Kasper Støvring har skrevet en meget tankevækkende bog om Villy Sørensens forfatterskab, præget af indsigt, konsekvens og redelig intellektuel omhu. Hos Støvring lægges der vægt på Sørensens naturbegreb og altomfavnende skepsis, om end det samtidigt søges vist, at hans position rummer en art rationel pragmatisme, der ikke dogmatisk omfavner noget, men i høj grad gør det begribeligt, at der ikke er meget at omfavne. Sørensen forsøger at fastholde en fleksibilitet, både hvad angår menneske, natur- og historie-forståelse, ikke en uforpligtet fleksibilitet, men en byrdefuld lastet loyalitet overfor historiens og traditionens indsigter, en stadig anstrengelse af tanken og viljen, som han skrev så smukt om.

Og bogen søger, med stor dygtighed, at revitalisere Sørensens forfatterskab som præget af stadige sammenhængende forbehold og kritik men også stadig smidighed; den giver et klart indblik i en tænker, der intellektuelt konstant sondrede og skelnede men som kunstnerisk gav slip på alt, hvad der kan sondre og skelne. Således er Støvrings bog fyldt med de paradokser, Sørensen selv arbejdede med, og forfatteren bringer os ubesværet, næsten legende, igennem en vigtig del af Sørensens forfatterskab, og har et stort overskud, der kommer af troværdigt oparbejdet indsigt i Sørensens univers. Støvring skriver usædvanlig godt.

Tabet og helheden
Men Støvring bruger ikke Sørensens skønlitterære forfatterskab og ser dermed bort fra helheden. Det stadige mål hos Sørensen kunne man netop kalde den sammensatte og hele virkelighed, idet han konstant betoner det, der ikke kommer med i vores virkelighedsforståelse, ikke bare de erkendelser og den viden der tabes, men også den forståelse for mennesker, der dermed ikke fuldbyrdes. En stadig begrænset forståelse for tabet i vores virkelighedsforståelse, alt det der ikke kommer med og som hensynsløse fremskridt end ikke opdager, er en skeptisk forpligtelse på det sammensatte i vores menneskelighed, hvor det dæmoniske skal med der, hvor mennesket skal være ærligt.

Tabet er hos Sørensen en forståelse for, at virkeligheden og mennesker altid er rigere end vore manglende hensyn og begreber rækker til at præstere indsigten i, en indsigt i magtens hensynsløshed, når den tror sig for klog på mennesket, der ved at præstere rent tekniske fremskridt dog stadig er langt fra, hvad Sørensen kalder ”fremskridt i humanitet.” Kravet om helhed – navnlig den tabte helhed – melder sig for en tid, der for Sørensen er præget af opsplitning og spaltning både i mennesket men også i samfundet. En stadig mere professionaliseret virkelighed og ”upersonliggjorte mennesker” mister sammenhængen og formår ikke at genvinde tabet, heller ikke som en formastelig trang til at erobre sin forsømte menneskelighed.

Sørensen vil gøre opmærksom på, at vores rent logiske opdelinger mellem det gode og onde, rigtige og forkerte, fattige og mangfoldige, ikke nødvendigvis er psyko-logiske opdelinger, men ofte for det første ”automatiserede vurderinger,” markedet betaler med en ny sygdom, dernæst størrelser, der er intimt forbundet som forudsætninger for deres gensidige, meningsskabende fjendtlighed. Han skriver, som bogen bemærker, under den kolde krig, og anerkender kun positioner, hvis de formår at favne, eller have blik for, hvad der fremstår som deres modsætning.

Hvad der i forfatterskabet kan minde om en dyster forpligtigelse på det dæmoniske, som kunne dets indsigter medføre mere godt end selv det gode, der er forskelligt fra det, får fx i bogen om Seneca et smukt udtryk, den mildhed der kommer af stor og farlig dybde, der her trænger sig på som umistelig omsorg. Det der altså hos Sørensen anslås som en negativ forudsætning for udvikling, der alene fører frem fordi det gode ikke har motivation til at udvikle sig og kun det negative bærer krav om overvindelse, får netop i bogen om Seneca et beroligende og smukt præg i en meget varm og loyal behandling af Seneca, så hele dette værk ligner en regulær kærlighedserklæring.

