Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Den spørgende lærer / Astrid Kilt og Per Havgaard / 190 sider
Hans Reitzels Forlag. ISBN 9-788741-254173
Anmeldt 7/2 2011, 20:55 af Birgitte Amalie Thorn

Spørge-Jørgen med teorien i orden


Spørge-Jørgen med teorien i orden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Inden for undervisningsverdenen kommer der løbende nye bud på den bedste tilgang til det at undervise børn og unge. Et af de seneste skud på stammen er Den spørgende lærer – en forholdsvis lille bog, som har både en hjemmeside og mulighed for kursus i bogens teori i ryggen. Forfatterne har papirerne i orden, om man så må sige: Astrid Kilt er uddannet lærer og cand.mag. i Læring og forandringsprocesser, og Per Havgaard er uddannet lærer og var en af mændene bag den meget omtalte tv-serie Plan B, som satte unges problemer med at lære og bestemte læringsstile i fokus. Begge har gennem længere tid testet og finpudset metoden ’Den spørgende hånd’, som er kernen i forfatternes ide om den spørgende lærer.

Den spørgende hånd er en model til undervisning, der – som hjælp for hukommelsen – er inddelt i ’fingre’ som på en hånd: Tommelfingeren står for Kontrakt; her laver man som lærer en kontrakt med sine elever før begyndelsen af ethvert undervisningsforløb. Pegefingeren står for Udforskning af mål; her aftaler og afklarer man i fællesskab, hvad man sigter efter. Langfingeren symboliserer Undersøgelse af situationen; her skal læreren udforske relationer, forhindringer og motivation nærmere. Ringfingeren står for Handling; her er tiden kommet for at kaste sig ud i den aktive proces mod målet. Endelig står lillefingeren for Evaluering/Refleksion; her rundes der af, og man evaluerer forløbet i fællesskab. Hele metoden er spørgsmålsorienteret, og bogen disker op mod talrige eksempler på konkrete eksempler, man som lærer kan stille sig selv og sine elever undervejs.

Ifølge forfatterne kan metoden også anvendes på områder som teamsamarbejde med kolleger, dialog med skolens ledelse og forældreinteraktion. Også til disse områder gives der eksempler på konkrete spørgsmål, man kan stille hinanden for at optimere samarbejde og udvikling. Især lægges der vægt på, at man som lærer skal øve sig i at ’blive i sine egne sko’. Dette involverer blandt andet, at man skal prøve at lægge sin forforståelse af elever eller kolleger til side, selv når man har kendt dem i mange år.

Målgruppen for Den spørgende lærer er folkeskolelærere, og eksemplerne i bogen er da også bygget omkring cases med titler som ’Matematik i 4. klasse’, hvilket i hvert fald gør, at undertegnede, der er gymnasielærer, ikke finder den specielt brugbar. Man kan også spekulere på, om den noget idealistiske – men meget velmente – tankegang er lige realiserbar i alle folkeskoleklasser.

Det teoretiske fundament er righoldigt – måske lidt for righoldigt. Læseren bliver både ført med omkring Sokrates, Immanuel Kant og den danske filosof Ole Fogh Kirkeby, ligesom diverse coachingtyper og socialkonstruktivisme også rundes. Det er selvfølgelig en smagssag, hvor meget man er til teori, men det ændrer dog ikke ved, at selve grundideen om, at en spørgende tilgang kan fremme læring og forståelse, er spændende og ganske givet inde på noget af det rigtige. Det skal retfærdighedsvist også siges, at de to forfattere understreger, at den enkelte lærer skal tilpasse metoden til netop sin egen undervisningsstil, ligesom man opfordres til blot at plukke det ud, der giver mening for en og for det enkelte undervisningsforløb.

Om ikke andet kan man måske betragte ideen om den spørgende lærer og ditto hånd som et alternativ til et af de seneste buzzwords inden for undervisningsverdenen, cooperative learning?

Er man interesseret i at vide mere, kan man – udover at læse bogen – også kigge nærmere på hjemmesiden, hvor man blandt andet kan se videoklip, og samme sted kan man kontakte forfatterne og tilmelde sig kurser i metoden.

Forrige anmeldelse
« Voksnes læreprocesser «
Næste anmeldelse
» Når sløret revner »