Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Kampen på havet / Christian Tortzen / 379 sider
Informations Forlag. ISBN 788775142712
Anmeldt 9/5 2011, 17:43 af Erik Ingemann Sørensen

De glemtes mæle


De glemtes mæle

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er scener i en film, der – trods deres stilhed – kan være så voldsomme, at man aldrig glemmer dem. En sådan findes i den danske spillefilm Støt står den danske sømand fra 1948. Filmens tema er de danske søfolks indsats i allieret tjeneste under Anden Verdenskrig. En dansk damper stopper på åbent hav og samler nogle overlevende op. Skibets gamle sømand, spillet eminent af Johannes Meyer, opdager, at den døde, de har med på redningsflåden, er hans eneste søn. Det skar så voldsomt, da man som ung så den – så brutalt blev smerten gengivet. I al sin stilhed.

Der er kommet en ganske betragtelig del danske film om modstandskampen i 1940-45. Men af seriøse kun denne ene. Blot tre år efter befrielsen. Siden er denne del af historien langsomt men sikkert gledet over i glemselen. Lysene i vinduerne den 4. maj – de, der stadig er der – tændes næppe for sømændene. Og i hovedstaden er det Mindelunden i Ryvangen og ikke mindeankeret i Nyhavn, der samler folk. Omkring 6.000 søfolk sejlede for de allierede. Af disse omkom ca. 1.000. I alt mistede over 2.000 danske søfolk livet under krigen – heriblandt en stor gruppe fiskere. Det er over alle disse, historikeren Christian Tortzen med bogen Kampen på havet – med undertitlen Danske søfolk under Anden Verdenskrig – nu har sat en mindesten.

”Der kommer ingen rimelig balance i Danmarks historie under Anden Verdenskrig, før søfolkenes indsats i de allieredes krigsførelse og for Danmarks omdømme ude i verden får sin velfortjente plads i denne historie”. Med denne skarpe og markante fanfare slutter Tortzen, der er vores største kender af den danske handelsflåde under Anden Verdenskrig, sin fremragende bog om perioden.

Ingen med interesse for denne periode – hvad enten det er som privatperson eller som underviser – kan komme uden om Kampen på havet. Det er et særdeles omfattende stofområde, der bliver presset ind på de 379 sider. Det har krævet et endog særdeles grundigt redaktionelt arbejde omkring hvor, hvornår og hvordan. Men det er udført aldeles fornemt. Knyttet sammen med en særdeles velskrevet fremstilling har det resulteret i noget, der uden megen tøven må karakteriseres som ”værket om den glemte krig”. Et værk, hvor læseren både får indblik i de overordnede begivenheder, men sandelig også i en lang række enkeltskæbner. Tragiske og lykkelige. Det er meget fornemt gået.

Forlægget for denne bog er forfatterens storværk Søfolk og skibe 1939-45, der udkom i årene 1981-85. Heraf udgjorde bind I og II tilsammen faktisk Christian Tortzens doktordisputats fra 1982. Et forlæg, der nu på mange områder er suppleret med nye iagttagelser, nye kilder, nye vinklinger. Et træk er gennemgående: forfatterens holden fast i, at historien skal ses fra neden. Derfor indleder han den også med det stærke Brecht-citat fra Barnekorstoget, der udkom i 1939: ”Hvem byggede Theben med de syv porte?” Hvori det blandt andet hedder: ”Filip af Spanien græd, da hans flåde var gået under. Græd ingen andre?”

De mange citater rundt om i Kampen på havet bringer svarene. Hvor smertelige de end er. De oplevelser, danske søfolk kom ud for, som for eksempel i havnen i Bari på Italiens østkyst i 1943, er ubeskriveligt modbydelige. De allierede var ikke meget for at indrømme, at en stor del af skibene var lastet med giftgasbomber (sennepsgas). Det stred nemlig mod konventionerne.

Det er en næsten ubærlig historie.

Christian Tortzen har givet bogen en særdeles logisk struktur. Årene 1940-1945 deles mellem ”Udeflåden” og ”Hjemmeflåden” – alt efter hvor man var den 9. april 1940 – og efter de valg, man traf på det enkelte skib. Og dem var der omkring 440 af i foråret 1940. For at sætte den store fortælling i et ganske udfordrende perspektiv har Tortzen valgt også at beskrive perioden før krigen og afsluttende efter krigen. Ufatteligt at sømændene – efter at have set døden i øjnene i fem år – i 1945 blev tvunget til at kæmpe helt forfra for at sikre deres rettigheder.

Mens rederne – efter de store fortjenester var gjort op – kunne læne sig tilbage og tage et ekstra dybt sug af den dyre cigar. ”Hvor har vi det godt – og hvor har vi fortjent det”, for nu at citere den største danske skibsreder af dem alle.

Bogen er i den grad gennemillustreret – så billedsiden er et helt kapitel for sig selv. Vel vidende at det anvendte papir – ganske almindeligt papir – ikke kan yde billederne fuld retfærdighed, har forlaget alligevel valgt at lade bogen myldre med billeder, der både supplerer, uddyber og perspektiverer teksten. Det er rigtig godt gået. Dog skal der ankes over, at man ikke vedrørende data er gennemført konsekvente i billedteksterne. Det er lidt ærgerligt.

Litteraturliste og noteapparat er godt lavet. Og tidsoversigten over perioden delt op i henholdsvis Verden på venstresiden og Danmark i samme periode på højresiden er rigtig godt set.

Afsluttende fik anmelderen lyst til at se på, hvordan erindringsstederne i forbindelse med søfolkenes indsats tager sig ud i det moderne Danmark. Her er det primært mindeankeret i Nyhavn, der springer i øjnene. Hovedværket i denne sammenhæng er naturligvis Inge Adriansens pragtværk Erindringssteder i Danmark. Dette dybdeborende værk, suppleret med to bind på over 2.000 sider, løfter stort set hver en flig af erindringsstederne rundt om i landet. Det blev til et rystende møde med den postmoderne verden. Hvert år er der andagter ved dette mindesmærke over de godt 1.600 kendte søfolk, der omkom under krigen. Inge Adriansen har svært ved at opfatte det som et begivenhedssted og noterer, at det derfor heller ikke helt er ”et sakralt sted”. Og så kommer hendes rystende og utroligt ubehagelige kommentar: ”Dette kom klart til udtryk i 2002, hvor den danske latterklub valgte at afholde et medlemsmøde den 4. maj med et kvarters ”befriende latter” ved mindeankeret”.

Inge Adriansen stiller ganske stilfærdigt spørgsmålstegn ved, hvordan en sådan ”happening” ville være blevet modtaget i Mindelunden i Ryvangen. Undertegnede tænker ydmygt og stilfærdigt på de danske søfolk, der omkom efter et tysk luftbombardement mod havnen i Bari i 1943. De heldige døde omgående. Andre måtte i uger og måneder lide helt, helt ufatteligt – end ikke morfin kunne lindre smerterne – før døden kom på det udfriende besøg.

Man kan til nøds forstå, at glemslen sænker sig over et sted.
Men latteren?

316
Forrige anmeldelse
« Læring med levende billeder «
Næste anmeldelse
» For Danmarks ære »