Det bliver mange steder diskuteret, om det nuværende undervisningssystem er gearet til den tid, vi lever i. Finanskrisen har med al ønskelig tydelighed udstillet, at der er brug for nye og særlige kompetencer, hvis et land som Danmark skal klare sig i den internationale konkurrence. ’Den gule fare’ lurer, og vi risikerer at miste velstand. Den vestlige verden må satse på innovation, så der kan skabes nye arbejdspladser. Der skal udvikles nye produkter og services, så det bliver vigtigt, at vores børn og unge lærer at være innovative og kreative – og at de lærer at drive innovationsprojekter.

Dette er baggrunden for Lotte Darsøs seneste bog Innovationspædagogik med undertitlen Kunsten at fremelske innovationskompetence. Som titlen angiver, vil Darsø vise, hvordan man pædagogisk kan angribe udfordringen med at få studerende til at udvikle ’innovationskompetencer’.

Innovationskompetencer beskrives i bogen som ”evnen til at skabe innovation ved at navigere effektivt i samspil med andre i komplekse sammenhænge”. Innovationskompetence kan begribes som et kompetenceberedskab, der bygger på et grundlæggende fundament af viden og håndværk” (s.176). Innovationskompetencer er noget, der kan læres, og her er viden om innovation og innovationsprocesser ikke nok. Innovationskompetencer handler også om et håndværk, hvor man skal bruge flere sider af sig selv udover de rent kognitive.

Bogen folder sig ud i to dimensioner. Den ene handler om, hvad innovation er for en størrelse – her drejer det sig om undervisning om innovation. Den anden sigter mod det mere håndværksmæssige og det personlige, og her drejer det sig om undervisning i innovation. I begge dimensioner ligger der nogle antagelser om, hvad der kan fremme innovation. Der findes forskellige teoretiske ’skoler’ inden for dette felt som inden for alle andre.

Der er mange forskellige metoder til fremme af innovation. Darsøs bidrag til feltet er den såkaldte 'innovationsdiamant', der opstiller to akser: en 'vidensakse' og en 'kommunikationsakse'. På denne måde etableres et 'rum', som er befordrende for at generere nye ideer og få dem konkretiseret. Vidensaksen er udspændt mellem ikke-viden og viden. Det er vigtigt at være åben for og at søge ikke-viden, da det for det første ofte er sådan, at det, vi ved, snarere er noget, vi tror, vi ved. For det andet handler innovation principielt om noget nyt, vi ikke på forhånd kan vide.

Den anden akse er spændt ud mellem 'relationer' og 'koncepter'. Afgørende for innovation er, at man kan lade sig inspirere af andres bidrag. Innovation er typisk en kollektiv proces, hvor forholdet til de andre er helt afgørende. Derfor skal man arbejde med relationerne i gruppen, og der skal etableres tillid og gensidig respekt. Dette er forudsætningen for at man åbner sig. At arbejde med ikke-viden er at vise sårbarhed især i forhold til den måde, vi er vant til at skulle vise styrke og være selvsikker kompetent.

Der er mange gode ideer i bogen, der også giver en række konkrete eksempler og beskriver cases. Men omvendt må man også sige, at meget af det, Darsø beskriver, er common sense, der virker meget inspireret af konsulentfaget, der kan puste hvad som helst op til at lyde som det nyeste nye og selvfølgelig mest effektive.

Innovation og innovationskompetencer kan fremmes på mange forskellige måder – og det er fint, at Darsø har skrevet en bog, der sætter fokus på dette område. Jeg tror, Darsø har ret, når hun peger på, at vi bør være mere opmærksomme på, hvordan vi får innovation ind i undervisningen. Det drejer sig ikke kun om at uddanne facilitatorer til innovationsprojekter. Det er mere grundlæggende, at man vil få brug for flere innovationskompetencer i en verden, der grundlæggende er bestemt ved usikkerhed. Tilpasning til et mere flydende arbejdsmarked, hvor viden tilsvarende er mere flydende, da den i højere grad vil være bestemt af kontekst og de kompetencer, der er inde for rækkevidde, kræver et andet mentalt og kognitivt beredskab, end den undervisning, der er udviklet med industrikulturen som forbillede, kan tilbyde.