”Besættelsestiden er et overflødighedshorn af historier. Dramatiske, tragiske, opløftende og komiske historier. Historier med et så fantastisk islæt, og med en så ufattelig gru, at fiktionens verden kommer til kort. Fortællinger, som lærer os noget om mennesket på godt og ondt. Derfor fascineres vi fortsat af ”de fem onde år””. Sådan hedder det indledningsvist hos historikeren Dino Knudsen i hans store bog – med undertitlen Danskerne beretter om hverdag og krig 1940-45 – om danskernes fortælling. Det er en mursten – en munkestenstyk bog, der alligevel ikke forekommer en eneste side for lang. Og det skal der faktisk meget til.

Dino Knudsen har gennem flere år støvsuget arkiver, breve, dagbøger og massevis af anden litteratur i sin jagt på fortællingen om tiden gengivet af de mennesker, der rent faktisk stod midt i historien: soldaten, skoleeleven, husmoren, jøden, SS-soldaten, modstandsmanden. Mange gange undervejs har forfatteren måttet foretage fravalg – hvilket siger ikke så lidt om, hvor meget denne periode fylder i vores bevidsthed. Men. Tiden løber langsomt ud for periodens aktører. De fleste er døde – og ham eller hende, der som 10-årig oplevede befrielsen i 1945, er i dag 76. Denne bog fastholder de skriftlige erindringer, der fortæller noget om: wie es eigentlich war.

Litteraturen om perioden, der måske er den mest velbeskrevne i vor lange historie, er enorm. Der er erindringerne, som Jørgen Røjls, der er beskrivelserne som Claus Bundgård Christensens, der er de videnskabelige dybdeboringer som Dennis Larsens, der er de skønlitterære værker som Ole Juuls, der er spillefilmene som Ole Christian Madsens. Og så kommer disse 869 sider pludselig dumpende som en markant fornyelse – en markant vinkling på perioden. Det er det narrative element, der bærer det hele. Ikke et eneste foto er der. I første omgang undrede jeg mig lidt over, hvorfor denne oplagte mulighed ikke var blevet benyttet. Men forlagschef Michael Haase satte hurtigt det hele i relief: Bogen skal ene og alene bæres af fortællingerne – de må så til gengæld gerne starte den indre film. Det fik omgående enhver tvivl til at falde bort. De ville give flimmer midt i det narrative univers. Fornemt og rigtigt set.

Rent tematisk kan der jo være mange måder at gribe en så omfattende opgave an på. Dino Knudsen har valgt den kronologiske fremgangsmåde, så besættelsestiden så at sige opleves uge for uge – langsomt udspiller sig i en myriade af facetter. Er læseren interesseret i en eller anden form for tematik – sabotage, likvideringer og lignende, er der hjælp at hente sidst i bogen, hvor Dino Knudsen har gjort sig den ulejlighed at anbringe en emneoversigt, så den enkelte læser kan anvende bogen mere målrettet. I øvrigt er der afsluttende ikke alene en fremragende kildeoversigt, der er en stor hjælp for de af læserne, som er blevet inspireret til at søge videre, for der er også et godt personregister omhandlende såvel de personer, der omtales, som navnene på de forskellige øjenvidner (sat med kursiv). Det er så glimrende, som det kan være.

Skal man endelig sætte fingeren et sted, så må det være på de små manchetter, der findes som indledning til den enkelte kilde. Det havde været rigtig godt, om der, hvor det lod sig gøre, lidt mere konsekvent var anført alderen på beretteren. I oplevelsesøjeblikket. Hvor gammel var han/hun, da oplevelsen fandt sted. Et eksempel: modstandsmanden Hans Edvard Teglers deltager 15. juni i likvideringen af den medicinstuderende stikker Fritz Køppe ved Sankt Hans Torv i København. Det er en meget stærk og dramatisk fortælling, der slutter med ordene: ”Jeg samler Køppes pistol op, afsikrer den, og tømmer magasinet i brystet på stikkeren. Skuddene hamrer ubønhørlig”. Forinden havde Teglers ramt stikkeren med sin egen revolver 4 gange. Han har altså skudt løs i stikkeren med omkring 10 til 15 skud.

Hans Edvard Teglers var på dette tidspunkt kun 19 år. Den lille betragtning sætter unægtelig fortællingen i et helt specielt perspektiv. Tillad mig i denne forbindelse lige at komme med en ikke tidligere gengivet beretning fra en af Køppes medstuderende, der var særdeles aktiv inden for modstandsbevægelsen. De fik dagen efter likvideringen at vide, at liget af Køppe lå på Retsmedicinsk Institut. Her smuttede de medicinstuderende hurtigt hen og fornøjede sig såre over synet af den døde stikker. Bizart – ja. Som så meget andet under besættelsen.

Myriaderne af beretninger er en sand guldgrube, der er både fascinerende og frastødende på samme tid. Humoristiske og dybt tragiske. Som når en 15-årig pige beretter om kornkaffe og rødspættesko. Eller den unge modstandsmand Hugo Horwitz, der havde mere end rigeligt at se til den 5. maj. På et tidspunkt er han på Kongens Nytorv i København. Folk sad på terrassen uden for hotel d’Angleterre, mens der på samme tid blev skudt heftigt på pladsen. ”Men folk på terrassen nød skyderiet som akkompagnement til de varme retter og den bedre vin, som nu blev hentet frem”. Det er en rablende komisk beretning midt i alvoren.

Og så det gribende brev fra den unge sabotør, Kim Malthe-Bruun, der i en alder af kun 22 år, 29 dage før befrielsen, skriver til sin kæreste og fortæller, at han skal henrettes næste morgen. Og puster al sin livsånd ind i hende, så hun kan komme videre med sit liv. Det er måske danmarkshistoriens stærkeste og mest følsomme dokument, der her gengives. Og selv om man har læst det, igen og igen, så sidder klumpen tilbage i halsen. ”Løft hovedet, du mit hjertes allerdybeste kerne, løft og se, havet er blåt endnu, det hav, som jeg elskede, som har indhyllet os begge. Lev du nu for os begge”.
Ja.

Det er et utroligt stykke researcharbejde, der ligger bag denne fremragende bog. Gang på gang har Dino Knudsen måttet foretage et valg: skal det med eller skal det udgå? Disse valg er forfatteren kommet igennem på en meget fin måde – de forekommer som værende helt rigtige. Og for den historieløse generation, der er vokset op i det morads, der er så kendetegnende for dagens folkeskole og tilsvarende gymnasieskole, ja, der er der nu en hel ny verden, der åbner sig. Der skal lyde en meget stor og varm tak til Dino Knudsen for hans utrolige indsats. Det er intet mindre end en fornem stele over de fem forbandede år, han har rejst.

”Det forsømte forår” nærmer sig – eller for nu at blive i besættelsestidens sprogbrug: ”Foråret så sagte kommer”. Pludselig står de der, studenterne. På spring ud i livet. Skal de have en gave med på den lange vandring, ja, så kan de givet ikke få noget smukkere og bedre end denne bog.