Blot endnu en håndbog i psykiatri?
Ved første øjekast kunne man tænke, at Psykiatribogen – Sind-krop-samfund blot er endnu en håndbog i psykiatri i rækken af mange. For ikke længe siden udkom den glimrende Grundbog i Psykiatri af Erik Simonsen & Bo Møhl (red.), så man kan med rette spørge sig selv, hvorfor man nu skulle investere i dette nye norske forfattede værk, hvis man allerede har et oversigts værk om psykiatri. Bogen er redigeret af psykiater og professor Finn Skåderud, professor, psykiater og psykoanalytiker Svein Haugsgjerd og førsteamanuensis ved Oslo Universitet, specialistuddannet psykolog og kandidat ved Norsk Psykoanalytisk Institut, Erik Stänicke. Er man bekendt med disse tre erfarne og internationalt anerkendte fagpersoner, ledes man hurtigt på sporet af, hvordan dette værk kunne adskille sig fra andre håndbogslignende værker om psykiatri.

Det overordnede indhold
Overordnet set indeholder dette værk beskrivelser af områder, man normalt vil forvente i en håndbog over psykiatri. Først og fremmest indeholder bogen en overordnet videnskabsteoretisk og historisk indføring i, hvordan psykiatrien som et lægevidenskabeligt speciale adskiller sig fra den somatiske medicin ved, at både biologiske, psykologiske og sociale faktorer er højaktuelle at tage i betragtning, når vi skal forstå psykiatri som speciale. Bogen indeholder som forventet også gode deskriptive kapitaler af diverse psykopatologiske tilstande som f.eks. de psykotiske lidelser, angstlidelser, personlighedsforstyrrelser mm. Den indeholder også beskrivelser af forskellige generelle behandlingsformer indenfor psykofarmakologi, ECT, psykoterapeutiske metoder, til de mere forebyggende og sociale interventionsmetoder.

Videre indeholder bogen en række kapitler, der omhandler den mere generelle psykiatriske praksis, i forhold til f.eks. psykiatrisk udredning og evidensbaseret psykiatri. Særligt positivt er det at se, at området for psykopatologi vedrørende seksualitet – hos ældre, indvandre og flygtninge – har fået god plads og dybde i denne bog, da disse områder ofte underprioriteres i håndbøger som disse. Bogen har endvidere et danskforfattet afsnit om dansk retspsykiatri, som er tilføjet til den danske version af bogen, fordi der er betydelige forskelle imellem dansk og norsk retspsykiatrisk praksis. Således bliver det tydeligt, at bogen overordnet set dækker de områder, man forventer at finde i en bog af denne karakter. Dog må man som læser forberede sig på, at der ikke findes specifikke kapitler om spædbarnspsykiatri og børne- og ungdomspsykiatri. Området for psykiske forstyrrelser hos børn og unge er ikke udeladt i dette værk, men behandles løbende igennem bogen, selvom det i forhold til mange andre håndbøger i psykiatri, indeholder forholdsvist lidt om lidelser, som man typisk forbinder med børne- og ungdommen som f.eks. autisme og ADHD.

En bog med den psykopatologiske udviklingsteori i front
Hvad der adskiller denne bog fra andre grundbøger i psykiatri er, at denne bog udover et fokus på teorier og metoder, der oftest ses beskrevet i bøger af denne kategori, også har et stærkt psykodynamisk fokus. Psykodynamisk teori og metode synes mere udbredt, anvendt og anerkendt i den norske psykiatri, og det er psykiatri i dette perspektiv, der gør denne bog til noget særligt. Psykodynamiske teorier beskyldtes ofte for at være uvidenskabelige og høre mere til fortiden end fremtiden, men denne bog sætter fokus på den mere evidensbaserede psykodynamiske praksis og viser, hvordan teori om mentalisering, tilknytningsteoretiske perspektiver mv. kan medtænkes i psykiatrisk udredning og behandling, for at favne det unikke og subjektive aspekt af psykisk lidelse. Ud fra dette perspektiv kommer psykiatri ikke udelukkende til at handle om en objektiv udrednings- og behandlingspraksis, hvor psykopatologi forstås som en sygdom, der ibor individet.

