Langt de fleste kender Da Vinci som en af renæssancens store kunstnere. Mona Lisa – eller rettere ”portræt af en vis florentinsk dame” – er uden tvivl det mest ikoniske og genkendelige maleri i kunsthistorien. Og med Dan Browns bestseller med Leonardos billeder i en af hovedrollerne transformeredes den fiktive Leonardos værker, så de blev populærkulturelt tilgængelige.

Uanset om man er træt af de utallige reproduktioner af Mona Lisa, eller af Dan Browns dårlige slutninger, så hersker der ingen tvivl om at den historiske Leonardo var et geni inden for malerkunsten. Det er dog ikke den side af manden, som Fridjof Capra fokuserer på i sin nye bog om Da Vinci. Derimod stilles der skarpt på maestroens tanker om videnskab, biologi, anatomi, kosmologi og endda en form for kognitiv forskning, der ifølge forfatteren foregriber en lang række af de erkendelser, som andre lærde har fået æren for at have opdaget flere århundreder senere.

Bogen er delt op i to. I første del beskrives Leonardos liv kronologisk fra fødselen i 1452 til hans død 67 år senere, og uanset hvor man aldersmæssigt befinder sig i sit eget liv, kan man ikke undgå at blive både ydmyget og grebet af ærefrygt, når man konfronteres med, hvor mange ting Leonardo nåede.

Selv om Da Vinci var født uden for ægteskab, og derfor aldrig kunne få sig en formel uddannelse, så var han ifølge bogens forfatter grebet af en nysgerrighed og undersøgetrang, fra han var helt lille. Leonardo begrænsede sig ikke til ét fag, for idealet var i den tid det hele menneske – Uomo Universale. Selv om Leonardo indledningsvis fik adgang til de Italienske fyrsters residenser gennem sin opfindsomme sans for scenekunst, anlægningsarbejde, arkitektur og opfindelser, så blev det maleriet, han i samtiden og eftertiden blev mest kendt for.

Grunden til, at Leonardos empiriske forsøg, forskning og videnskabelige arbejde ikke er nær så kendt og omdiskuteret som hans malerier, er mange og Capra nævner selv en del mulige. Dels skrev Leonardo alle sine videnskabelige noter i en form for spejlskrift, så det blev besværligt for andre at tilgå dem, dels var han i sin samtid ikke en fast del af akademiaen på trods af sit indlysende talent. Eksempelvis fik han aldrig formel træning i latin, og gik først i gang med selvstudier i en sen alder, hvilket naturligvis gjorde, at en stor del af samtidens faglitteratur var lukket land for ham.

Hvad dog synes at være mest katastrofalt i forhold til vores opfattelse af Leonardos videnskabelige tæft var det faktum, at så mange af Da Vincis notesbøger og optegnelser, som han egentlig havde planlagt at få udgivet før sin død, blev spredt rundt om i Europa i årene efter Leonardos død. Oprindelig var det en af Leonardos protegeer Francesco Melzi, der med stor respekt forvaltede sin læremesters bo, men da Francesco døde, og sønnen Orazo overtog boet, blev bøgerne opdelt mere eller mindre tilfældigt og de mest imponerende værker og ark solgt til højstbydende. Det er ikke Capra, der selv har fulgt bøgernes historie, men konstant giver han den interesserede læser fodnotehenvisninger til de andre værker og undersøgelser om Leonardo, der findes, så er man interesseret i disse aspekter er det nemt selv at fortsætte læsningen andetsteds.

Selv om man kunne mene, at der var skrevet nok bøger om Da Vinci, er Capras vinkel både frisk, oplysende og lettilgængelig. Forfatteren har nærstuderet over 6000 sider af Leonardos originale manuskripter og benytter både disse, samt reproduktioner af disse folianter, til at påvise, at Da Vincis videnskabelighed, empiriske tanker og ikke mindst hans holistiske verdenssyn var lysår forud for sin tid.

Selv om mange af ideerne i bogen virker plausible og veldokumenterede, så er der også enkelte steder, hvor man godt kan fornemme, at Capra muligvis gerne vil tillægge Leonardos arbejde en betydning, der kan forekomme en anelse søgt. Eksempelvis skrives der, at Leonardo syntes at foregribe visse aspekter ved kognitionsvidenskaben, idet Leonardo sagde følgende om fostrets udvikling;

”En og samme sjæl hersker over disse to kroppe. Barnet deler ønsker, frygt og smerte med moderen […] moderens sjæl vil, når den tid kommer, vække den sjæl der skal være dens beboer. I begyndelsen sover denne beboer beskyttet af sin mors sjæl, der ernærer den og holder den i live via navlestrengen” (s. 288)

Hvad Capra ikke fortæller er, at denne idé med båndet mellem mor og barn, at moderens indtryk kunne sætte sig spor i barnet før fødslen, var en ganske udbredt opfattelse gennem den sene middelalder. Og selv om Leonardo muligvis havde en langt bedre idé om anatomien end mange af de lærde, der kom før ham, så synes han alligevel at lægge sig i forlængelse af samtidens tanker, end at foregribe kognitionsvidenskaben.

I løbet af bogen punkteres også en del af de populære myter, der findes om Da Vinci, eksempelvis det om at paven skulle have bandlyst Leonardo, fordi det kom ham for øre, at Leonardo foretog natlige dissektioner på kadavere i forskellige stadier af forrådnelse. Det var ikke Leonardos anatomiske studer, men derimod førnævnte ideer om sjælen hos det ufødte barn, der fik paven til at reagere. For selv om ideen omkring forholdet mellem moder og barn som nævnt allerede var bredt accepteret, så kunne kirken jo ikke acceptere, at det var moderen og ikke Gud den Almægtige, der tildelte sjælen til barnet.

Capras bog er spændende og fascinerende læsning. Den er overvejende veldokumenteret og formår nemt at vække undersøgetrangen i læseren. Selv om den moderne naturvidenskab muligvis bygger på et bestemt paradigme defineret af folk, som kom efter Leonardo, så forsøger Capra at indplacere Leonardo som en visionær foregangsmand, der såfremt hans tanker var blevet bredere kendt i samtiden, kunne de have revolutioneret videnskaben.

Tillige synes Leonardos tanker – især de der handler om nøje observation, gentagne eksperimenter og en konstant nysgerrig undren overfor vores verden pludseligt at give genklang i mange af nutidens videnskabelige strømninger, der synes at bevæge sig væk fra fastlåste videnskabelige dogmer. Som der skrives; ”I det sidste par årtier er den mekanisk-kartesianske opfattelse af verden begyndt at vige for en holistisk og økologisk opfattelse, der ikke er ulig den der kom til udtryk i Leonardo da Vincis videnskab og kunst ” (s. 297). Selv om man muligvis ikke erklærer sig hundrede procent enig i denne kongstanke, så er det alligevel fascinerende at møde denne side af Leonardos liv, for som indledningsvis nævnt, så bliver man ganske ydmyg og spørger måske sig selv – hvad er det egentlig jeg har opnået indtil nu?

Leonardo er og bliver et enigma, en benhård humanist og muligvis et af den slags genier, vi aldrig ser magen til igen, for som han selv så ydmygt noterer et sted; ”Oh, læs mig, hvis du finder glæde ved mine ord, for sjældent i vor verden, vil en som mig blive født igen” (s. 293). Selv om dette virker sandsynligt, så må man jo bare håbe, han tager fejl: verden har bestemt brug for flere af hans slags.