Nedenstående anmeldelse blev bragt som den første del af artiklen "Nøgne billeder, nøgenbilleder, pornografi. 10 danske dogmefilm. Og hva' så?" i Mellemrummet nr. 6, 2004. Den udgives her i lettere revideret udgave.

Er Dogme95 ikke bare et slesk, overfladisk, kommercielt reklametrick? Således lyder et ’faq’ fra dogme95.dk, og svaret lyder: ”Med sikkerhed ikke. Skønt ideerne bag Dogme95 fødtes ud af hæderlig analyse, så er det sandt, at de første tre films enorme internationale og lokale succes i noget grad har gjort ’dogme’ til et kommercielt reklametrick – et pr. stunt. Men det er fint med os. Vi er trods alt budskabets missionærer.” Dette budskab overtager og behandler Ove Christensen og hans disciple – for at blive i den klerikale metaforik – i bogen Nøgne billeder, der tager fat på de hidtidige ti danske dogmefilm.

Det er dog langtfra kun i Danmark dogmefilmen har gjort sit til at manifestere brugen af on-location-optagelser, alene diegetisk lyd, håndholdt kamera og hvad ellers kyskhedsløftet påkræver. Amerikansk producerede dogmefilm har sågar overhalet den danske produktion i antal; dette på en liste, der blandt andre tæller tre spanske, to italienske, en argentinsk, en chilensk og endog en koreansk, blot for at nævne nogle af oprindelsesstederne på listen, som tæller 35 dogmefilm, indtil videre. Altså er afgrænsningen i Nøgne billeder kun et udsnit af dogmefilmene, men begribeligt et nødvendigt og logisk funderet udsnit. Ydermere har metoden, om man så må sige, med et regelsæt for filmproduktion givet inspiration til andre tiltag: ikke mindst Steven Soderberghs Full Frontal (2002), der præsenterede et lignende koncept med ’ti bud’, men også det for to år siden igangsatte Director’s Cut-koncept fra Nordisk Film og TV2 og de ventede Industrifilm fra Zentropa. I særdeleshed er mange af disse film også prisbelønnede og sete af biografgængere.

”Der er et implicit dobbeltspil i Dogme95-manifestet,” fortsætter svaret på ovennævnte spørgsmål. ”På den ene side indeholder det en dyb ironi og det er på den anden side seriøst ment. Ironi og seriøsitet er sammenkædet og uadskillelige. Hvad vi har koncentreret os om er udviklingen af et sæt regler. I den forstand er det en slags leg, en leg kaldet ’regelmageri’. Seriøsitet og leg går hånd i hånd. Et fint eksempel på dette er, at det meget strenge og seriøse Dogme95-manifest faktisk blev skrevet på kun 25 minutter og under gentagende udbrud af munter latter.” Uden at sige for meget, så synes man at spore endnu et antræk til ironi i udsagnet her. Det er måske endda muligt at snakke om dobbeltironi. Og så alligevel: ”Vi opretholder dog at vi er for alvor. Dogme er ikke for sjov. Det er endog både befriende, muntert og næsten morsomt at arbejde under et så strengt sæt regler. Det er dette dobbeltspil, der er magien i ’dogme’.” Nøgne billeder dekonstruerer således magien og sætter ord på, hvordan dogmefilm(en) og det færdige resultat fungerer.

Et andet ’faq’ på dogme95.dk spørger til det tiende bud, instruktørens manglende kreditering. Om det er forsvarligt, at instruktører giver interviews og at pr-maskinen kører så betragteligt omkring filmene. At fortælle kritikerne, at instruktøren ikke må tilskrives æren for arbejdet, er, kan man sige, som at give et barn et forbud. Det bliver straks mere spændende at opsøge det forbudte. Thomas Vinterberg, der stod bag Festen, forsøger et svar: ”Dogme95-manifestet er udelukkende møntet på processen bag film og ikke ’efterlivet’. Dogmereglerne skal ikke betragtes som ’symbolske’ og ikke som et middel til at forblive hemmelige eller gemte.”

Ove Christensen, der i bogens første artikel tager fat og forsøger at fortolke reglerne, klarligger uklarheden i dette dogme: ”Der er tale om en noget uklar forestilling om, at filmen opstår af sig selv og får et eget liv, eller at film er noget, der af sig selv kommer ud af fortællingen og karaktererne”. Altså har vi med at gøre en fraskrivelse af ansvar og en slags diskursiv opståen af filmen. Der er tale om en opståen af film i et kollektivt samarbejde, en fællesdiskurs frem for et stort, fedtet aftryk af en auteur-finger.

