Det er i de kompromisløse situationer, at menneskes storhed og styrke har mulighed for at folde sig helt ud. At træde i karakter. Men også muligheden for at lægge sig fladt ned og logre med halen. Et eksempel på det sidste findes i den erklæring, den nyudnævnte udenrigsminister, Erik Scavenius, kom med den 8. juli 1940 – to måneder efter den tyske besættelse: ”Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland”. Det må karakteriseres som den logrende fornedrelses lavpunkt.

En måned tidligere havde den engelske premierminister, Winston S. Churchill, holdt sin flammende tale til det engelske parlament. På et tidspunkt hvor Englands overlevelse stod på spil. Heri finder vi den heroiske formulering: ”We shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills, we shall never surrender…”. Det var en af Churchills ”finest hours”.

Scavenius’ erklæring og den korte (men indædte modstand) den 9. april var årsager til, at mange danskere, der opholdt sig i udlandet, bøjede nakken i skam. Spørgsmålet var, hvad man kunne gøre.

Det er der på Informations Forlag kommet to gode redegørelser for her i foråret. Først var det Christian Tortzen med Kampen på havet. Med Jakob Sørensens bog: For Danmarks ære – med undertitlen Danskere i allieret tjeneste 1939-1945 – er det alle de andre, der sættes fokus på. Allerede i forordet noterer forfatteren, der er museumsinspektør på Frihedsmuseet i København, at det drejer sig om en meget lille gruppe. Den omfattede ”tusinde personer, og de var spredt rundt omkring i de britiske, amerikanske, canadiske og andre nationers styrker”. Han konstaterer også, at disse mennesker – kvinder og mænd – altid har stået uden for historikernes fokusfelt. Det er først inden for de sidste 10-15 år, denne gruppe er kommet frem i lyset.

Til gengæld har der været rigeligt med fokus på danskerne i tysk tjeneste. Historikeren Dennis Knudsen noterer i sit fremragende værk om danske SS-vagter Fortrængt grusomhed (2010), at godt 12.000 danskere meldte sig til Waffen SS under 2. verdenskrig. En markant ubehagelighed det ikke er til at komme uden om. 12.000 mod 1.000.

For Danmarks ære er en revideret udgave af Jakob Sørensens ph.d.-afhandling, som han forsvarede ved Københavns Universitet i februar 2009. Transformationen fra afhandling til bog er lykkedes ganske rimeligt. Om end det giver nogen slinger i valsen undervejs. Hvad skyldes eksempelvis det ganske markante skift i kapiteloverskrift, således at ph.d.’ens ”At mindes de faldne” pludselig bliver til ”At dyrke de faldne”. Der er faktisk en markant forskel. Skyldes det det mellemliggende kapitel: ”Pilgrimsrejserne”? Der i øvrigt forekommer at være en eklatant overfortolkning af bevæggrundene bag rejserne til stederne i udlandet.

Bogen falder i tre logiske dele: I: ”Organisering, rekruttering og motivation”, II: ”Livet i uniform” og III: ”Efter krigen”. På denne måde får vi den kronologiske tur gennem historien – belyst af en lang række underpunkter, blandt andet personportrætterne, der er med til at give den lidt sprogtriste fremstilling liv. En række personer er af en eller anden grund blevet stående. Morian Hansen, racerkøreren der blev pilot, og Anders Lassen fordi han fandt heltedøden. Men man undrer sig såre over, at den danske skuespiller, Mogens Wieth, overhovedet ikke er nævnt. Anders Lassen dukker op adskillige gange, men hvor er broderen Frantz Lassen, der søgte til SOE (Special Operations Executive i England), blev optaget og senere kastet ned over Danmark, hvor han blandt andet fungerede som Flemming B. Muus’ øjne og øren?

Bogen har mange overraskende vinkler. Herunder et om det navnkundige regiment: ”The Buffs”. Man kunne nemlig ikke uden videre melde sig under regimentets faner. Hverken her eller i SOE var det uproblematisk. En ganske overraskende dimension, Jakob Sørensen her har fundet frem.

Til gengæld er afsnittet om piloterne alarmerende dårligt. Hovedlinjerne bliver trukket fint op. Men herefter virker det ganske lemfældigt, hvad forfatteren tager fat på. I forordet takker han Mikkel Plannthin. Denne har i årevis arbejdet med ”Danish WW2 Pilots” – og blandt andet udarbejdet en fremragende webside herom. Sammenholder man Plannthins undersøgelser med de fakta, Jakob Sørensen fremlægger, så forekommer noget at være rivende galt. Rent faktisk virker det, som om Jakob Sørensen i den grad har trådt så meget ved siden af i beskrivelsen af delemnet, at det må være med det yderste af neglene, ph.d.’en her er blevet hevet hjem. Læserne kan orientere sig nærmere på Plannthins hjemmeside.

Det er glimrende, at forfatteren ikke stopper den 5. maj, men går videre. For let var det ikke for krigsdeltagerne, da de glade befrielsesdage var forbi. I kapitlet ”Anerkendelse og erindringen” redegør Jakob Sørensen blandt andet for tildelingen af medaljer efter krigen. Hvem skulle have, hvad skulle der stå, og hvor var de, der skulle have dem?

Det er et noget mørkt kapitel i vores historie, det der med medaljer. Nyligen kunne man følge sejrsparaden i Moskva på TV. Det var ikke kun alderen, der nu for alvor tyngede veteranerne fra Den store Fædrelandskrig. Det gjorde i sandhed også antallet af medaljer. I Danmark har vi aldrig rigtig været gode til medaljer. 1864 er et grumt eksempel herpå. For slet ikke at tale om den 9. april. Her blev der kun uddelt medaljer til de faldne. De andre, der fortvivlet havde kæmpet mod overmagten, fik intet. Et grelt eksempel er her kanonstillingen i Haderslev. De to, der faldt, fik medaljerne. De tre der kæmpede sammen med dem, men overlevede, fik intet overhovedet.

Efter befrielsen var der talrige diskussioner om en medalje. Da den blev godkendt – den var i sølv med inskriptionen ”For deltagelse i allieret krigstjeneste 1940-45” – kom den pinlige diskussion om, hvem der skulle have den og hvem ikke. I alt blev der præget 3.050 medaljer – 905 blev uddelt, heraf 81 post mortem. Mange måtte faktisk selv melde sig for at få den.

Det er godt, at Jakob Sørensen har dette kapitel med. Ved statsmiddage og festlige sammenkomster i kongehuset lyder der en konstant raslen og klirren af medaljer. Ofte givet til folk der har været lysår fra noget som helst farligt. Her er det svært ikke at erindre sig Heibergs sublime tekst om ordener fra 1790.

Sammenfattende må det konstateres, at det har været en ganske udmærket idé at transformere en ph.d.-afhandling til en ”alment tilgængelig” fremstilling. Men ærgerligt at forfatteren har udeladt afsnittet, der omhandler problemstilling og videnskabelig metode. Billedmæssigt er der ikke så meget at råbe hurra for – ej heller registeret, hvorimod litteraturlisten er god, grundig og givende. Men bogen om danskere i krig har vi stadig til gode.