Mange af de danske sydslesvigere, der i 1939-45 kæmpede i tysk uniform, havde fuld sympati for Nazitysklands angreb på Sovjetunionen i 1941. Kommunismen blev betragtet som en fare, der skulle bekæmpes. Det er en af de konklusioner, man kan læse i Martin Bo Nørregårds bog Dansk sydslesvigere i tysk krigstjenest 1939-45.

Martin Bo Nørregårds kildemateriale består af 3500 feltpostbreve fra 150 personer samt enkelte dagbøger og erindringer. Det er med andre ord et stort kildearbejde, der ligger bag denne bog. Nørgaard behandler sit kildemateriale med indlevelse og demonstrerer en veludviklet kritisk sans. Via de danske soldaters breve og optegnelser kommer man tæt på dagliglivet ved fronterne.

Martin Bo Nørregård har tidligere arbejdet med emnet danske nordslesvigere i Første Verdenskrig, og hans nye bog er den første, der systematisk og videnskabeligt beskæftiger sig med de tvangsindkaldte sydslesvigere under Anden Verdenskrig.

Bogen er særdeles nuanceret og stikker et dybt stik med spaden, selv om man også må konstatere, at ikke alle brevskrivere har synderligt meget på hjerte. Der er brevskrivere, der er så uinteressante, at man sagtens kunne havde udeladt dem. Mon der bevidst er medtaget så mange ud fra devisen "alle nævnt, ingen glemt"?

Store tab
Martin Bo Nørregård får dog meget ud af de breve, han har haft til rådighed. Mange steder skal man huske, at soldaterne har skullet skrive sig igennem en censur. Det sætter naturligvis nogle begrænsninger, men forfatteren får dog væsentlige sider frem af soldaternes hverdag, og vi får ikke mindst en interessant indsigt i soldaternes opfattelse af de folk og lande, de opholdt sig i.

Godt 1000 dansksindede sydslesvigere trak i tysk uniform under Anden Verdenskrig. Hver fjerde af dem faldt, og det var et stort tal, når man tager i betragtning, at det officielle danske mindretal dengang kun var på omkring 3000. Generelt gjorde de det meget nødigt, men som tyske statsborgere indså de, at de var nødt til at gøre deres pligt for at kræve deres ret som mindretal i herbergsstaten. Nogle af brevskriverne oplevede den bestialske krig på østfronten på nærmeste hold.

Martin Bo Nørregård kan dog ikke finde belæg for, at nogle af de dansksindede sydslesvigere skulle have været direkte involveret i holocaust. Nej, for den ville de næppe selv have leveret – det er trods alt dem selv, der er kilderne. De danske soldater var ligesom deres tyske krigskammerater ikke alene vidende om, men også vidne til de bestialske metoder, som de tyske militære enheder anvendte over for jødiske og slaviske ”undermennesker” i de erobrede områder, hvor der skulle gøres plads - skabes Lebensraum - for de germanske overmennesker.

Danskerne deltog også i den nådesløse partisanbekæmpelse, der omfattede gidseltagning og massemord på civile samt afbrændinger af hele landsbyer. De danske soldater var naturligvis også vidende om de folkemord, der fandt sted

Bestialsk nedkæmpelse
Flere deltog dog i den endog meget bestialske nedkæmpelse af partisanerne på Sovjetunionens territorium. "Når vi finder partisaner, skyder vi dem ned på stedet", hedder det blandt andet i brevene. Til gengæld væmmes adskillige brevskrivere over den behandling, de sovjetiske krigsfanger blev udsat for.

Forfatteren noterer også, at ikke så få sydslesvigere ganske frivilligt overværede massedrab af jøder på østfronten. Blandt dem var Niels Bøgh Andersen, senere forstander på Jaruplund Højskole. Han beskriver, hvordan han og en kammerat gik hen for at se en likvidering af hen mod 7500 jøder i den hviderussiske by Borisov i efteråret 1941.

Nedskydningerne havde en "magisk tiltrækningskraft" på soldaterne, som en tysk officer efter krigen udtrykte det. Den værnepligtige Frederik Petersen fotograferede i juli 1941 en gruppe rumænske soldater, der drev jøder sammen og satte disse til at grave deres egen grav. Her ser man, hvordan de rumænske styrker gjorde klar til nedskydning af jødiske mænd, kvinder og børn. Men hvorfor Frederik Petersen tog billeder af grusomhederne, får vi intet svar på. Også Niels Bøgh Andersen havde til hensigt at fotografere, men kunne ikke få sig selv til det. Og hvorfor havde nedskydningerne denne "magiske tiltrækningskraft"? Vi får desværre ikke noget svar på det, selv om svarene kunne være ganske legitime.

Martin Bo Nørregård viser forskelle og ligheder mellem sydslesvigerne og de almindelige tyske værnepligtige. Fællestrækkene var naturligvis flest, men der var dog særlige væsentlige sydslesvigske krigserfaringer. Der er dog ikke noget, der tyder på, at der har været en systematisk forskelsbehandling mellem mindretalsdanskerne og deres tyske kammerater.

Private fotos
Det bliver ofte sagt, at de deltog i en krig, der ikke var deres - såvel de dansksindede nordslesvigere under Første Verdenskrig og de dansksindede sydslesvigere under Anden Verdenskrig. Men der var mange soldater - også tyske - der deltog i en krig, der ikke var deres. Og der var millioner, der blev slået ihjel i en krig, der ikke var deres. Der var lande, der blev brutalt overfaldet i en krig, der ikke var deres. Og der var mennesker, der blev brutalt likvideret i en krig, der ikke var deres.

Martin Bo Nørregård offentliggør ikke blot breve, der aldrig tidligere har været offentliggjort. Også hidtil ukendte og private fotos bliver publiceret i denne bog. I bogen bringes til slut en liste over dem, der kan siges at have haft en tilknytning til det danske mindretal før den tyske kapitulation i maj 1945. Afgrænsningen af de dansksindede sydslesvigere er primært blevet lavet ud fra de officielle lister over de mænd, der var medlem af de danske organisationer.