Hvor Uden mål – og med i sin stringente skepsis og krystalklare refleksion er overvældende intellektuel og hos Støvring med rette nævnes som filosoffens hovedværk, er bogen om Seneca fyldt med varme og følsomhed. Og det kan være svært ikke bare ikke at forelske sig i Seneca, men også at undgå at forelske sig i Sørensen. Sørensens filosofi siger ”kend og erkend det dæmoniske for ikke at udleve det, eller kend mennesket for ikke at blive umenneskelig,” og hans skønlitteratur viser, at det undergravende for mennesket er det, der hensynsløst har tabt erfaringen af tabet som påmindelse om en mere hel virkelighed. Vi må rumme forståelsen af det onde for at afværge dets frygteligste konsekvenser, fx den effektivt gennemførte spaltning mellem virkelighedsområder, vi kunstfærdigt adskiller, fordi vi ikke kan leve med, at de reelt er sammenhængende og betinger hinanden. Hvad bliver godt uden at have det onde hvorfra at blive realistisk? Og hvad er det verdensfjerne, der mangler sans for virkelighedens sammensatte karakter, hvis ikke dette: at mangel på erkendelse også ender med at blive mangel på respekt?

Hos Sørensen skaber en forenklet pol sin forenklede modsætning. Støvring har blik for hans konsekvente skepsis og formår at følge filosoffen i den uophørlige trang til at skelne, sondre, bedømme og vurdere ud fra et konsekvent fundament, Støvring forenklet desværre kalder ”kulturkonservatisme.” Hvad hvis alle de poler, psyken laver for at overleve, bliver til adskilte positioner i vores samfundsliv, hvorved der ikke bare fremkommer fastlåste positioner, men også udeblivelsen af tabets sammensatte intensitet? Har mennesket ikke en trang til netop at udradere potentialerne i tabet, den romantiske spørgen: hvad var det, jeg ikke fik med, og som jeg kun kan elske at savne – kun hvis dog jeg bliver bekendt med det?

Sørensens ulykkelige humanisme
Tabet er hos Sørensen netop kun humant – hvis det mærkes. Det er derimod inhumant, hvis vi slet ikke mærker, hvad vi selv har tabt – og dermed også undgår at føle andres tab, den for sjældent formulerede fordring: at blive forstået og anerkendt. Han påpeger, hvordan moderne samfundsforhold bliver formelle strukturer, hvordan mennesket mister sin ansvarlighed og umyndiggøres, hvordan professionaliserede forhold træder i stedet for de rent menneskelige og nære personlige – hvordan dette tab alligevel fremstilles som et rationelt fremskridt, der skal formå at være i menneskets interesse, som havde fremskridtet – interesse for mennesket. Denne ”afsjæling” vinder, som ”videnskabelig rationalitet,” indpas i det moderne menneske og sideløbende bliver dette menneske genstand for manipulation både fra markedet og videnskaben og magten, og det fastholdes strukturelt i en stadig mere snæver, ”rationel,” forståelse, der finder sit endnu ulastelige højdepunkt derved, at det skal erkendes objektivt, hvilket netop vil sige: uden nær personlig indlevelse og deltagelse. Og Sørensen lægger netop vægt på de fremmedgørende elementer i vores moderne virkelighed. Fx spørger han: Hvad hvis vi ved at opnå en teknisk fremgang havde tabt en menneskelig følsomhed – og hvad hvis dette er et tab, vi ikke bare ikke ønsker at anerkende men slet ikke har blik for eksistensen af? Hvad medfører de tab, der ikke realiseres som en øget bevidsthed – udspaltede sider hos mennesket, der derfor ikke er præget af vor bevidste styring, men snarere den egenrådige dæmoni, der, kommet så langt, ikke længere kan beherskes?

