Michael Eigtved har med sin bog Forestillingsanalyse – en introduktion skabt en bog, der giver et godt overblik over analyser af forestillingens elementer, og den vil uden tvivl vil få god status som fagbog på området.

I bogen påpeger Michael Eigtved, at iscenesættelser er blevet en stadig større del af vores hverdag, og han ønsker derfor at opdatere forestillingsanalysens områder. Han skriver, at det ligger uden for bogens område systematisk at udpege de mange forskellige måder, en analyse kan udformes på. Derimod ønsker han blot at give redskaberne, så læseren selv kan vælge måden, hvorpå han eller hun vil gå ind i en forestilling. Bogen er overskuelig og velstruktureret og forsyner læseren med gode redskaber, så projektet må siges at lykkes.

Bogen er opdelt i to dele. Første del er en beskrivelse af forestillingens grundelementer med en gennemgang af analysebegreber og kategoriseringer. I anden del gennemgås tre forskellige analysemodeller, og der introduceres til analysen i praksis. Opdelingen giver en god virkning mellem teori og praksis, hvilket især ses i gennemgangen af de tre analysemodeller, som hver afsluttes med en case i form af en gennemgang af en teaterforestilling. Bogen er generelt meget pædagogisk i sin opbygning, hvor den eneste mangel er et stikordsregister, hvis udeladelse kan undre. Til gengæld laver Eigtved en yderst fyldestgørende litteraturliste, hvor han kommer med forslag til videre læsning inddelt efter forskellige begreber. Igen understreger det den overskuelighed, Eigtved behandler emnet med.

Projektet for Eigtved er, at han ønsker at tage en anden vej end forestillingsanalysens mere traditionelle veje. Han baserer bogen på et forsøg på at finde ud af hvad, der har en virkning på publikum for derefter at koble den til den faktiske oplevelse. Han gennemgår således grundelementer såsom rum, aktøren, figurer, visualitet og lyd, og gennemgangen af disse er dybdegående. Eigtved skriver, at bogen er baseret på den nyeste teatervidenskab, og her er det især nutidens teatrale kommunikationsform, der hentydes til. Samtidig vender Eigtved dog også blikket til tidligere tiders teaterforskere som f.eks. Jytte Wiingaard. Han forsøger således på ingen måde at underminere forskningen inden for emnet, men bruger den derimod aktivt i sit projekt.

Bogen er som fagbog og introduktionsbog yderst anvendelig og er et kærkomment værk for den moderne forestillingsanalyse.