Nogle vil nok finde det lidt ejendommeligt, at der ligger en grundigt og gennemgribende behandling af Fårhuslejren, før der udkommer en tilsvarende om Frøslevlejren. Men sådan skulle det åbenbart være.

Historikeren Henrik Skov Kristensen er leder af Frøslevlejrens Museum og har udgivet en særdeles omfattende bog, Straffelejren, om Fårhuslejren. Fårhuslejren lå det samme sted og i de samme bygninger som Frøslevlejren, men var den direkte modsætning til Frøslevlejren.

Frøslevlejren var en interneringslejr, hvor nazisterne indespærrede omkring 12.000 danskere. Det var departementchefstyret, der i marts 1944 i overensstemmelse med den tyske besættelsesmagt opførte lejren for at forhindre, at danske modstandskæmpere og politifolk blev sendt i koncentrationslejre i Tyskland, hvor forholdene var langt værre.

På befrielsesdagen den 5. maj 1945 blev rollerne byttet om. Den dag blev fanger til fangevogtere. Alle fangevogtere og ledelsen af Vestre Fængsel i København måtte forlade deres funktioner for at blive låst inde i Frøslevlejren. I dagene og ugerne derefter blev cirka 3000 mandlige medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland interneret sammen med omkring 2000 stikkere og landssvigere fra resten af Danmark.

Stort kildemateriale
I det tyske mindretal anså man generelt denne indespærring for at være dybt uretfærdigt. I det tyske mindretal var det opfattelsen, at indespærringen var ren hævn, blandt andet fordi den skete på grundlag af love, der blev vedtaget med tilbagevirkende kraft. Denne bitterhed er senere blevet kaldt for »Fårhusmentaliteten«.

Straffelejren er blevet til på grundlag af et enormt kildemateriale, som Henrik Skov Kristensen har gnavet sig igennem fra ende til anden, blandt andet 4600 fangejournaler. Det er den første selvstændige udgivelse, der på dansk er udkommet om Fårhuslejren. På tysk har tidligere indsatte udgivet deres farvede erindringer, hvis troværdighed er ringe.

Forfatteren har gennemlæst samtlige de domme, der blev afsagt over de 3000 internerede hjemmetyskere og punkterer myten om, at de blev spæret inde på grund af deres tyske sindelag. I begyndelsen var der enkelte, der røg ind for alene at være medlem af det nazistiske parti Nordslesvig, hvad man ikke kunne blive dømt for, men som sagsbehandlingen skred frem i sommeren 1945, blev de sat fri.

En af de vanskelige diskussioner er den, at retsopgøret i 1945 benyttede love med tilbagevirkende kraft. Men det er Skov Kristensens pointe, at indførelsen af disse love skal ses i lyset af den manglende retstilstand, der havde været i de forudgående fem år. Samt at lovgiverne og myndighederne efter den 5. maj 1945 lå under pres eller var nødt til at imødekomme retsbevidstheden i den danske befolkning.

Ingen tvang
Henrik Skov Kristensens udgangspunkt er også, at ingen tvang medlemmer af det tyske mindretal til at gå i tysk krigstjeneste på østfronten eller på dansk grund at gå ind i paramilitære korps. »Man kunne godt være tysk uden at være nazist«, har Henrik Skov Kristensen sagt i et interview med Jyllands-Posten. Javel. Men det var der bare mange medlemmer af det tyske mindretal, der dengang blev hjernevasket til at tro. Og der var ofte tale om et meget stærkt socialt pres, når der skulle rekrutteres frivillige til østfronten. Til det, der skulle vise sig at være hvervemøder, blev dørene ofte låst - indefra. Den juridiske kendsgerning er, at det indtil 1941 var strafbart på dansk grund at lade sig hverve til krigen. Men da Tysklands krig mod Sovjetunionen var en realitet i sommeren 1941, gik Danmark nødtvunget med til at ophæve forbuddet.

Offerrolle
Konklusionen er, at retsopgøret med det tyske mindretal efter omstændighederne var rimeligt, og at mindretallet slap mildt i sammenligning med andre steder i Europa. Andre steder fik tyskerne en enkeltbillet ud af de områder, hvor de havde levet som mindretal. I Frankrig blev hen ved 40.000 kollaboratører skudt uden lov og uden dom. Og som det meget sigende kommer frem i bogen: Da hjemmetyskerne slap ud fra lejren, var det ikke til et miljø, der udstødte dem, men et miljø, hvori de blot blev bekræftet. De danske fanger kom ud til en frihed, hvor de blev udstødt.

Denne bog er det endelige opgør med det tyske mindretals offerrolle. Et opgør med det tyske mindretals fortid, som mindretallet kun selv kan og bør acceptere i sin egen Vergangenheitsbewältigung. Kildematerialet, der danner grundlag for bogen, er kolossalt, og de færreste har vel en kinamandschance for at anfægte Skov Kristensens konklusioner. Med over 600 sider og en grundighed, der kan kræve tålmodighed og speciel interesse fra læserens side, er der næppe noget, der tyder på, at forfatteren har strammet konklusionerne.