Det er fantastisk så mange bøger, der kommer om hjernen i disse år. Ikke alene kan man mærke begejstringen blandt de naturvidenskabsmænd, som skriver bøgerne, for alle de nye muligheder, der er blevet skabt til studiet af den aktive hjerne. Men skønt er det også, at mange af disse informationer bliver videregivet til lægfolk i et letforståeligt og lige så letfordøjeligt sprog. Måske bør man ligefrem revurdere det gamle mundheld og i stedet sige, at der er en masse, der virkelig har noget på hjerne.

Den svenske neurolog Torkel Klingbergs bog Den oversvømmede hjerne er centreret omkring arbejdshukommelsen, vores IQ og ikke mindst det sansebombardement, som den øgede informationsmængde dagligt påfører vores stenalderhjerne. Som han indleder bogen med at sige, så har vores hjerne stort set ikke udviklet sig de sidste 40.000 år, men det har vores omkringliggende samfund derimod. Så der er jo næppe noget at sige til, at man indimellem oplever pludselig at stå og glo ind i køleskabet uden at have nogen idé om, hvordan vi kom derhen, eller hvad det egentlig var vi ledte efter.

Klingberg starter med at forklare, at selv om vores stenalderhjerne er den samme, så er der også forskning, der peger på, at vi bliver klogere og klogere i trit med at samfundets informationsmængder øges. Dernæst gennemgås de forskellige typer af opmærksomhed og nogle af de forskellige kognitive evner, vi besidder, samt de forskelle og ligheder, der er mellem langtidshukommelsen, kortidshukommelsen og arbejdshukommelsen.

Måske kunne man foranlediges til at tro, at Klingbergs bog ville være et kulturpessimistisk og kritisk syn på vores øgede forbrug af computerspil, film, tv-serier og den multitasking af opgaver, som er nødvendige i det daglige, men heldigvis forholder det sig ikke sådan. I stedet kan man glædes over, at Klingberg blandt mange seriøse værker om neurologi og adfærdsundersøgelser også finder plads til at citere Steven Johnsons Everything Bad is Good For You – hvor hovedtesen er, at vores populærkultur er blevet så kompleks, at den ikke længere kan betragtes som fordummende. Klingberg er helt enig og giver i sin bog ikke alene visse typer af computerspil ros, men peger også på nogle områder, som kan hjælpe os i optræningen af arbejdshukommelsen.

Det skal dog slås fast at Den oversvømmede hjerne er ikke en selvhjælpsbog. Det er derimod en ret seriøs og velskrevet gennemgang af, hvordan vores hukommelsesmekanismer fungerer. Arbejdshukommelsen er den, vi benytter til at lagre midlertidig information, og derfor er det også den, som er mest udsat i vores fortravlede hverdag.

Klingberg gør bogen igennem brug af et par fiktive karakterer til at illustrere forskellige letgenkendelige situationer, hvor hjernen indimellem svigter os, og man har ikke læst mange sider, før man føler sig ramt af de situationer, der beskrives. Eksempelvis bliver diagnosen Attention Deficit Trait nævnt flere gange, og ifølge bogen er:

”Det er ikke en ny lægelig diagnose, men et udtryk for den mentale tilstand som informationsteknologien, et øget arbejdstempo og en ændret arbejdsform har medført. […] Diagnosen er defineret ved en række symptomer, f.eks. at man ’ofte har svært ved at fastholde opmærksomheden’, ’ofte har svært ved at organisere opgaver og aktiviteter´, ’ let distraheres af ydre stimuli’ og ’er glemsom i det daglige’” (pp. 10-11).

Måske er der nogen, der allerede nu kan føle sig ramt på en eller flere punkter? Der er dog hjælp at hente, for foruden at vi måske i hverdagen skal blive lidt bedre til at strukturere og organisere os, så gives der bud på hvilke fritidssysler som er gode, når de ”små grå” skal motioneres.

En af de undersøgelser, som Klingberg igen og igen vender tilbage til, er ”the Einstein Aging Study”, hvor over 400 pensionister blev fulgt i en årrække for at fastslå, hvilke ting der har indflydelse på deres mentale sundhed. Her viste det sig blandt andet, at de der ofte spillede skak, det vil sige var i stand til at tænke mange træk frem, og derved benyttede arbejdshukommelsen aktivt, eller de som læste meget, var blandt dem hvis kognitive og mentale fakulteter var mindst udsatte for svækkelsessygdomme som demens og lignende. Så sidder du lige nu og læser denne anmeldelse, er der rent faktisk håb om, at din hjerne aktivt danner nye neuronbaner og ikke forfalder lige så hurtigt, som sidemanden, der zombieagtigt lægger sin 7-kabale.

Der er både godt og dårligt at sige om Klingbergs bog. For det første er det lidt ærgerligt, at mange af informationerne i bogen er a finde flere steder, så den selv indenfor sine 200 sider har tendens til at blive en smule gentagende. Et andet kritikpunkt kunne være, at den læser, der netop har slugt en bog som eks. Følelser og kognition, så vil Klingbergs virke meget mindre videnskabelig grundig og derfor også lidt overfladisk, selv om dens fokus er meget mere specifik, men det overskygges hurtigt af de roser den rettelig skal have.

Den oversvømmede hjerne er langt nemmere tilgængelig, både hvad angår sit stof og sproget. De mange eksemplificeringer og gennemgange af forskellige undersøgelser er langt mere pædagogiske og bliver indimellem rudimentært underholdende. Samtidig giver bogen en masse nyttigt stof til eftertanke. Derfor lyder rådet herfra, når du alligevel skal have en pause fra Call of Duty 4, så sæt dig i godt til rette i din ynglings stol og fordyb dig i Klingbergs bog – det er både informativt, lærerigt og man kunne ende med at være lidt bedre til at passe på ens hjerne i det daglige.