Axel Johnsens bog Dannevirkemænd og Ejderfolk er god at læse, hvis man skal forstå Sydslesvig, som det er i dag. I bogen tilbageviser han klart den antagelse, at der ikke fandtes en grænserevisionistisk opposition i Danmark i 1930’erne.

Ret hurtigt efter grænsedragningen i 1920 indså Dannevirkemændene, at deres kamp om en ny grænse ved Dannevirke nu endegyldig var tabt. Sådan lyder en almindelige opfattelse i hvert fald inden for historieskrivningen. Men den er forkert, påviser Ph.d. Axel Johnsen, i sin afhandling, der går i dybden med den grænsepolitiske opposition fra genforeningsåret 1920 til den tyske besættelse af Danmark i 1940. Med opposition forstås de bevægelser, der var modstandere af den officielle politik om en accept af 1920-grænsen og også en intern opposition inden for Grænseforeningen.

Axel Johnsen dokumenterer, at Dannevirkemændene i hele mellemkrigsperioden var ganske aktive for på længere sigt at få Sydslesvig tilbage til Danmark. Forfatteren kalder aktivisterne for "Dannevirkemænd", når det gælder første halvdel af perioden, og for "Ejderfolk" i den anden halvdel. For i teorien ændrede holdningen sig, da arbejdet i princippet blev skubbet helt ned mod Ejderen. I praksis skete det med indvielsen af den danske skole i Tønning i 1935 - på halvøen Ejdersted, der aldrig havde haft nogen dansksindet befolkning.

Opgør med dogmer
I diskussionskapitlet bagest i bogen erfarer man også, at den hidtidige historieskrivning på det nærmeste har ignoreret den indgang til emnet, som Axel Johnsen vælger. Her konstaterer Johnsen blandt andet, at grænselandshistorikeren Troels Fink (1912-1999) tolkede Claus Eskildsens bog Dansk Grænselære imod dens tendens. Troels Fink kaldte for eksempel bogen for "et tankeeksperiment", men bogen var meget mere end det - den var alvorligt ment. Claus Eskildsen argumenterede for, at sydslesvigerne var af dansk blod og jord, og at de derfor på et eller andet tidspunkt ville kunne finde hjem til Danmark. Og den holdning stod han langt fra alene med i Danmark.

Johnsen skriver videre, at erfarne grænselandshistorikere som Lorenz Rerup og Johann Runge i deres vurdering først og fremmest rettede et kritisk blik mod modstandernes (det tyske mindretal i Nordslesvig/Sønderjylland og de stærkt nationale kræfter i Slesvig-Holsten) indsats, men undgik at se på, hvad der kunne have udløst denne indsats. Med andre ord: At det offensive danske arbejde i Sydslesvig var med til at forårsage en tysk modreaktion. For eksempel opfattede tyskerne - ifølge Johnsen - oprettelsen af Uffe-Skolen i Tønning som en grænsepolitisk krigserklæring.

Modsat konklusion Axel Johnsen fremhæver også, at Carsten Mogensen i sin bog Dansk i hagekorsets skygge modsiger sig selv, når han hævder, at man inden for grænseforeningen stod fast på den nationale selvestemmelsesret og sindelagsprincippet. Og endelig når Axel Johnsen til en stikmodsat konklusion end rigsarkivar Johan Peter Noack, når denne afviser, at der fandtes en sydgående og offensiv bevægelse i Sydslesvig.

Alt dette er nævnt for at vise, hvad det er Axel Johnsen gør op med i denne bog. Det er respekterede og dygtige grænselandshistorikere, Axel Johnsen her modsiger, og man står tilbage med spørgsmålet: Hvordan kunne de overse, at der her var tale om danske kræfter med helt klare grænserevisionistiske holdninger?

Axel Johnsen har i et interview med Flensborg Avis forklaret det med, at det kan hænge sammen med en forlegenhed over, at danskere overhovedet har tænkt offensivt i grænsepolitikken. Det er derfor godt, at forlegenhed ikke præger Axel Johnsens bog. Det er derimod forskning på et fordomsfrit grundlag. Og bogen giver en stor indsigt i, hvorfor Sydslesvig overhovedet er det, det er i dag.