"Hvad skal vi gøre ved tyskerne bagefter?" Sådan spurgte Arne Sørensen i 1944. Arne Sørensen var medlem af Frihedsrådet i Danmark og af Dansk Samling. I en illegal pjece tog han forskud på Tysklands totale nederlag i 1945 og advarede mod, at Danmark efter befrielsen lod forholdet til Tyskland styre af følelser og et kollektivt had til tyskerne. "... hvis dette Had skal være alene om at bestemme, hvordan Freden skal være, saa taber vi freden, lige saa sikkert som vi om kort tid vinder Krigen", skrev Arne Sørensen.

Karl Christian Lammers, lektor i tysk samtidshistorie på Københavns Universitet, har ladet Arne Sørensens forsigtige overvejelse være titlen på en bog, Hvad skal vi gøre ved tyskerne bagefter?, om det dansk-tyske forhold fra Anden Verdenskrig frem til i dag. Det er et tema, som historiografisk kun er blevet behandlet kortfattet indtil nu. Derfor er Karl Christian Lammers' bog aldeles velkommen - og den er fremragende.

Udgivelsens anledning var 50 året for København-Bonn erklæringerne (2005), der fastlægger de danske og tyske mindretals rettigheder i de to herbergstater. Hovedvinklen er dog ikke de to indenrigserklæringer. Karl Christian Lammers fremhæver derimod de to erklæringer som forudsætning for Vesttysklands optagelse i Nato. Det blev den endegyldige eliminering af Tyskland som et traditionelt og historisk sikkerhedsproblem for Danmark og det europæiserede (Vest)Tyskland.

De officielle forbindelser
Lammers beskriver indledningsvis Tyskland som Danmarks historiske problem og dykker herefter ned i problemerne og de danske interesser i forholdet til Tyskland efter befrielsen frem til 1949, året hvor Forbundsrepublikken og DDR blev oprettet. Herunder kommer problemerne i det dansk-tyske grænseland og især flygtningesituationen i Sydslesvig. Hvad det sidstnævnte angår, støtter Lammers sig alene til Martin Klatts værk Flygtningene og Sydslesvigs danske bevægelse 1945-1955 fra 2001.

Kapitlet "Problemerne i det dansk-tyske grænseland" kunne sagtens i større udstrækning have omfattet de stærke modsætninger, der var i Nordslesvig efter krigen med retsopgør og lukning af tyske skoler og institutioner. Ikke fordi det i de bilaterale forbindelser spillede en større rolle, men fordi de stærke modsætninger i Sønderjylland også siger en del om det dansk-tyske forhold.

Lammers' indgang er især forholdet mellem de to hovedstæder og kun i ringe omfang de to folks opfattelser af hinanden. Derfor berører han stort set heller ikke danskernes psykologiske opfattelse af tyskerne, men bruger alene lederuddrag fra især Berlingske Tidende og Politiken til at tegne et billede af en generel stemning "blandt folket".

Mindretal blev løsning
Problemerne omkring mindretalsspørgsmål i Sydslesvig spiller selvfølgelig en væsentlig rolle i behandlingen af Danmarks forhold til det ny Tyskland, og det vil her sige Forbundsrepublikken. Her sætter Lammers alene fokus på de overvejelser, man fra dansk side gjorde sig.

Danmarks forhold til DDR bliver behandlet særskilt, men med en skelen til det dansk-vesttyske forhold. Danmark anerkendte først i 1973 DDR officielt, hvorefter der øjeblikkeligt blev optaget diplomatiske forbindelser med Østberlin.

Den almindelige danske udenrigspolitiske tradition var, at Danmark normalt hurtigt anerkendte stabile regimer, så derfor var det i sig selv forbløffende, at den danske anerkendelse af DDR tog så lang tid. Forholdet til DDR var længe besværliggjort, fordi Vesttyskland stod fast på retten til selvbestemmelse med hensyn til alle tyskeres fremtid. Det var først med Willy Brandts østpolitik, at der også begyndte at komme skred i Danmarks udenrigspolitik i forhold til DDR.

Karl Christian Lammers giver i øvrigt en række meget sigende eksempler på, hvilke konsekvenser Danmarks dobbelte forhold til DDR gav sig udslag på mikroniveau op gennem 50erne og 60erne - for eksempel ved sportsbegivenheder, som DDR konsekvent benyttede til at forfølge sine udenrigspolitiske mål, og det vil her sige målet om anerkendelse. Da Danmark i maj 1961 skulle spille træningskamp mod DDR i Idrætsparken, måtte det danske statsministerium gribe ind og forbyde hejsningen af det østtyske splitflag. For første gang blev en landskamp afviklet uden statsflag og afspilning af nationalhymner.

Frygten for Tyskland som en sikkerhedspolitisk trussel forsvandt gradvist, i takt med at Danmark realpolitisk nærmede sig Forbundsrepublikken, konkluderer Karl Christian Lammers, men tilføjer: "Den angivelige trussel fra befrygtet tysk politisk og økonomisk dominans i Europa fortsatte, og den syntes helt op til 1990erne fortsat at have spillet en rolle i den danske opfattelse af Tyskland".

Bemærkelsesværdigt
Lammers sammenfatter tiden siden den sidste europæiske storkrig som bemærkelsesværdig, når man betragter udviklingen i forholdet mellem Danmark og Tyskland. Mere end 100 års spændinger er efter Tysklands genforening blevet afløst af et stabilt og velfungerende bilateralt samarbejde. Men, pointerer Lammers, det dansk-tyske forhold er ikke længere kun et forhold mellem to lande, men i højere grad et forhold I et multilateralt og europæiseret samarbejde.

Karl Christian Lammers giver os med denne bog et overblik over udviklingen, som endnu ikke har været tilgængelig i en samlet fremstilling. Formidlingen er vellykket, og heldigvis lader han ikke i for stort omfang kilderne tale for sig selv, men har derimod et omfattende noteapparat, så den interesserede læser altid selv kan gå konklusionerne efter i sømmene.