Den pensionerede speciallæge Leif Sestoft har tidligere beskæftiget sig med grænselandets historie i sit forfatterskab. I 2002 udsendte han med hjælp fra Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig bogen Drømmen om Danmark. Heri behandlede han det meget omfattende emne om det danske Flensborgs blomstring og fald fra perioden op til Treårskrigen og nogle år ind i den preussiske tid.

Nu har amatørhistorikeren udsendt en biografi om den på mange måder usædvanlige militærpersonlighed Christian Julius de Meza (1872-1865) - generalen som samtiden meget spottende kaldte for "General Baglæns", fordi han i 1864 traf den skæbnesvangre beslutning om at rømme Dannevirke og organiserede de danske troppers tilbagetrækning til Dybbøl.

Syndebuk
De Meza blev både i live og posthumt gjort til syndebuk, selvom ansvaret for hele miseren lå hos politikerne. Hvis ikke de Meza havde truffet sine forholdsregler, kunne det hele værre endt meget være for Danmark. De Meza undgik en ødelæggende kamp i de totalt utidssvarede skanser og reddede tilmed hæren. Prisen blev hans egen personlige position. Tiden er en ild er titlen på bogen, der er på solide 357 tætskrevne sider. Titlen referer til de Mezas skæbne. Den 28. februar 1864 blev han af folkestemningen og regeringen tvunget til at træde tilbage fra overkommandoen.

Der er udgivet en lang række biografier om de Meza, fortrinsvis forfattet af militærpersoner, der naturligt nok har lagt hovedvægten på den militære indsats. I denne bog er slagene blot kursorisk omtalt, så læseren kan få en forestilling om, hvad der foregik. Leif Sestofts sigte er at give en bredere beskrivelse af personen og livsforløbet, og hans bog kunne ligeså godt have heddet "Generalen og Slesvig", fordi der er lagt vægt på de Mezas tre langvarige ophold i Slesvig 1848-51 og igen 1858-64.

Antiautoritær
De Mezas biografi er interessant. De Meza fik en antiautoritær opdragelse og var på den måde et barn af oplysningstiden. Han var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, da Treårskrigen mellem Danmark og Slesvig-Holsten/Preußen brød ud i 1848. De Meza havde intet til overs for enevældens monarker, men det ny demokratis ledere betragtede han også som en gene, og han var nødt til at leve med på linje med den blærestenslidelse, som han havde. Lidelsen gav ham i øvrigt et ry som hypokonder og neurotiker. I virkeligheden sparede han aldrig sig selv.

Leif Sestofts biografi fremdrager mange nye sider af de Meza. Interessen for musik, filosofi, kulturgeografi, historie, sprog, naturvidenskab og ikke mindst kvinder gjorde ham til en meget alsidig personlighed. Men bogen er mere end en biografi. Den er også en kulturhistorisk lystrejse gennem den gamle danske helstats sidste halve århundrede, der faldt sammen med den danske guldalder. Og som Leif Sestoft selv skriver i kapitlet "Hvorfor de Meza?", så er bogen også "en hilsen fra helstaten til det lille identitetssøgende nutidige Danmark og en påmindelse om demokratiets tilsyneladende universelle problem med sømmelig adfærd over dets tjenere".