Bag med smag / Alette Bertelsen, Rikke Holm, Elisabeth Emtoft og Gitte Værum Kristensen / 442 sider
Rosinante. ISBN 9788763817493
Anmeldt 31/1 2012, 19:16 af Christina Mohr Jensen
Bag med smag
Bag med smag
« TilbageBag med smag – den helt store bagebog om kager, tærter, brød og boller er et samlingsværk med opskrifter fra tre tidligere bøger fra forlaget Høst & Søn. Som titlen afslører, dækker denne bog over mange kategorier indenfor disciplinen bagværk, og udmærker sig ved at have en vis bredde. Bogen er overordnet opdelt i tre hovedkategorier af bagværk, hhv. kager, tærter og brød. Bogen indledes med et godt kapitel med tips og tricks til at få bagværk til at lykkes, vejledninger og gode råd, der kan være nyttige indenfor hver af de tre hovedkategorier. Der er tale om en kort gennemgang af basale redskaber og færdigheder, der kan være nyttige i bogens opskrifter og der bliver således allerede lagt vægt på, at man for at få glæde af bogen hverken behøver en hel eller halv bageruddannelse for at kunne følge med.
God og gennemprøvet
Bogens mange opskrifter er velbeskrevne, nemme at forstå og følge og er i det store hele en gennemgang af bagværksklassikere lige fra fødselsdagsbollerne til madtærten til kanelsneglene. Udover opskrifterne på bagværk indeholder bogen også forslag og opskrifter til tilbehør som f.eks. hjemmelavet nutella og lækre salater. Bogen har fokus på anvendelse af gode, gedigne råvarer, der er både nemme at anvende og finde, og selvom der til nogle af opskrifterne gives råd og vejledning til f.eks. fedtfattige alternativer, er der overordnet set ikke sparret på kvalitet og kalorier i bogens mange opskrifter. Bogen er velillustreret og har et ungt og sjovt format, der gør bogen både interessant og nem at finde inspiration i. Ved afprøvning af udvalgte opskrifter i denne bagebog bliver det ligeledes tydeligt, at der med bogens opskrifter er tale om gennemprøvede opskrifter med hensyn til alt fra temperaturer, mængder af ingredienser, bagetider mv.
Back to basics
Sammenligner man bogen med mange andre populære bagebøger for tiden falder denne bog i en kategori, der beskriver det enkle, gammeldags bagværk uden, at den bliver hverken kedelig eller omstændig. I en tid hvor konditorer som Mette Blomsterberg, sundhedsguruer bag raw-food og kogekoner som Camilla Plum fylder tv-skærmen og hylderne i boghandlerne, er det dejligt med udgivelsen af en bagebog, der inviterer nybegyndere i alle aldre, herunder børn, tilbage i køkkenet. Den kræver ikke timers og dages forberedelse og udførelse, og indeholder ikke utilgængelige og svært erhvervelige ingredienser. Er man på jagt efter en opskriftsbog af den mere dekadente eller sundhedsorienterede slags, vil jeg anbefale at man i stedet søger andetstedshen.
Bagebogen for de fleste
Dette er bogen for dem, der ikke ønsker hverken mere eller mindre end bagværk, som er nemt at forstå og udføre og som smager godt. Bogen bliver således en god grundbog i bagværk og tilbehør dertil, som kan findes frem i alle anledninger. Derfor vil jeg anbefale den som en art Frk. Jensens kogebog i bagning. Den indeholder udover de klassiske bageopskrifter dog også flere nye og spændende bageopskrifter, der bevidner at denne bog er til mere end ”bare” sandkage og porretærte. Et godt eksempel kunne være en ricottatærte med pinjekerner og citron, eller hvad med f.eks. peanutbutter cookies eller kyllingetærte med rød karry og kokosmælk? For uanset om man ønsker en nem chokoladekage, spændende tærter til aftensmaden, eller ønsker at eksperimentere med lys og mørk surdej, så dækker denne bog de flestes behov, og er en god kilde til at tage hverdags-bagningen i nye retninger.