Kulturen er genfortryllet. Det har flere fået øje på. Religionssociologien har peget på, at verden igen er blevet beboet af spirituelle praksisser, mens mediesociologien har undersøgt, hvordan moderne mediepraksis er overfyldt med overnaturlige hændelser og sensibiliteter, der ikke kan forklares rationelt. Disse kulturelle forandringer har fået mange navne, men ét af dem, der for alvor har fået vind i sejlene igen, er begrebet spiritualitet.

På mange måder er det muligt at måle en kulturel strømnings succes på, om der (kan) laves forretning på det. Det spirituelle har nærmest altid på en eller anden måde været inficeret med økonomi – lige fra den katolske kirkes afladspraksis til senmoderne (alt for dyre) kurser i transcendental meditation. Derfor er det selvfølgelig ingen overraskelse, at moderne ledelsesformer også har taget det spirituelle til sig. Der er bare stor forskel på, hvordan det indbygges i virksomhedernes ledelse og hverdag.

Tina Magaards bog Ledelse og spiritualitet – med undertitlen En antologi om nye veje i arbejdslivet – forsøger at besvare nogle af de spørgsmål, der opstår, når ledelsesformer og arbejdsliv møder det uformelt religiøse. Bogen er forfattet af 13 forfattere af forskellig art, hvoraf hovedparten er forskere ved forskellige danske uddannelsesinstitutioner. Disse er suppleret af en enkelt erhvervsleder og en studenterpræst.

Bogen hovedærinde er at forsøge at danne overblik over, hvad der sker, når virksomheder indoptager religiøse og spirituelle praksisser i ledelsesformerne og de ansattes hverdag. Overblikket er ikke en ren deskription af feltet, hvilket er bogens klare styrke – om end det kritiske perspektiv er i denne sammenhæng særdeles nødvendigt. Det, der sker, når virksomheder approprierer spirituelle begreber og metoder, er netop, at disse også forandres.

Derfor har det også været nødvendigt for Magaard i sin redaktion af bogen at acceptere, at bogens hovedbegreb spiritualitet, som sættes i forbindelse med moderne ledelsesformer og samfundstendenser, accepteres i sit brede, nærmest udefinerede format. Hun har ladt det være op til de enkelte bidragydere selv at definere begrebet, hvilket giver noget slinger i valsen. Der er nogen forskel på fx Lars Perhsons, direktør i Merkur Andelskasse, definition på spiritualitet – ”idealer, der rækker ud over en selv og ens samtid” – og Viggo Mortensens stærke begrebsanalyse, som viser begrebets formation og historiske udvikling.

Samtidig er det dog måske endda i den moderne spiritualitets ånd (om jeg så må sige) at lade det være op til den enkelte at putte indhold i et tomt begreb. Det hævdes af indtil flere i antologien, at spiritualitet er en bevægelse væk fra den kollektive religiøse og dogmatiske praksis i retningen af en individuel afsøgning af åndelighed. Flere peger derfor også på, at netop derfor er begrebet blevet så attraktivt for det neoliberale erhvervsliv: Spiritualitet er faktisk både en vej ind i og en vej ud af den enkelte medarbejders individualisme.

Det er på den ene side et udtryk for, at den enkelte i hverdagen kan få lov at tone sin egen spirituelle praksis, men det er samtidig også nogle rammer, der (kan) sættes af virksomheden selv, hvorved det bliver til en ny ledelsesform. Indføringen af spiritualitet bliver dermed bare endnu en fin måde at effektivisere arbejdsformerne på, men – peges der på – uden at have alle elementerne i det spirituelle for øje. Spiritualitet er her blevet til et udtryk for den enkeltes uendelige ressourcer og instrumentalisering, mens den enkeltes åndelige afkobling tabes af syne. I realiteten peger meget på, at de moderne ledelsesformer klipper det ud af det spirituelle, som kan indpasses i forhåndenværende idealer.

Som flere religionskritikere har spurgt: Hvis vi nu har 10 bud, og vi kun vælger at efterleve de syv, hvem er så ansvarlig for budene? Er det de oprindelige bud, eller er det den, der vælger de syv? Det er naturligvis den enkelte, der her henter de syv elementer ud af de ti oprindelige, som skal stilles til ansvar for valget – og ikke den førstkomne pagt. Sådan er det også lidt med mange af de perspektiver, som ledelsesformerne henter ud af det spirituelle: De er approprieret, tilpasset, og ikke efterlevet i egentlig forstand.

Antologien formår at balancere svært mellem kritikken og deskriptionen – men med en vis overvægt til de kritiske perspektiver. Selvom bogen undervejs viser brugbarheden af det spirituelle – og hvem vil undervurdere det i en tid som denne? – er det i vid udstrækning en historisk motiveret kritik af et erhvervsliv, der slår mønt på moderniserede spirituelle former. Det er i særdeleshed sundt, at mange virksomheder har fået øjnene op for bæredygtighed – om end det i høj grad blot er et spørgsmål om sund fornuft – ikke åndelig værdighed.

Antologien efterlader – i sin uafsluttethed, fordi den lader konklusionerne være op til de enkelte – spørgsmålet om det spirituelles nyttighed mere eller mindre ubesvaret. Men for læseren er der i vid udstrækning materiale og analyser nok til selv at træffe en beslutning. På den måde når antologien sit mål, selvom det lidt er the easy way out.

Der er dog nogle perspektiver, som bogen helt forbigår. Igennem de senere år er meget af det, som denne bog artikulerer blevet samlet under fællesbetegnelsen postsekularisme, der er et udtryk for, at samfundet, offentligheden og kulturen ikke som ventet er blevet affortryllet. På mange måder praktiseres det åndelige stadig både direkte og indirekte.

Bredt inddrager bogen Max Webers forhold mellem protestantisk arbejdsmoral og kapitalismens fremvækst, men perspektiverne kunne gennemgående have fået meget ud af at have modstillet dette med hans begreb om ’affortryllelsen af verden’. Mange har peget på, at Weber netop ikke har fået ret i, at verden er affortryllet. Antologien er selv et meget fint udtryk for dette.

Et begreb som postmodernisme kunne også have stået centralt for nogle af perspektiverne. Den ekstreme individualisme, der er til stede i mange af de spirituelle valg, hviler på en postmoderne kritik af modernitetens værdier. Det er i det hele taget en paradoksal udvikling, at moderniteten kritiseres for at være absolutistisk i sit forsøg på at fjerne det spirituelle fra det offentlige i sekularismens tegn, hvilket i postmodernismen genåbner for spiritualistiske udfoldelser, som så igen faktisk kan blive – eller er blevet – det religiøses redningsplanke.

Altså en paradoksal genåbning af afsøgningen af det absolutte, det metafysiske – bare i det moderne samfunds distancering. På den måde er det måske ikke alene ledelse og spiritualitet, der er hægtet sammen, men i bredere format faktisk de neoliberale styringsmekanismer, der går så fint i spænd med den postmoderne pluralisme. Hvad der kom først, er et svært spørgsmål.

Antologien er med andre ord en velbevandret afsøgning af et forhold, der længe har trængt til kritisk belysning. Mange spørgsmål er efterladt ubesvaret. Gå selv i krig! Der er nok at gå i gang med.