Psykiatriske diagnoser er i dag ikke blot et internt arbejdsredskab for læger og psykologer i psykiatrien, men er allestedsnærværende i vores dagligdag. Men hvad skal vi synes om denne udbredelse af psykiatriske diagnosers brug i hverdagslivet, og mere overordnet, hvad kan vi i det hele taget tænke om at anvende psykiatriske beskrivelser og diagnoser i forhold til de urolige, de tykke, de stressede, angste og triste? Disse spørgsmål og mange flere er omdrejningspunktet for antologien Det diagnosticerede liv – sygdom uden grænser redigeret af professor i psykologi Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet.

Overordnede samfundstendenser og specifikke patologier
De enkelte bidragsydere i bogen kommer fra en lang række discipliner og repræsenterer bl.a. psykologi, psykiatri, idrætsforskning, etnologi og antropologi. Bogen er inddelt i to hoveddele. Den første hoveddel har et overordnet perspektiv på samfundsprocesser, samfundsbeskrivelser og forklaringer, der forsøger at redegøre for og diskutere, hvorfor psykiatriske diagnoser og psykisk lidelse er blevet så fremtrædende en del af det moderne Danmark. Særligt beskrives der i denne hoveddel, hvad der betegnes som en patologiseringsproces, der betyder, at et stigende antal områder af det daglige liv gøres til genstand for den psykiatriske praksis.

Dette får ifølge forfattere som Svend Brinkmann den konsekvens, at livsproblemer, der tidligere blev set som mere eller mindre eksistentielt ubehagelige, nu gøres til genstand for biomedicinsk beskrivelse. Det diskuteres i denne del, hvilken historisk og samfundsmæssig udvikling, der ligger bag den løbske diagnosticeringstendens. De overordnede nøgleord for dette afsnit er distinktionen mellem sundhed og sygdom, normalitet og patologi, ret og pligt og kampen for faglig såvel som identitetsmæssig legitimitet i det senmoderne samfund. Bogen har et kritisk blik på den etablerede psykiatri og dens begreber, og et hovedtema synes at være at se på, hvordan diskursive processer, magt og kamp om legitimitet har formet vores syn på og rammerne for psykisk lidelse. Anden del af bogen viderefører disse tanker og perspektiver, men med fokus på afgrænsede psykopatologier som stress, depression, fedme, hyperaktivitet samt perspektiver på de identitetsskabende elementer af psykisk lidelse.

Vigtige pointer
Det diagnosticerede liv kommer med et nyt, spændende og kritisk perspektiv på den danske psykiatri, der ellers normalt fremstilles som en objektiv og eksakt videnskab med fokus på genetik, neurobiologi og neuropsykologi. Bogens perspektiv kan være ganske gavnligt i forhold til at skærpe blikket for, at psykiatri også har med historiske og kulturelle processer at gøre, og at vi derfor bør være forsigtige med at blive for skråsikre når man udtaler, at et barn f.eks. har ADHD. Dette fordi ADHD er mere end blot en i individet iboende, patologisk tilstand som skyldes genetik, afvigende hjernestrukturer mm. Bogen sætter fokus på, hvad jeg tænker mange fagfolk inden for psykiatrien og i primærsektoren godt ved, at ADHD tillige har med normative forestillinger om ”normal adfærd” at gøre samt, at sociale og kulturelle processer ikke er uvæsentlige i forhold til manifestationen af ADHD-fænotypen hos det enkelte barn samt i forhold til, at vi overhovedet har en social kategori kaldet ADHD.

Tillige er det med en stigende diagnosticeringstendens vigtigt at have opmærksomhed på, at diagnosticering er forbundet med mere end bare et positivt udbytte, da det også kan lede til stigmatisering og, at en diagnose kan blive identitetsformende. Det er væsentligt at have fokus på, at fagfolk ikke blot kan sætte en diagnostisk label på et menneske uden det afføder en fortolknings- og bearbejdningsproces af den, der får denne label, fordi mennesker er fortolkende og reaktive ift. den information, vi får igennem andres reaktioner på os selv.