Den fornægtede virkelighed er også den virkelighed, der kan få lov til at udvikle sig på autonome betingelser langt hinsides enhver menneskelig kontrol, hvorfor det dæmoniske har en ret appellerende relevans: erkend og mærk den – for at undgå at blive offer for den. Hans skønlitterære forfatterskab, som Støvring ikke har ambition om at bokse med, viser netop problemet, der ligger i, at mennesket tvangsmæssigt føres ind i dæmoniske udviklinger, hvis ikke det (slavisk) gør sig til herre over sig selv eller samfundet. Det dæmoniske er: at have mistet kontrollen over sin egen virkelighed kun fordi man lægger under for kræfter, der ikke er opmærksom på den.

Netop her rejser Sørensen spørgsmålet om myndighed, som Støvring ikke behandler. Hvordan kan et menneske optræde myndigt og ansvarligt, hvis det er underlagt sådanne kræfter, der ikke bare ligger i vores natur, men også fører til denne naturs selvbestaltede undergang? Det er spaltningen, som Sørensen har personlige erfaringer med, han tillader sig at diagnosticere som et større historisk samfundsproblem, navnlig mellem det ubevidste og vores bevidste vilje. Hvis ikke vi har magt over vores mørke sider, der fx kan ligge i Fremskridtets reducerende trang til at betragte mennesket som et entydigt ”sagligt” problem – hvis mangfoldighed ikke kan se sig forstået i den moderne naturvidenskab, og hvis sagliggørelsen og professionaliseringen af mennesket, for at være effektiv, også må være hensynsløs, så udvikler samfundet og mennesket sig i retninger, mennesket ikke kan siges at være selvstændig og myndig årsag til.

Således henviser rent rationelle, målelige, ”effektive” fremskridt til en stadig større menneskelig forarmelse, der er dens forudsætning, men de tager bare ikke højde for den. Der mangler helhed eller hvad Støvring kalder ”centralmagt,” dvs. et virksomt og oprigtigt fællesskab, der ikke er udspaltet i distanceret fagspecialisering, særinteresser og den virkelighedsforståelse der lever af, at den vedholdende formår at underkue sin modsætning.

Tillidskrisen
Og der er mange modsætninger hos Støvring. Bogen rejser, med sin overbevisende dosering af påfaldende sprogkraft, indsigt og intensitet, mange meget relevante spørgsmål for den åndeligt engagerede. Den gør gældende, at Sørensen var og er en filosof, der særligt behandlede aktualiteten, som det er tradition siden Nietzsche, måske fordi aktualiteten er blevet mere problematisk, altså: menneskeskabt, hvorfor Støvrings værk også forekommer at være et indlevet portræt af vores tid. Blandt andet rejses spørgsmålet: bliver mennesket bedre af at få det materielt bedre – udvikler vores moralske kvaliteter sig ikke bedst i modstand og er derfor social bekvemmelighed ikke allerede et faretruende signal om moralsk degeneration?

Samtidig med at mennesket i vores del af verden har fået det materielt bedre, har der nemlig udviklet sig, hvad bogen kalder en ”tillidskrise.” Meget er opnået måleligt men noget mere er forhindret menneskeligt. Vi har ikke udviklet os menneskeligt bedre i takt med de tekniske og økonomiske fremskridt, vi er ikke blevet mere hensynsfulde og indlevede. Derfor er det symptomatisk, at vi heller ikke tiltror vores medmennesker og magthavere den gode autoritet, der kunne være konsekvensen af, at en vis tillid også viste sig berettiget. Men også behovet for at afvæbne mistroen er farligt: den konstante, refleksive mistro er berettiget, et nødvendigt forsvar, og derfor forbliver kriseerkendelsen den eneste tilbageværende realisme.

Det er Sørensens vel både bedrøvelige og opløftende pointe, at det moderne menneske for første gang møder sig selv og ikke fjenden som noget, der er forskelligt fra det. Som det ligger hos Feuerbach må mennesket med forestillingen om Gud erstatte forestillingen om sig selv – historisk bliver der med andre ord stadig færre spaltninger at skjule sig bag, hvilket netop er en krise: at der ikke er andre årsager til det daglige forfald, end dem vi bør kende fra – os selv.

