For alle de, der synes, at filmanalyse er et spændende område, er der kommet en bog, der på en ganske pædagogisk og velstruktureret måde forsøger at indfange det ellers ganske diffuse begreb ”filmstil”. For hvordan kan man rent analytisk forsøge at indfange en form for unikke stil, som præger et givent værk?

Lennnard Højbjerg indrømmer helt fra starten af, at han ikke har søgt at skrive en bog helt fra bunden, men at hans tanker bygger ovenpå teorier fremsat af især David Bordwell, Raymond Bedllour og Barry Salt. Selv om det grangiveligt er en fordel at kende til førnævnte forfattere, er det dog på ingen måde en forudsætning for at få et godt udbytte af Højbjergs bog, der på en både oplysende og overskuelig facon forsøger at afdække dette ganske komplekse emne.

Bogen er delt op i to overordnede dele. I den første præsenteres først de allerede eksisterende teoretikeres syn på filmisk stil og i de efterfølgende kapitler diskuteres forskellige filmteoretiske begreber, som knytter sig til samme. Dette gøres både lødigt, med præcise referencer, og Højbjerg får indført læseren i mange aspekter af teorierne. I den anden del af bogen er der mere lagt op til en diskussion om centrale problemstillinger angående filmisk stil, og det er i denne sidste del af bogen, at Højbjerg træder i karakter og på ganske overbevisende vis forsøger at få lukket nogle af disse huller.

Man kunne måske godt anklage Højbjerg for gennem hele bogen at være meget fokuseret på meget nære shot-to-shot analyser, og af samme grund bliver visse af hans stil-observationer, som knytter sig til en enkelt scene, ikke nødvendigvis repræsentative for helheden af de værker, han taler om. Der er med andre ord ikke sikkert, at blot fordi en enkelt scene forsøger at skabe et bestemt flow, eller opererer med en tydelig æstetik, at hele filmen eller tv-serien gør det samme. Til gengæld gør Højbjergs mange gode, illustrative eksempler det ganske nemt for læseren at sætte sig ind i forfatterens ideer omkring analysen af filmstil, og hans detaljerede gennemgang af scener gør, at det bliver nemt selv at kaste sig over.

Dertil kommer, at bogen er ganske rigt illustreret (som alle bøger om film, i følge nærværende anmelders mening, burde være). Billederne og gør det meget nemt at følge med i forfatterens argumentation, for selv om både lyd og kamerabevægelser ikke rigtigt lader sig gengive i bogformat, så benyttes der ikke uforbeholden megen plads på at beskrive de enkelte sekvenser, men i stedet bruges kræfterne på at fokusere på samspillet mellem, hvorledes filmens enkelte delelementer tilsammen formår at give scenen et bestemt præg.

En reel mangel ved bogen, set som fagbog, er dog at den mangler et grundigt stikordsregister, for selv om litteraturlisten er både grundig og giver de læsere, der har fået smag for fordybelse, en række glimrende titler til indkøbslisten, så kunne man godt have ønsket et egentligt stikordsregister, der ville gøre det lettere at navigere rundt i bogen. Nuvel, der er en ganske overskuelig indholdsfortegnelse i starten, men er man eksempelvis interesseret i at læse alle de steder, hvor Højbjerg beskæftiger sig med lydens indflydelse på det filmiske udtryk, må man selv til at lede.

Ovenstående skal dog på ingen måde opfattes som en sønderlemmende kritik, for bogen er interessant, især for alle de, der arbejder med film og tv på et akademisk plan. Bogen er for svær at udlevere til elever i gymnasieskolen, men uddrag eller bogen som helhed ville nemt kunne inkorporeres på de højere læreanstalter. Filmstil – teori og analyse er derfor en bog, der sikkert vil finde sin faste plads ved siden af andre gode, filmteoretiske bøger, der pryder mangen en undervisers hylde.