsarkivet, og om Karl Heinz Hoffmann kan man blandt andet læse, at intelligensen var betydeligt over gennemsnittet. Her med et citat fra Sven Arvid Birkeland, dr. med., der var seniorforsker på Rehabiliteringscentret for Torturofre i Politiken 2006:

»Hans psykologiske profil viste en ekspansiv, ærgerrig, aktiv og handledygtig mand. Følelseslivet blev holdt stramt i skak bag en maske af beherskelse og korrekthed. Han var ikke direkte følelseskold, men alt, som havde med varme og menneskelig forståelse at gøre, kom altid i anden række. Hans ekspansion og ærgerrige udfoldelse dominerede hans adfærd. Princippet var vigtigere end mennesket.

Det, som han selv troede var idealisme, var efter al sandsynlighed en rationalisering af hans trang til magt. I sit forhold til andre var han venlig, imødekommende og korrekt, men næsten aldrig åben eller hjertelig, han var godt forskanset bag sin beherskelse. Han havde sin styrke i det teknisk-administrative, manglede i temmelig høj grad fantasi, åndelig produktivitet, indlevelse og selvindsigt«.

Stor kvindebedårer
Karl-Heinz Hoffmann var gestapochef i Danmark fra 1943 frem til befrielsen og var nazist af overbevisning. Men han var samtidig interesseret i, at besættelsen skulle forløbe så fredeligt som muligt. Han var jurist, stammede fra Rhinlandet og var optaget af nordisk kultur, før han kom til det besatte Danmark.

Han satte pris på ideologiske diskussioner med nogle af de intellektuelle fanger i Shellhuset, blandt andre modstandsfolkene Mogens Fog og Børge Outze, inden den danske torturbøddel Ib Birkedal tog over og udsatte fangerne for en mere hårdhændet behandling. Hoffmann var den kultiverede bøddel, og han var samtidig en effektiv kvindebedårer med mange amourøse forbindelser. Heller ikke noget nyt for nazister i uniform.

Tætte forbindelser til Scavenius-familien
Alice Scavenius, hustru til den omstridte danske tilpasningspolitiker Erik Scavenius, var for eksempel meget betaget af Karl Heinz Hoffmann og ville gerne have datteren Mette Scavenius afsat til tyskeren. Hoffmann havde i det hele taget tætte forbindelser med statsminister Scavenius og dennes familie.

Hoffmann flygtede fra Danmark efter 5. maj 1945, men meldte sig senere til danske myndigheder. Til sin bestyrtelse blev han dømt til døden i 1949, men senere benådet. Han vendte tilbage til Tyskland efter flere år i dansk fængsel. Juristen Hoffmann havde selv ført sit defensorat og følte sig uretfærdigt behandlet. Han døde i 1975 efter at have gjort karriere som advokat i Koblenz.

Enestående portræt
Suzanne Rasmussen og Niels-Birger Danielsen tegner et enestående portræt af det sammensatte menneske: En kultiveret nazist, der var ansvarlig for tyskernes terror i Danmark. Han var klippefast og overbevist nazist, men havde intet imod jøder. Han havde en ufattelig evne til at abstrahere fra det faktum, at der foregik modbydelig tortur få meter længere ned ad gangen i Shellhuset i København, bygningen der blev brugt som Gestapos hovedkvarter.

Forfatterne har været vidt omkring i arkiver i både Danmark og Tyskland og talt med nulevende vidner, blandt andre den ene søn Jörn. Og de får sikkert formidlet et indtryk af en mand, der ligesom den rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best kørte et kynisk dobbeltspil i Danmark. På den ene side kunne de være venlige og imødekommende over for bestemte danskere. På den anden side gik de skånselsløst ind for tortur og havde vel, når alt kom til alt, blot den højeste ambition at redde deres eget skind, når sandhedens time en dag kom.

Bogen er et grundigt bidrag til et portræt af en ledende nazist, der var parat til at gå hele vejen. Formidlingen er i top, researchen omfattende, og der udøves den nødvendige kritik over for kilderne. Desuden er der små bokse med faktaartikler og sidehistorier. Det styrker troværdigheden, at tyske stednavne er stavet korrekt, og at forfatterne er hjemme i tysk historie og geografi.

Det er dog en underdrivelse at hævde, at kun otte millioner mennesker flygtede fra de tyske østområder efter krigen. Det præcise tal kendes af flere forskellige årsager ikke, men de tyske provinser (fra før 1937) områder øst for Oder-Neiße havde før krigen hen ved 12 millioner indbyggere.