En sådan ensidig udspaltning kan altså siges at være den moderne fremskridttro, der er en forhindring for fremskridt. Kun det menneske der på det mest mulige omfattende grundlag gør sig til herre over sine mangfoldige kræfter kan skabe en fremtid, det selv kan siges at have ansvar for og interesse i. Det kræver hos Sørensen en omfattende krisebevidsthed og en, som bogen flot favner med gode citater, omfattende skepsis der kan minde både om sund mistro til mennesket og en refleksiv paranoia. Hvor mistroen i sig selv er en dyrt vundet erhvervelse, det både er for let at fastholde som princip, er den også for let på forhånd at unddrage sig realismen i. Spørgsmålet er: er det menneske der frigøres fra sine spaltninger og fremmedgøres ved at måtte undvære dem, mennesket som det endeligt møder sig selv, hvis et sådant møde er muligt, er det frigjorte menneske i virkeligheden det menneske, der afstedkommer mindst frihed, er det frie menneske også det mest farlige?

Sørensens og kulturkonservatismen
Støvrings værk er en sammensat, inspireret og nuanceret fortolkning af Sørensens univers med den afstand der gives ved, at den store filosof er død, og det nu handler om at revitalisere hans uomtvistelige kvaliteter. Der fortælles indgående om Sørensen, klart, hvorfor bogen ikke egner sig til nye læsere. Et så omfattende tankeunivers, som bogen fremstiller, er svært at vitalisere fuldkommet men også svært at undvære. Det er en mangel, særlig Sørensens ”helhedsstænkning” taget i betragtning, at bogen ikke beskæftiger sig med alle de perspektiver, der ligger i hans skønlitteratur, og som netop er forudsætning for Sørensens bestandigt afsøgende begavelse og intellektuelt: samvittigheden ligger i erkendelsen af afgrunden og forståelsen for hvor meget den frarøver mennesket. Med andre ord: det destruktive, der sandest vises i historierne, og som siden er en intellektuel præstation igen at opbygge.

Imidlertid har forfatteren virkelig forståelse for filosoffen. Godt nok er det ærgerligt, at Sørensen skal forbindes med den konservative politiske tradition, eftersom den eneste isme han selv bekendte sig til var humanismen, ærgerligt men også unødvendigt, at Sørensen skal placeres i en politisk sammenhæng, forfatteren forsøger at afpolitisere måske med den tavse antagelse, at det alligevel er formasteligt at tage politisk stilling på Sørensens vegne – og det er det. Men det forhindrer ikke, at Støvring i høj grad formår at vise slægtsskabet mellem nogle udvalgte af Sørensens tanker og den konservative tilbøjelighed, der meget vel kunne være Sørensens – og forfatterens egen. Der udvikles et troværdigt slægtsskab mellem nogle af Sørensens tanker og meget af konservatismens ideologi – naturligvis samtidig med at det betænkeligt pointeres, at bogen ikke har politiske præferencer, men det har den. Det er højst problematisk at forbinde Sørensen med interesseret politik snarere end at associere ham med almen menneskelighed, værdi.

Mens meget godt, med den kulturkonservative rammes givende forenkling, er opnået i bogen, er der tilsvarende set bort fra alt for meget, men det må selvfølgelig forstås som en umulig præstation at rumme al Sørensens tænkning i én bog. I al sin problematiske styrke er bogen en delvis ensidig fremstilling af Sørensens univers, men med en betoning der er så gennemført, sammenhængende og konsistent, at det er umuligt at se bort fra dens relevans, for dens tese bliver en klart fokuseret styrke, man ikke undgår at mærke som påpasselig intellektuel redelighed.

Begrænsningens Sørensen – og ikke frigørelsens?
Bogen fokuserer med Sørensens naturbegreb og forståelsen for menneskets biologi og aggression således på et konservativt begrænsende begreb om mennesket – og ligger mindre vægt på Sørensens pointering af nødvendigheden i menneskets frie udfoldelse, sikkert fordi konservatismen fokuserer mere på bindinger end frihed. Fri udfoldelse af vor natur kræver tillid – og Støvring skænker den ikke til Sørensen.

Men Sørensen taler både om udfoldelse af vores naturlige muligheder, men også om disse muligheders begrænsning, og de to ting udelukker ikke hinanden. Den positive udfoldelse er også, mener Støvring, den styrede eller begrænsede, mens det fx kunne pointeres, at også det helt frie menneske kan være et godt menneske, om end en sådan frihed måtte komme af bindinger, man har frigjort sig fra.