Vinterberg er tilsyneladende enig: ”Det er et udtryk for instruktørernes ønske om at vige tilbage i baggrunden og dermed skubbe andet talent i forgrunden. Dogmeinstruktørens vigtigste opgave er at registrere private øjeblikke mellem personer og ikke at påvirke dem.” Det synes at være her den megen benyttelse af skuespillernes improvisation opstår. Dogme handler om at skabe et værk i et fællesskab, og ikke så meget at lave film, der er enslydende, men selvstændigt for hver produktion at fortolke reglerne til fordel for et selvstændigt filmsprog. ”Forudsigelighed er blevet den gyldne kalv, vi danser omkring,” siger manifestet. Det var det, vi skulle væk fra.

Det leder videre til det næste kritiserede punkt pressen rundt: dogme nummer otte og forbudet mod genrefilm. Det selvstændige filmsprog og uforudsigeligheden skulle være midler til at komme væk fra genrefilmen, men det er da nok den mest påpegede pointe i Nøgne billeder, at mange dogmefilm henfalder til noget lignende den romantiske komedie. Dette ’problem’ går sådan set to veje. Den første leder i retningen af selve behandlingen af genrebegrebet i dogmekonceptet, der oprigtigt talt er så som så. Hvornår har vi en genrefilm? Er eksempelvis drama, som man ofte ser tv-serier programsat som, en genre, og i så fald kan film eksistere uden drama? Det er et sært dogme, der nok har været – for hedengangne dogmeinstruktører og vil være for de kommende – svært at fortolke som sådan. Det har været op til de enkelte instruktører at fortolke manifestet, hvorfor også film som Et rigtigt menneske og Elsker dig for evigt bærer en smule tematisk bestemmende / bestemt underlægningsmusik.

På samme måde har det – dette er den anden vej – været op til den enkelte skribent i Nøgne billeder at fortolke den pågældende film, det generelle koncept og det samlede danske dogmeprodukt – og det kommer der faktisk megen spas ud af, om jeg så må sige. Jeg sad, da jeg læste Højbjergs og Grodals artikler og klukkede lidt helt for mig selv, mens jeg forestillede mig dem indelukkede i et Big Brother-hus, hvor de skulle diskutere The King is Alive. Grodal kalder The King is Alive “gennemført elendig”, mens Højbjerg omtaler den som “efter min mening overset og måske knap så forstået af de fleste anmeldere”. Man fristes næsten til at sige anmeldere og Grodal. Pointen er, at artiklerne skal – som så oftest set i denne slags antologier – læses hver især i sin selvstændighed.

Egentligt er det rart, at møde de fortolkninger af fortolkninger af dogmereglerne, hvis jeg her giver mening. Dogmereglerne bærer så mange små uklarheder og svært forklarlige elementer, at der skal dukke uenighed op mellem de enkelte filmmagere, og dermed også mellem de enkelte analytikere. Derfor bærer artiklerne også forskellige og egenrådige perspektiver på dogmefeltet, hvad synes tillidsvækkende, da flerperspektivisk, tilnærmelsesvist polyfon, behandling af de danske dogmefilm er nødvendig. Det ville være utroværdigt at forsøge at imødegå en almen konsensus i artiklerne, da ikke alle filmene har lighedsspor udover det tekniske, hvad der så også afviger betydeligt filmene imellem.

Altså er enkeltsyn og små lokale kirurgiske indgreb i hver film hver for sig udmærket på et filmkoncept umiddelbart præget af teknisk pornografi. Nudansk ordbog definerer pornografi som ”billeder el. fortællinger med seksuelt indhold som skal virke ophidsende”. Skærer man det seksuelle indhold væk (på trods af det dog slet ikke er fraværende i flere af dogmefilmene, hvor nøgenhed ofte er i fokus), ville mange kunne bruge definitionen på dogmefilmene. Måske med et lidt andet indhold i ordet ’ophidselse’.

Ove Christensen kalder det ”en nøgenhedens æstetik, hvor såvel fortælling som billederne afklædes deres konventionelle æstetiske staffage, der på teknikkens betingelser giver film, der er behagelige at se på, men som ikke nødvendigvis udfordrer tilskueren eller filmarbejderen.” Blandt andet at billederne er grovkornede og ubehagelige at se på, kan med fuldt overlæg ’ophidse’ receptionen. Således også flere af forfatterne i Nøgle billeder. De danske dogmefilm.