Under læsningen af Digitalt dansk – mediedidaktik 2.0 var jeg flere gange gået tilbage til omslaget for at se, om det nu også var den bog, jeg var ved at læse. Det siger naturligvis noget om, hvor tungnem jeg er, at jeg kunne være i tvivl om, hvilken bog jeg læser. Men det siger bestemt også noget om indholdet i bogen, som mere har karakter af at være en samling af tekster, som forfatterne nu en gang havde i skuffen, og som de kunne få udgivet ved at lave et fælles omslag.

Denne karakteristik er helt uretfærdig for Nina Bonderup Dohns to bidrag til bogen, som er ganske instruktive og ligger inden for bogens titel. Det gør måske også Johannes Fibigers introduktion ”Midt i en 2.0-tid”, men den er læringsteoretisk af meget tvivlsom karakter.

Ifølge Asmussens ”Forord” stiller bogen ”skarpt på web 2.0-baseret arbejde i faget dansk”. Dette kan der være al mulig grund til al den stund, at ”Fælles mål” i høj grad ligger op til, at undervisningen i fagene og dermed også i dansk skal integrere arbejde med og i it-teknologier. Kommunikationsformer har ændret sig med nettet og dets muligheder for brugergenereret indhold, og her har dansk et af sine kerneområder. Lærerne bliver stillet over for krav om undervisningsindhold, som de måske ikke har tilstrækkelige forudsætninger for at kunne honorere. En bog, der kan bidrage til at inspirere til gentænkning af undervisningsindhold og form (didaktisk design), vil derfor være mere end velkommen.

Det er altså med den forventning, man – (jeg?) – møder bogen. Og det er vel ikke urimeligt at antage, at titel og forord etablerer en forventningshorisont for læseren? Men det er bare ikke det, de fleste af bogens bidrag leverer. Der er ganske enkelt tale om falsk varebetegnelse.

Og når vi nu er ved forordet, så skriver Asmussen: ”Alle, der kender bare lidt til elevernes hverdagsadfærd, vil vide, at vi har at gøre med meget erfarne web 2.0-brugere.” Tjah, det er da en generalisering, der vil noget, men den modsiges heldigvis af både Nina Bonnerup Dohn og Birgitte Holm Sørensen, som begge er opmærksomme på den diversitet, der også findes i elevgruppen.

Nina Bonderup Dohn gennemgår i ”Web 2.0” de mest gængse former for netbaserede tjenester og programmer, der muliggør en høj grad af brugerinvolvering, hvor brugerne selv – alene eller sammen med andre – skaber indholdet. Artiklen gentager en række pointer fra den gode introduktion til fænomenet web 2.0, hun sammen med Lars Johnsen har skrevet i bogen E-læring på web 2.0. Artiklen gør opmærksom på, at web 2.0 henviser til nogle bestemte teknologier, der muliggør brugergenerering af indhold, og en bestemt måde at bruge medier.

Det er teknologien, der har gjort en række processer nemme, men det er selve det, teknologien bruges til, der realiserer mulighederne for brugerne og for udviklingen af en didaktik, som kan inddrage mulighederne i undervisningen. I sin yderste konsekvens kan man – og det gør Dohn også antydningsvis – diskutere, om web 2-0 som samlet fænomen er forenelig med de undervisningsmål, der er sat op for det danske undervisningssystem. Hvis meningsforhandling og meningsskabelse er vigtige elementer ved teknologien og brugen, så er dette på kollisionskurs med forestillingen om den målretning af undervisningen, som er gældende i dag, da den går ud fra mere eller mindre fast definerede – og allerede-givne – meninger (sandhed) og færdigheder. Nationale test er et eklatant eksempel på dette.

Dohn gennemgår fint en række eksempler på, hvordan web 2.0 kan bruges i undervisningen. Desværre er de fleste af hendes eksempler ’tænkte eksempler’, hvor hun opstiller en række mål og beskriver, hvordan disse kan indløses. Det ville have givet fremstillingen et løft, hvis Dohn havde taget konkrete cases op – altså havde opsøgt nogle dansklærere, der har prøvet at arbejde med web 2.0. Dohns artikel bliver for abstrakt, hvor den gerne vil være konkret.

Det er snarere en brug, der kendetegner web 2.0 – i hvert fald, når man skal tale om det i didaktiske sammenhæng. Dette ser dog ikke ud til at være opfattelsen hos Johannes Fibiger, som har skrevet bogens indledende artikel ”Midt i en 2.0-tid”. I en triviel opdeling af læringsteori, hævder han, at behaviorisme og kognitivisme er knytte til industrisamfundet, mens konstruktivisme er knyttet til videnssamfundet. Og dette er helt enkelt noget sludder.

Nu kan man diskutere om læringsteori primært er historisk bestemte, eller om de er ontologiske i den forstand, at det er teorier om, hvordan læring foregår. Er det sådan, at en bestemt læringsform – eksempelvis udenadslære ved hjælp af gulerod og stok – var en mere effektiv måde at lære på i tidligere historiske tider (industri- eller landbrugssamfundet), eller er det sådan, at kollektiv meningsforhandling og relevans for den lærende også tidligere ville have været en effektiv læringsform? Eller er det snarere sådan, at forskellige former til undervisning og undervisningsaktiviteter er mest effektiv i forhold til målet og emnet. Er repetitive øvelser gode til noget – og projektarbejde godt til noget andet?

Noget andet er, at der ikke ligger nogen læringsteori i bestemte medier. Medier og teknologier kommer ikke med indre bestemmelser for deres anvendelse. Der er således ikke mere – eller mindre – læring knyttet til web 2.0-teknologier, ligesom der heller ikke ligger mere projektarbejde i dem. Teknologierne kan anvendes til et hvilket som helst didaktisk design. Bøger, papir og blyant kan sagtens anvendes til gruppeorganiseret projektarbejde, hvor det er op til eleverne selv at forhandle sig frem til et produkt. Ligesom netbaseret undervisning kan ligge op til at ’gætte, hvad læreren tænker’.

Fibiger hævder oven i købet indhold er teknologisk bestemt, når han siger, ”at de nye medier ikke kan det, bøgerne er bedst til, nemlig formidle eksisterende viden og fremstille opgavetyper, så eleverne tilegner sig stoffet kollektivt.” Øh hvad? Hvad er en bog i denne sammenhæng? Noget på papir med et omslag i pap? Hvis stoffet blev lagt ind i en wiki, så kan det ikke samme: formidle eksisterende viden. Og hvorfor skulle bøger være bedre til at fremstille opgavetyper, der ligger op til kollektiv tilegnelse, end digitale medier?

De øvrige artikler handler om film, tv, reklamer, computerspil og medieproduktion. Og for langt størstedelen af indholdet kunne det have stået i en introduktion til disse emner. Det mediedidaktiske bliver nævnt, men er helt tydeligt klistret på til anledningen og er ikke tænkt ind i forhold til de forskellige emner. Artiklerne ser stort set ud til at være emnespecifikke undervisningsnoter, der har fået en mindre makeover.