Problemet, Sørensen tager hul på, er den moderne normløshed, der udspringer af, at der ikke er mange tilbageværende autoriteter at stole på, men derfor heller ikke mange styrende elementer eller legitime mål at forme sit liv efter – jo mindre man altså er konservativ. Derfor fremhæver Sørensen vores natur som et også moralsk fundament: Hvis mennesket intet er af naturen, kan alt gøres ved det – er det bare et produkt af historien, som i marxismen, eller menes det med kapitalisme og liberalisme at kunne udtrykke hele vores væsen, som er ubegrænset konkurrence, så ses der bort fra meget – og udviklingen former sig derfor sig på autonome, ikke menneskeskabte og bevidste, præmisser og begrænses ikke i henhold til nogen gyldig norm.

Sørensens løsning er at fæstne sig ved, at der findes grænser og retningslinjer i naturen. Som han i skønlitteraturen tager fat på det ubegrænsede og spaltede, der egenrådigt tiltvinger sig adgang til virkeligheden, finder han filosofisk desto støre grund for en ikke vilkårlig og krævende opbyggelighed, der manifesteres i et omfattende og nuanceret begreb om vores natur, særligt præget af Seneca.

Støvrings bog gør meget ud af det og gør det godt, for meget – og ikke for meget – af Sørensens tænkning afhænger simpelthen af hans naturforståelse, hans ”oldtidsinspirationer,” ikke en fast og heller ikke derfor entydig god eller ond natur, men en natur der holistisk udstikker også moralske normer for, hvad der tjener mennesket bedst, en fleksibilitet men også en normativitet, man kan finde fx i Aristoteles` etik, som mærkeligt nok næsten aldrig nævnes af Sørensen selv. Sørensen er i den grad præget af oldtidens forståelse for visdom og meget mindre den moderne forståelse for viden. Det kommer til udtryk i bogen om Seneca samt i hovedværket Uden mål – og med, der frembyder kvaliteter så store, at det kan måle sig med filosofiens største – det er også for denne bog, Sørensen får Nordisk Råds Litteraturpris, om end han, som det fremgår i hans dagbøger, tilsyneladende ikke satte særlig stor pris på den og af og til måske også satte for lidt pris på sig selv, hvorfor takketalen, som findes i På egne veje, også er ironisk og oprørsk, kun med den intellektuelle vitalitet, der præger Sørensen men også synes at kræve for meget af ham.

Hvor han er præget af sin helt egen filosofiske snusfornuft mere med tilbøjelighed til visdom end fascination af viden, er hans historier præget af hans helt egen ufornuft, der dog stadigt synes at kræve forrang desto mere energi der må bruges på filosofisk at delegitimere deres utilstedelige budskaber. Filosofisk opbygger han ”med natur,” som han fantastisk nedbryder grundlaget for den – det er denne spænding, den smidige vitalitet der konstant kræver agtpågiven årvågenhed, det er denne destruktion, hvormed Sørensen bliver romantiker: ikke at der findes noget bedre, men at der burde kunne gøre det.

Bliver han ikke netop romantiker, får så vidt han indser det frigjorte også er det uhæmmede, det fuldbyrdede også er det hensynsløse, det ikke pligtbetonede også det menneskefjendske? Og er romantikken ikke: at elske det menneske, der kunne være – ikke det menneske, der er?

Hvis Sørensen er spaltningens forfatter har han blik for alle de områder i tilværelsen, der ikke forenes i et hele, der er loyalt mod menneskets natur, dets historie, det godhed og dets heraf betingede ondskab, det måske kan være udviklende at forsvare sig imod. Fx liberalismen mangler en åndelig og dermed helhedsorienteret forståelse af mennesket, som den kun forstår, idet den reducerer det. Den er en udspaltning af en overbetonet egoistisk trang hos mennesket, men fortæller ikke nogen større historie om mennesket og alle dets andre muligheder. Bogen fortæller rammende, at den liberalistiske frihed bliver negativt defineret som fravær af styring, kræfternes frie spil, med andre ord: hvad der er en udspaltning af en del af mennesket får navn af at skulle dække det hele, hvad der kaldes ”ultimativ frihed” er altså udtryk for en selvstændiggørelse af et mindre område i livet, mennesket villigt eller forblindet opgiver kontrollen over.

