Der skal ikke så meget til for at udgive en Tysklands-bog, der bare hæver sig lidt over gennemsnittet i Danmark. Selv forfattere, der på omslagene præsenteres med fine titler, dyrker udgivelser, der blot er almindelige oversigter eller flygtige fremstillinger - ofte befængt med klichéer.

Men der findes en meget anbefalelsesværdig udgivelse, der tager Tyskland alvorligt - skrevet og redigeret af en tysker. Michael Stürmer er en borgerlig historiker, der i de første år af Helmut Kohls regeringsperiode var en af kanslerens nærmeste rådgivere. I dag er Stürmer chefkorrespondent for Springer Verlag i Berlin. Hans pointer og påstande i Det tyske århundrede overrasker og provokerer - måske især 68-generationens tankesæt.

Stürmer bemærker for eksempel, at den høflige, borgerlige omgangsform (der jo for en dansker er et sikkert kendetegn på en tysker) blev lagt for had af både SAerne (det tyske nazipartis militante stormafdeling) og brunskjorternes egne børn, blomsterbørnene.

Lummert kammerateri
Han forklarer også, hvorfor de tyske omgangsformer med De-formen og formaliteter har overlevet i Tyskland. Stürmer mener, de er resultatet af en helt klar politik. En politik, der skulle skabe afstand til SA-kammeraternes dusseri og sleske kammerateri. Ellers ejer Stürmer tvivlens nådegave, der jo især viser sig ved, at man bare har en smule kritik tilovers for dem, man sympatiserer med. Den ringe plads, Helmut Kohl får i bogen, er bemærkelsesværdig.

Det tyske århundrede er en bog i den Gyldendal-serie, der også er udkommet med russiske, engelske og kinesiske billeder. Og det overlader ofte frem for ordet en større grad af fortolkning til modtageren.

Sjældne fotografier
Billedredaktionen har dykket dybt i både historikernes og avisernes arkiver. Og vi får serveret fotografier, der er sjældent sete. Vi ved efterhånden, hvordan jernbanen ind til Auschwitz ser ud, vi har set den jødiske dreng med hænderne i vejret i Warszawas ghetto og så videre.

Fotoudvalget er overraskende og næsten uventet nuanceret - selv om redaktørerne ikke kommer uden om ruiner, soldater, ekstremer, ulykkelige mennesker, vanvid, barbari og småborgerskab.

Hvad var meningen?
At der mangler tidsangivelser på mange af billederne er til at leve med. Teksternes kronologiske inddeling i kapitler hjælper læseren med at få placeret billederne tidsmæssigt. Men det burde flere steder have været nævnt, i hvilken sammenhæng og til hvilket formål fotografierne er optaget. Har fotograferne tilhørt propagandamaskinen, en politisk opposition eller et ugeblad der lever lige så meget af fiktion som af virkelighed?

Ved nøjere eftersyn ser man for eksempel, at fotografen Max Ehlert både har siddet med ved Hitlerjugends lejrbål og haft intim omgang med nazisternes jetset. Og efter krigen foreviger og forherliger den stalinistiske Karl-Marx-Allee i Østberlin.

Et foto med en familie, der lykkelig tager imod en pakke konserves fra Uncle Sam, fortæller en del om den amerikanisering, Vesttyskland blev udsat for. Men hvorfor blev fotografiet taget? Var det til et amerikansk ugeblad?

Det er en flot bog. Derfor nænner man næsten ikke at nævne sjuskefejlene. Tannenberg (hvor Hindenburg slog russerne tilbage under Første Verdenskrig) hedder Tennenberg, afstemningen i Slesvig sættes på landkortet til 1919 (ja, det var I 1920!), og vigtige personnavne staves forkert.

Men Det tyske århundrede giver et kvalificeret syn på Tyskland og falder et tørt sted.