En ny antipsykiatri?
Men når dette er sagt, kunne man tænke, at nogle af budskaberne i Det diagnosticerede liv til tider ryger i den anden grøft, der mest af alt ligner tidligere tiders psykiatrikritiske røster, hvor man næsten gik så vidt som til at sige, at psykisk sygdom ikke var reel og ikke fandtes. Uanset om diagnoser som ADHD skyldtes genetik eller er en reaktion på et samfund på vej i den forkerte retning, synes det nødvendigt at fastholde et perspektiv på, at fænomenet ADHD oa. psykiske lidelser faktisk findes, om end vi kan have forskellige perspektiver på, hvad det er, hvor fænomenerne stammer fra og hvad det skyldtes. Dette er væsentligt, for ikke at ende i en situation, hvor faktisk lidende mennesker sættes i bås som hyklere, lykkeriddere mv. For uanset hvad vi måtte tænke om diagnosticering og diagnoser som ADHD, Aspergers Syndrom og depression, så er de, der diagnosticeres og behandles i psykiatrisk regi, faktiske lidende patienter med betydelige individuelle og sociale vanskeligheder.

Det er klart, at man for at illustrere en pointe kan finde det nødvendigt at stille sig i opposition til den eksisterende diskurs omkring, at diagnosticering er det gode og det kloge at gøre, men jeg kan samtidig frygte, at folk uden tilstrækkelig viden om det andet perspektiv hurtigt vil kunne anvende pointerne i Det diagnosticerede liv til at overse væsentlige nuancer af det psykiatriske fag, og kunne bruge disse pointer til at skabe en art ”tag-dig-sammen”-retorik i vores samfund. Man ser indenfor området for ADHD ofte, at vandende deles i tre; de der mener det findes, de der mener det blot skyldtes uopdragenhed og endeligt de der har en nuanceret og ydmyg indstilling til lidelsen ift., at det både kan skyldtes biologiske såvel som sociale faktorer. Med denne bog kunne man håbe på, at sidstnævnte perspektiv kom mere i centrum, og frygte, at det andet perspektiv blot fik mere benzin på bålet.

En bog til de der allerede ved en del
At anbefale indeværende værk vil i dette perspektiv afhænge meget af, hvem det var til og hvilket fagligt og ideologisk fundament de ville læse bogen med. Som udgangspunkt vil jeg mene, at bogen ville være god at læse, hvis man allerede har en god faglig forståelse for den klassiske epidemiologi, de medicinske forståelser, forklaringsmodeller og forskningsmetoder for psykisk lidelse og kendskab til, at det at have ADHD eller depression ikke bare er for sjov, men faktisk koster mennesker betydelige point i kategorien livskvalitet. Årsagen til, at jeg tænker at sådanne færdigheder og kompetencer er nødvendige, skyldes dels perspektivet uddybet ovenfor, men tillige, at det kan være væsentligt at betragte nogle af udsagnene i bogen Det diagnosticerede liv med samme årvågenhed og kritiske blik, som bogen opfordrer til, at man har på den psykiatriske praksis.

Der synes nemlig at mangle en del videnskabeligt belæg for en række af bogens påstande. Hvem har f.eks. bestemt at diagnosticeringen faktisk er løbet løbsk? Kunne en stigning i diagnosticering ikke lige så godt skyldtes bedre diagnosticering, tidlig opsporing og bedre uddannede fagfolk? Hvor ved vi fra, at stigmatisering stadig er et stort problem? I bogen anvendes bl.a. referencer til Erving Goffmans arbejde fra de tidligere amerikanske sindssygeanstalter som belæg for denne påstand, men er det gældende i dag? Og hvordan er disse synspunkter forenelige med, at andre studier peger på, at stigmatisering i dag mest er gældende for svært syge og ubehandlede skizofrene, men ikke for de med lettere psykisk sygdom?

Og afsluttende kan man spørge, hvad vi så skal stille op med nogle af bogens perspektiver, fordi der i bogen leveres meget få alternativer til den nuværende praksis og forståelse. Bogen skal således læses af folk, der ønsker den provokation og stof til faglig eftertanke, der kan være brug for, hvis man er blevet for religiøs i sine faglige standpunkter. Til folk, der ikke kender den anden del af ”sandheden” om psykiatriske diagnoser og psykiatrien som hele, vil jeg opfordre til at starte et andet sted af frygt for, at perspektiverne i denne bog vil blive ”sandheden” om psykiatri og psykisk lidende for disse. Årsagen til dette er, at bogen Det diagnosticerede liv er en velformuleret, spændende bog, der balancerer på en knivsæg mellem at opfordre til faglig diskussion, men tillige til at opfordre til decideret antipsykiatri.