At den formidlede virkelighed ikke er virkelighed er ingen nyhed – selvom det ofte handler om nyheder. Det er blevet formuleret gentagende gange, men sjældent er det formuleret så gennemslagskraftigt og debatsøgende, som da Jean Baudrillard sagde, at golfkrigen aldrig havde fundet sted. Der var selvfølgelig flere grunde til det, men vigtigst af alt refererede han til selve medieringen af krigen, idet han mente, at krigen var medieskabt (desuden mente han, at der kunne sættes spørgsmålstegn ved begrebet krig i denne sammenhæng, når USA mistede færre soldater, end de mister indbyggere i trafikdrab om året).

Igen engang er tanken, at virkeligheden er iscenesat, blevet videregivet – denne gang i en bog, der sågar bærer det i selve titlen, nemlig Den iscenesatte virkelighed. Men det centrale – og vigtige – i denne sammenhæng er, at det er et budskab, der videreformidles til ”dansk- undervisningen på gymnasiet og hf, men vil også kunne indgå i undervisningen i mediefag” (s. 5). Derfor er bogen også helt basal i sin introduktion af problemstillingen, men i sin banalitet er den også sund som et hurtigt præambel til enhver, der interesserer sig for medieret virkelighed. Det vigtige aspekt er således, at dette – nærmest besværligt filosofiske – spørgsmål er sat i scene til helt unge, der netop flere gange er blevet opfattet som særligt ukritiske mediebrugere.

Dermed handler bogen om såvel skildringen af men også fremstillingen af virkeligheden. Vi træder på sin vis helt tilbage til det aristoteliske begreb om mimesis (uden at dette nævnes), der netop visse steder benævnes som fremstilling mere end realitetseffekt. Sammen med denne afklaring af medierne som fremstilling af virkeligheden, giver bogen en grundlæggende introduktion til selve analysen af tv-programmer, som især handler om nyhederne og dokumentargenren. Begge programtyper skitseres – gennem en redegørelse for de nødvendige grundbegreber – medvirkende til at skabe virkeligheden på forskellige måder – og det er faktisk helt uden, at det kommer til at lyde kryptisk og svært tilgængeligt. Bogen kan dog i nogen sammenhænge kritiseres for en række forenklinger, men det er jo netop bogens mål at forenkle komplekse spørgsmål i simplere vendinger, så det vil være lidt uhensigtsmæssige kritikpunkter at hive frem.

Behandlingen af nyhedsmedierne tager udgangspunkt i DR og TV-2 – dvs. hhv. TV-Avisen og Nyhederne – hvorved bogen samtidig får mulighed for at indføre nogle hurtige historiske skitser, der forklarer forskellen på de to tv-stationernes mediedækning. Her får vi nogle udmærkede betragtninger af de forskellige aspekter, hvor specielt klarheden i begrebsbrugen står stærkt – der er med bogen videregivet et sammentømret vokabular til brug i selve analysen, af hvilken grund det også kunne være gavnligt for studerende på højere niveauer at gennemlæse Den iscenesatte virkelighed (de nystartede universitetsstuderende kunne, fordi bogen ikke er længere, her få en samlet forståelse af nyheder og dokumentar på en lille eftermiddag).

Men – for der er et lille men – når bogen nu er så klar og gennemført forståelig, er det en skam, at den i forbindelse med samspillet mellem billeder og lyd begynder at jonglere med begreber som ”tekstens funktion”, ”polysemiske udsagn” og ”denotationer og konnotationer”. På den måde skriver bogens forfattere sig ind i en semiologisk sammenhæng, der er bogens intenderede læsere helt uvedkommende. Det er i sig selv kritisk at begynde at kalde alle nyhedsmedier for ’tekster’ (hvilket et uberørt kompleks i denne sammenhæng), men selvom polysemisk er oversat til flertydig (en i øvrigt noget søgt oversættelse), denotation til grundbetydning og konnotationer til medbetydning, så højnes abstraktionsniveauet her pludselig betragteligt. Flertydig, grundbetydning og merbetydning ville som begreber have været fuldt tilstrækkeligt.

Særligt behandlingen af dokumentargenren står stærkt, også i forhold til nævnte behandling af nyhederne, og her får vi – selv den trænede analytiker – en virkelig god gennemgang af dokumentargenrens grundformer og mange facetter. Forholdet til reality-tv – som selvstændig undergruppe til observerende og dybdeborende journalistik – er desuden medtaget, og her gives endnu en overraskende klar indføring, der vil kunne bruges i mangen en situation. Anne Jerslevs forskning inden for samme er krediteret, og Jerslevs udmærkede pædagogiske vinkel anes da også i de skildringer, som Den iscenesatte virkelighed giver af disse lettere komplekse spørgsmål.

Det er ikke let at forklare, hvordan nyheds- og virkelighedsformidling er iscenesat og medvirkende til at danne et kulturelt billede, men bogen slipper faktisk af sted med at snakke om, at ”virkeligheden bliver hyperreel” (s. 88), og at reality-programmer ”iscenesætter autencitet, nærhed og live-ness”” (s. 72), uden at det bliver hverken underligt eller påfaldende. Den iscenesatte virkelighed fremstår pludselig – mindre iscenesat.