Marxisme og liberalisme – mellem skadelig religiøs utopi og saglig forenkling
Hvor marxismen læner sig op ad en utopi, gør liberalismen det også. Den første mener, at det forjættede mål nås nærmest uden menneskets dog alligevel skæbnebetingede deltagelse; den anden opfatter ethvert indgreb i sine lovmæssigheder, der er uhæmmet konkurrence, som indgreb i selve naturens orden som kunne denne ideologi tage patent på, hvad der eksisterer naturligt – eller bør gøre det.

Men som liberalismen er en udspaltning af bestemte men ikke helhedsorienterede kræfter, der bortmaner relevansen i alle de andre, får den behov for at beskytte sig mod alle de kræfter, den ikke kan inkorporere i sit eget værdisystem. Derfor ledsages samfundets spaltende selvstændiggørelse ud i for mange retninger af en stor tvingende statsadministration, der udvikler egne behov og bliver formål i sig selv. Analogien til denne geniale Sørensenske analyse ligger lige for: hvis mennesket og individet, ligesom samfundet, er præget af opløsning, kaos og konflikt, hvor mange forsvarsværker må da ikke udvikles for at holde det stridende i stilling, og risikerer dette forsvar mod livet ikke at blive formål i sig selv, det vil sige: det bærende i individets identitet?

Det er op imod de moderne stridende værdier som udspaltninger, op imod normløshed og de forenklinger denne kalder ideologisk på, op imod splittelse og strid, at Sørensen formulerer kundskaben om myternes evighed og sit tidløse naturbegreb.

Hvor markedet kan have interesse i normløshedens konsekvens, der kan være teknisk manipulation, fordi alle ”frie kræfter” dermed tilfredsstilles ideologisk ud fra forståelsen af, at kampen og konkurrencen er fremskridtets motor, er det ikke sikkert, at mennesket om ikke har interesse i det, så dog i hvert fald ikke har gavn af det. Og hermed er der sagt noget afgørende om fremskridtet. Hvad vi kalder et fremskridt i det moderne er netop kun noget der gælder indenfor en isoleret sfære, fx det økonomiske, hvorfor det slet ikke er et fremskridt. Et reelt fremskridt må hos Sørensen være mange dele, der forenes i og af en højere målsætning, ikke en nok så virkelig udspaltning mellem kræfter, man ikke indser vedkommer hinanden og dog vedkommer hinanden så meget, at det bliver umuligt at se.

I Sørensens univers har altså både liberalismen og marxismen afgørende brister – og aner fra vort religiøse beredskab. Det er et hovedanlæggende i hans forfatterskab, at mennesket må frigøre sig fra tidligere religiøse kræfters automatiske tiltro til en skæbne og udvikling, der kun bliver værre, hvis mennesket i samme bevægelse eller stilstand undgår at tage stilling til dem. Heri ligger det helt afgørende i hans forfatterskab: at mennesket kun har den fremtid, det selv bestemmer – eller at det har den fremtid, spaltninger egenrådigt aftvinger det.

Problemet er, at både liberalisme eller kapitalisme og marxisme har en tiltro til udviklingen, der hverken er rationel eller reel, nemlig at alt, hvis bare man lader det være, vil føre alt til det bedste, som havde mennesket højere guddommelige beskyttere, der konstant var årvågne på mennesket og bar det igennem livet i en højere tiltro til dets dog højst fejlbarlige potentialer.

Men er det en menneskelig erfaring, at vi ved at lade alt være kan forvente det bedste? Nej, det er netop ikke en menneskelig erfaring, men man kunne tilføje: det er derimod en umenneskelig erfaring. Mennesket må tage ansvar for sit eget liv – i det mindste for betryggende at have årsag i sin egen ulykke; tiltro til højere kræfter er en primitiv tiltro til, at noget altid vil hjælpe mennesket, om så det tager fejl. Men er det ikke en erfaring, at mennesket ligeså tit som at føle sig hjulpet af ”noget højere,” føler sig forrådt af det – og er dette det første tegn på, at dette ”højere magiske” ikke findes andet end som den egensindige og egocentriske konstruktion, der gør det muligt at gennemleve et ellers uønskeligt menneskeliv?

