Med ændringerne i samfundet ændrer kravet, behovet og efterspørgslen efter kvalifikationer og kompetencer sig også. Det er ikke længere sådan, at det forløb, hvor man lærer noget, er en afgrænset periode, der stopper, når man træder ind i de voksnes rækker. Man må lære noget hele tiden, så man kan forblive attraktiv – eller blot udfylde sin (arbejds)plads.

I de sidste mange år har der derfor også været opmærksomhed på det, man kalder ’livslang læring’. Betegnelsen har haft mindst to forskellige betydninger, hvor vægten er blevet forskudt fra det ene til det andet. ’Livslang læring’ er et demokratisk udtryk for det vigtige i, at de fleste tilegner sig almene kvalifikationer, som en del af en selvudvikling og selvrealisering. Den anden betydning lægger derimod vægten på, at det er vigtigt, at arbejdsstyrkens kvalifikationer tilpasser sig de behov, der opstår som resultater af samfundsmæssige ændringer: globalisering, teknologisk udvikling, globaliseret arbejdsdeling, osv.

Men hvordan lærer voksne? De fleste uddannelser, der har undervisning for øje, er rettet mod børne- og ungdomsuddannelserne, mens der ikke findes en egentlig ’voksenunderviser-uddannelse’. Og er forskellen overhovedet så stor mellem, hvordan børn og unge på den ene side og voksne på den anden lærer.

Ja, det er der – og det kan man læse en hel del om i Bjarne Wahlgrens gode, oversigtelige og nyttige bog Voksnes læreprocesser med undertitlen Kompetenceudvikling i uddannelse og arbejde. Wahlgrens mål med bogen er at skabe et overblik over centrale forhold for voksnes læring og undervisning for voksne.

Bogen er en diskuterende fremlæggelse af andres arbejde krydret med eksempler fra mange af forfatterens erfaringer i arbejdet med undervisning af voksne. Tilgangen er pragmatisk i den betydning, at Wahlgren meget fokuserer på, hvad der virker – og i langt mindre grad er interesseret i de læringsteorier, der er ’hotte’ på forskellige tidspunkter. Ideen om situativ læring afvises eksempelvis, men kun som en dækkende teori. Visse elementer kan imidlertid bruges som en del af fremstillingen af kontekstens afgørende betydning for et vellykket undervisningsforløb.

Bogen er logisk bygget op, så man føres ind i forskellige temaer inden for voksenpædagogikken. Får præsenteret og diskuteret nogle teorier, der har afsat sig betydning. Dette efterfølges så af inddragelse af en række konkrete eksempler.

En af de største forskelle mellem børns og voksnes læring består i, hvordan man motiverer til læring. Børns motivationer er i høj grad bestemt af den måde, vi definerer barnerollen på. Så skole og modtagelse af undervisning er en del af rollen som barn. Voksne definerer derimod mere deres rolle i forhold til de relationer, de indgår i forhold til job og familie. Dette gør arbejdet med motivation til en langt større udfordring i det voksenpædagogiske arbejde.

Wahlgren kommer også ind på det intrikate forhold, der består mellem undervisning og anvendelse – altså hele kompetenceaspektet og diskussionen om, hvor vidt man kan flytte noget lært fra én kontekst til en anden. Også i dette spørgsmål er Wahlgren meget pragmatisk, og han afviser de teorier, som enten ikke ser problemer med overflytning af viden mellem domæner eller som modsat hævder, at der principielt ikke kan overføres viden mellem felter, da viden er situativt bestemt.

Wahlgren lægger vægt på, at man kan indarbejde selv overføringsproblemet i undervisningssammenhæng, og modsat at man på arbejdspladsen skal være opmærksom på overføringsproblemet i forhold til, hvordan man integrerer og arbejder med ny viden og nye kompetencer, som føres ind på arbejdspladsen gennem medarbejdernes deltagelse i undervisning uden for arbejdspladsen.

Voksnes læreprocesser er en bog, der giver et godt overblik over de problemstillinger, der findes inden for voksenpædagogikken. Den vil også være en stor hjælp for alle, der selv underviser voksne. Den eneste anke er, at Wahlgren ikke skelner mellem læring og undervisning, men lade kategorierne være synonyme.