Med Ulvehjerter inviterer Puk Damsgård Andersen læseren ind i en ellers ukendt og utilgængelig verden: grænseområdet Waziristan imellem Pakistan og Afghanistan. Puk Damsgård Andersen har i form af sit arbejde som udenrigskorrespondent for Danmarks Radio samt Morgenavisen Jyllands-Posten været bosat i Pakistan og Afghanistan siden 2004 og har tidligere bl.a. skrevet bogen De renes land. I en tid, hvor de vestlige styrker bekæmper terrorismen i Mellemøsten, er det svært at rejse ind i de konfliktfyldte områder. Især Waziristan er kendt som arnested for terrorister. Waziristan er et bjergrigt område på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan, hvor Talibans tilstedeværelse er verdenskendt. Området er kendetegnet af stammekulturer og her er især værdier såsom ære og hævn og ikke mindst gæstfrihed (melmastia) fremherskende. En af de største stammer udgøres af mehsud, som er et pashtunsk folk kendt for sit mod og barskhed. Det har været næsten umuligt at komme i kontakt med mehsud-folket pga. den overhængende fare, der er til stede i området.

Puk tog dog et modigt valg, da hun af Janaan, en mehsud, der arbejdede for en organisation, hvortil Puk havde kontakter, blev inviteret til at besøge hans familie. Dette besøg var ikke blot en farefuld rejse for Puk, men også for familien, da de kunne blive sat i et uheldigt lys, og dette udgør i sig selv en stor sikkerhedsrisiko, da den pakistanske efterretningstjeneste ISI, militæret eller Taliban kunne opdage besøget – for udlændinge er totalt bandlyst i dette område.

Melmastia er mere end blot et ord for mehsud-folket – deres ære afhænger af dette. Så da Puk blev inviteret, vidste hun, at familien ville beskytte hendes liv trods alle odds. Dog vidste hun også, at hun ikke ville kunne bevæge sig uden for huset, end ikke beklædt i burkaen som de andre kvinder, da risikofaktoren var for stor. Puk bliver således indlogeret hos familien Khan med den 65-årige patriark Rustam Khan som overhoved.

Et portræt af en mehsud-familie
Puk lærer derefter familiens medlemmer at kende og de enkeltes historier. Rustam Khan er patriarken i familien, han er 65 år og har igennem to ægteskaber opfostret 18 børn. Rustam Khan fortæller om den udtalte blodhævn, der hersker i området, dvs. hvor familier hævner ugerninger ved at tage hinandens liv i en gensidig og uendelig hævntogt. Rustam Khan mistede begge sine forældre på denne måde, men har aldrig selv hævnet deres død på trods af at traditionerne kræver dette.

Rustam Khan er på mange måder nytænkende, især da han nægter at hævne sine forældre og mest af alt, fordi han har valgt at lade alle sine børn tage en uddannelse. Rustam Khan er således ganske innovativ og forsøger at finde svar på livet uden for stammelove og traditioner ved at læse Koranen dagligt.

Puk skildrer endvidere sønnen Janaan, der har en drøm om at dø som martyr. I år 2001, da USA invaderede Afghanistan, valgte Janaan at tilslutte sig de hellige krigere ved at tage til Afghanistan og kæmpe med Taliban. Janaan drømte om at vende tilbage som martyr, men blev skuffet, da talibanerne valgte at flygte frem for at kæmpe. Janaan har dog ikke mistet troen på, at han en dag vil dø som martyr.

Puk vælger tillige at besøge en anden søn af familien, Azlan, i Italien, hvor han studerer. Azlan beretter om familiens traditioner og sit nyt liv i Italien. Azlan oplever diskriminationen mod hans religion og traditioner i en sådan grad, at han føler sig tiltagende mere uvelkommen og fremmedgjort. Azlan har forsøgt at tilpasse sig hjemlandets skikke, men føler et stigende savn efter hjemlandets traditioner.

Derudover berettes der om moderen, som kaldes hjemmesekretæren, dette fordi hun står for alt det huslige. En anden søn portrætteres, han gør oprør mod religionens dybe indflydelse i området og drømmer om et liv fri for religiøse dogmer. Alt i alt en familie med forskellige typer mennesker, der drømmer om forskellige fremtider på trods af områdets strenge krav for at overholde traditioner.

For lidt udfordrende?
Et muligt minus ved bogen er, at Puk gribes af gæstfriheden eller opsluges af kulturen til en sådan grad, at der ikke stilles kritiske spørgsmål. Dette viser sig igennem en manglende udfordring til de argumenter, familiens medlemmer fremfører. Årsagen til, at jeg personligt benævner det et ”muligt minus” er, at man tillige kan påskønne Puks fænomenologiske tilgang til familien, dvs. den fordomsfrie og tilstræbte objektive fremstilling af familiens oplevelser af begivenheder. Ved ikke at stille kritiske spørgsmål, tillader Puk familien at fortælle deres historie igennem deres oplevelse af den, uden at blive forstyrret ved en ”vestlig” kritik af ældgamle stammetraditioner og overbevisninger. Bogen leverer således tilnærmelsesvist familiens egne oplevelser og forestillinger om verden, hvilket i sig selv er spændende og fremmer forståelsen for disse folks oplevelsesverden. Vælger man at beskue bogen på denne måde, kan man værdsætte den på et andet niveau.

Puk har igennem udarbejdelsen af denne bog udvist mod, da langt fra alle ville turde begive sig ud på et sådant farefyldt eventyr. Konsekvenserne af rejsen viste sig tillige ved, at hun kort efter hjemrejsen fra Waziristan blev smidt ud af Pakistan af de pakistanske myndigheder. Familien Khan har tillige udvist mod ved at tage imod Puk som gæst, hvilket vidner om den gæstfrihed, der er udbredt i området, men mest af alt viser familien tillige en håndsrækning til resten af verden om at lytte til deres historie. Med denne bog har Puk tillige været med til at bygge bro mod en forståelse for den kultur, der er fremherskende i den region, hvor danske soldater i dag befinder sig i krigen mod Taleban. Denne bog fremmer forståelsen for disse folkefærd og kan klart anbefales til alle, der interesserer sig for mellemøstens folk.