Opløsningstendenser
Hvor Sørensen skriver alarmerende om alle disse moderne farer med sit næsten paranoide, kritiske intellekt, demonstrerer han dog samtidig en tiltro til det menneskelige intellekts kapacitet, om end ikke det menneske, der ikke betjener sig af det. Der er ingen andre til at sondre og skelne end mennesket selv, og dette væsen har det rent faktisk i sin magt, hvis det stræber efter det, selv at skabe og præge sin egen udvikling, også selvom der gør sig naturlige forhold gældende, vi ikke kan flygte fra, men, i modsætning til kristenheden, måske kan tillægge positive værdier. Vi kan bare ikke sondre og skelne rigtigt, hvis vi har forlagt en del af vores selvstændighed og dermed styring i fx konserverede traumer eller statsorganisation, der aldrig formår at optjene en menneskelighed, vi kan kalde vor egen.

Problemet ved tabets moderne opløsningstendenser er, at de bliver krævende, men også at de kræver en farlig helbredelse. Hvis nemlig der mangler sammenhæng og helhed, og mennesket opløses i en række funktioner, der ikke behøver at have noget med hinanden at gøre, så vokser trangen til en utopisk, totalitær og farlig totalitarisme, som man så det med nazismen: en nødvendig følelse af at alle kræfter samles i et fælles, overjordisk mål. På denne baggrund handler det for Sørensen altid om at fastholde, at det endeligt ønskede eller utopiske endnu ikke er opnået og slet ikke kan opnås, at spændingen mellem natur og kultur kan være en stadig sund anspændelse at overveje. Det fuldbyrdede, eller kristent: det fuldbragte er farligt – alle midler kan bruges for at opnå det, en Gud eller en højere historiebestemmelse har sat menneskene i hovederne er mennesket – ikke bare underminering af deres egne liv, men også historiens, de, menneskene, hermed er så heldige tilfældigvis at være de udsete og udvalgte repræsentanter for.

Menneskets natur er ikke fuldbragt, men kræver stadig øvelse, og man kan heller ikke finde hvile i, at den er uforbederlig, hvilket er en anden pol: enten skal vi intet gøre, fordi vi alligevel intet kan gøre, hvorfor vi længes romantisk, ellers kan og skal vi gøre alt, fordi der slet ikke findes nogle normer, der kan besejre vores overmod.

I Sørensens naturbegreb ligger et væsentligt argument for hans konservatisme: at mennesket ikke bare er produkt af udviklingen eller samfundet eller historien men med held kan henvise til noget uangribeligt, der overskrider dem alle, og som er uangribeligt, fordi det har evig og derfor moralsk bindende karakter. Hvis denne natur, der hos Sørensen rummer gode og onde muligheder, ikke udtrykkes i samfundet, må samfundet senere beskytte sig mod den vrede og frustration, der ikke kan finde udtryk, og dette kan fx ske via genetisk manipulation eller opbygningen af et stor bureaukratisk system, der bliver totalitært.

Kasper Støvrings værk
Forfatteren har skrevet et nærmest overrumplende værk om den store filosof. Det er velgørende, han dermed manifesterer, at en ny generation nu tager hul på dette væsentlige forfatterskab. Hvor den anlagte vinkel, kulturkonservatismen, dels er en brist, fordi den forenkler, giver den også en ramme og pointerer givende og nyskabende elementer hos Sørensen, der ikke før har været kastet et så konsekvent og problematisk lys over. Jeg vil anbefale bogen ud fra den devise, jeg ofte har erfaret i forhold til fx Nietzsche: at det først er de mest elskelige modstandere, der frodigt kan skærpe blikket for den største intellektuelle redelighed. Bogen er et konservativt kys til Villy Sørensen – hvis man ellers tør kæmpe sig igennem dets lange tradition.

Se flere refleksioner om blandt andet Sørensen på forfatterens site.