Som medieinteresseret og muligvis især som underviser på de gymnasiale uddannelser, hvor mediedelen af mange fag i de senere år er blevet opprioriteret, er bogen Læring med levende billeder en kærkommen udgivelse, både som konkret inspiration til de, der i forvejen er velbevandrede i medieverdenen men måske især til de, der indimellem synes det kan forekomme ganske uoverskueligt at leve op til disse mediekrav i undervisningen.

Bogen er både overskuelig, velstruktureret og efterredigeret i en sådan grad, at de forskellige afsnit kommenterer på hverandre så der undgås de overlap, som man mange gange oplever i denne type af antologier. Dertil kommer at bogen til sidst er forsynet med et minileksikon, der forklarer nogle af de mest centrale begreber for de der måske ikke normalt benytter disse. Et egentligt stikordsregister findes ikke, men til gengæld er indholdsfortegnelsen og de enkelte kapitler så tilpas velorganiserede, at man efter endt læsning ikke har svært ved at orientere sig i bogen.

Bogen er primært fokuseret på film og tv-mediet, men der er også givet plads til et enkelt kapitel om animationsfilm og computerspil. For de læsere der er interesseret i en kortfattet og let tilgængelig indførsel i de nyeste filmanalyseteorier, især de neoformalistiske med udgangspunkt i Bordwell & Thompsons synspunkter, er kapitel 3 uundværligt. Det er indslag som disse der forhåbentligt vil få (dansk-) lærere til ikke blindt blot at kaste sig over endnu en (freudiansk?) indholdslæsning af givne værker, men i stedet forsøge også at se på filmens æststiske og filmsproglige kvaliteter, for det er velsagtens det som er en af ideerne bag den øgede fokus på medier i undervisningen.

Det er dog forkert at fremhæve et enkelt kapitel frem for de andre, for der er masser af stof at komme efter i de andre kapitler. Hvad enten det er Stig Hjarvards, Ole Christensen og Birgitte Tuftes tankevækkende indlæg om de nye medier og den skævvridning, der eksisterer mellem den mediekultur som omgiver os til dagligt, som unge forbruger og så den ”kultur” undervisning der tilbydes – hvor analyse af tekster i traditionel forstand stadig er kongen.

Der skydes også med skarpt i Martin Brandt-Pedersens artikel Filmfagligheden der blev væk og i Henrik Poulsens Levende billeder i undervisningen gives der en række praktiske tiltag til hvordan man som underviser langt mere bevidst kan gøre brug af nye medieformer i undervisningssituationen.

Bogens svageste punkt er afsnittet om computerspillene, der i denne anmelders øjne fortjener langt mere opmærksomhed og detalje end det er tilfældet her. Ideen med endnu engang at hive Myst op af hatten er lidt ligesom de der insisterer på kun at ville tale om film fra før 1980. Her savner man i den grad større bredde og dybde i forhold til dette nye medie. Kapitlet er naturligvis kun tænkt som en kort indføring i spillenes verden, men enten burde man have krævet flere sider til dette interessante, emergerende felt, eller også burde man måske have undladt at medtage det.

Bogen giver andetsteds også helt praktiske ideer som underviseren kan bruge i det daglige arbejde. Nuvel, man kan ikke med denne bog i hånden begynde at benytte A/V-udstyr hvis man aldrig har haft sådanne ting i hånden, men rent didaktisk foreslår bogen, at eleverne kan opnå en meget større forståelse for analysen af levende billeder hvis de selv får muligheden for at producere film, hvad enten de er i animeret eller i realfilmsform. Noget som medielærere har påstået og praktiseret gennem en årrække.

Bogen præsenterer de allervigtigste og mest basale begreber, teorier og figurer, som man kan benytte i forbindelse med omgang med de nye medier og så maner den også en række af de myter der eksisterer omkring eksempelvis de unges nærmest instinktive evner til at forstå billedmedierne i jorden – for som der skrives, en ting er at kunne benytte de forskellige teknologiplatforme der eksisterer, en helt anden ting er at forholde sig kritisk til det man ser. Læring med levende billeder ender derfor med at være en ganske alsidig bog, der på trods af at den ikke går i dybden med alt sit stof, både kan benyttes som inspiration, som debatoplæg og som grundbog, hvis man vil holde et kursus for sine kollegaer i medierelaterede emner.