Disse perspektiver sætter fokus på, at den klassisk naturvidenskabelige psykiatri må suppleres med et humanistisk, narrativt og dybdepsykologisk perspektiv for, at patienternes psykiske lidelse kan forstås i den nuance og dybde, som forfatterne mener der er behov for. Disse psykodynamiske tanker træder frem på forskellig vis bogen igennem, f.eks. i bogens beskrivelse af, hvordan en psykiatrisk assessment kan tilføjes karakteristika fra det psykodynamiske dybdeinterview, der forholder sig undersøgende til patientens psykiske udvikling, objektrelationer mv. Dermed illustrerer forfatterne også den moderne psykodynamiske teoris ærinde, som ikke er at anfægte genetik og neurovidenskab indenfor den videnskabelige forståelse af psykopatologi, men nærmere er at vise, at psykopatologi må forstås ud fra biologiske såvel som dynamiske teorier om psyken.

Psykiatri som paradigmisk slagmark
Spørgsmålet er så, om en bog med et stærkt fokus på de mere subjektive aspekter af den psykiatriske praksis er noget for fagfolk og interesserede i psykiatri? Det er klart, at dette værk illustrerer den psykodynamiske traditions overordnede status i Norge, hvorfor bogens beskrivelse af psykiatrisk praksis måske i mindre grad kan siges at give et indblik i, hvilken teoretisk referenceramme, der står stærkt i dansk psykiatri. Derfor vil jeg mene, at denne bog henvender sig til fagfolk og psykiatrisk interesserede læsere, der ønsker at stifte bekendtskab med, hvordan psykiatri kan se ud, når den suppleres med en psykodynamisk, relationel vinkel. I Danmark er de dynamiske teorier sat i baggrunden i psykiatrisk udredning og behandling, måske på nær på området for behandling af personlighedsforstyrrelser, fordi teorien overordnet set dømmes uvidenskabelig.

Dette kan ses som udtryk for, at der igennem årene har været en art paradigmekrig i psykiatrien, hvor kognitive teorier og den biologiske forståelse af psykopatologi har vundet terræn over de mere dynamiske tanker og kvalitative forankrede forståelser af psykopatologi. Bogen formår at sætte fokus på, at den biologiske psykiatris dominans i dansk sammenhæng ikke nødvendigvis er et udtryk for, at denne praksis er ”best practice”, men at videnskab i høj grad også handler om paradigmeskift og uoverensstemmelser, der er formende ift., hvordan den egentlige praksis ser ud. Nogle vil formodentlig tænke, at det dynamiske fokus bogen fremsætter, er et skridt tilbage til dansk psykiatri i 60´erne og 70´erne, hvor psykiatri i dansk sammenhæng var mere influeret af psykodynamiske tanker, men jeg vil hævde, at denne bog formår at vise, at psykodynamiske tanker igennem tiden har flyttet sig og er blevet mere end blot skrivebordsarbejde.

Bogen synes at forsøge at bygge bro mellem forskellige paradigmer indenfor det psykiatriske speciale ved at vise, at det at tænke dynamisk ikke er ensbetydende med, at vi bør forlade vores viden om biologi og neurovidenskab, men at psykiatrien som fagligt domæne må give plads til at være et mødested for natur og humanvidenskab, et møde mellem det kvantitative og det kvalitative og et møde mellem biologi og kultur. Dette skærper vores blik for, at patienter er mere end blot objektive psykisk syge, men tillige er subjektive, fortolkende væsner – et perspektiv, der for den interesserede læser kan være gavnligt at få sat fokus på i en tid, hvor neurobiologiske og genetiske forståelser synes at dominere det psykiatriske speciale.