Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Moskva 1941 / Leningrad – under belejring / Rodric Braithwaite / Michael Jones / 364 sider / 391 sider
Gads Forlag / Borgens Forlag. ISBN 978-87-12-04436-9 / 978-87-21-03292-0
Anmeldt 1/1 2011, 17:03 af Torben Haugaard Jensen

Livet på Østfronten


Livet på Østfronten

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

2. Verdenskrig bliver ved med at være et varmt historisk emne. Rodric Braithwaites Moskva 1941 og Michael Jones’ Leningrad – under belejring giver et glimrende indblik i krigens gang på Østfronten og dens følger for indbyggerne i Sovjetunionen.

Operation Barbarossa
22. juni 1941 er en skæbnedag i russisk historie. På denne dato iværksatte Hitler Operation Barbarossa, krigen mod Sovjetunionen. I Hitlers optik var denne krig en absolut nødvendighed for det tyske folks overlevelse, og han regnede med at kunne vinde den i løbet af få uger. Operation Barbarossa blev begyndelsen til enden på det aggressivt ekspanderende Tysklands territoriale ambitioner under 2. Verdenskrig, men i starten havde tyskerne klart overtaget, og det sendte chokbølger gennem det sovjetiske samfund.

Stalin taget på sengen
Sovjetunionen var ikke uvant med krigerisk indgriben udefra; mellem 1918 og 1939 blev landet angrebet af amerikanerne, franskmændene, briterne, polakkerne, kineserne og japanerne. Stalin vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden også Nazityskland angreb Sovjetunionen. Ikke-angrebspagten mellem de to diktaturstater, som blev indgået i 1939, var Stalins forsøg på at købe sig tid til at få sin hær op at stå. Alligevel var det sovjetiske regime aldeles uforberedt, da Hitlers angreb kom. Stalins omfattende udrensning af tusinder af officerer i Den Røde Hær inden krigen betød, at hæren var betydeligt svækket og ineffektiv, da tyskerne angreb. Desuden havde Stalin ignoreret adskillige efterretninger om, at et angreb var forestående, og valgt at tolke den tyske mobilisering langs den sovjetiske grænse som et forsøg på at presse Sovjetunionen til økonomiske eller politiske indrømmelser. Disse fejlvurderinger skulle få katastrofale menneskelige omkostninger for Sovjetunionen, ikke mindst i Moskva og Leningrad.

Slaget om Moskva
Rodric Braithwaites Moskva 1941 giver et glimrende indblik i Slaget om den sovjetiske hovedstad og optakten til det. Målt på antallet af berørte mennesker var Slaget om Moskva, som stod på fra 30. september til 5. december 1941, det største under 2. Verdenskrig. Mere end syv mio. officerer og menige deltog på begge sider, og slaget blev udkæmpet over et område på størrelse med Frankrig. Sovjetunionen mistede 926.000 soldater, hvilket var et større tab end de samlede britiske og amerikanske tab under hele 2. Verdenskrig. De høje sovjetiske tabstal var ikke bare et resultat af den effektive tyske krigsindsats, men også af tåbelig sovjetisk krigstaktik og kynisme internt i Den Røde Hær, fx hændte det, at en hel bataljon sovjetiske soldater blev benyttet som levende mineryddere.

Befolkningen spændt for krigsvognen
Moskva 1941 handler i høj grad om de mennesker, som levede, arbejdede og holdt stand i byen under det tyske angreb på hovedstaden. Stalin og hans håndlangere formåede på hensynsløs vis at engagere det sovjetiske folk, mænd som kvinder, i enhver gren af krigsindsatsen ved hjælp af tvang og bevidste appeller til befolkningens dybe fædrelandskærlighed. Tyskerne havde ikke regnet med, at sovjetborgerne ville støtte deres forhadte regime i Kreml, når krigen brød ud. Braithwaite giver en glimrende analyse af, hvorfor det i sidste ende alligevel var tilfældet. Bogen udmærker sig desuden ved et længere afsnit om Moskvas historie fra byens grundlæggelse i 1100-tallet og frem til i dag.

Hungersnød som krigsvåben
Militærhistorikeren Michael Jones’ bog tager fat på konsekvenser for indbyggerne i Leningrad under tyskernes belejring af byen fra september 1941 til januar 1944. Leningrad, der var opkaldt efter Sovjetunionens grundlægger, Vladimir Iljitj Lenin, havde stor symbolsk betydning for Stalin og hans regime, i hvis mytologi byen var arnestedet for den bolsjevikiske revolution i 1917. Desuden var byen centrum for landets sværindustri. For Hitler havde Leningrad både økonomisk, militær og symbolsk betydning, og angrebet på byen havde derfor topprioritet under hans krig mod Sovjetunionen. Tyskernes taktik var en statisk opslidningskrig: Leningrad skulle udsultes og bombes systematisk, og først derefter skulle den erobres.

Sovjetborgernes egne beretninger
Leningrad – under belejring er baseret på Sovjetborgernes egne beretninger, ikke på de officielle sovjetiske beretninger fra perioden, som mestendels antager karakter af propaganda. Bogen rummer masser af uddrag fra civile borgeres dagbøger, og som læser får man et indgående indblik i deres tanker og oplevelser under belejringen. Hovedvægten er lagt på perioden, hvor forholdene i Leningrad var værst, dvs. fra midt i december 1941 til midten af marts 1942. I løbet af belejringen blev Leningrad isoleret fra resten af Sovjetunionen, fødevareforsyningen blev mindre og mindre, og folk døde af sult i tusindtal. Indbyggernes hidtidige tilværelse stod over for en total opløsning, og bogen skildrer på skræmmende vis deres undergang, men også deres tapperhed og viljestyrke.

Kampen for menneskelighed
Under belejringen udviklede der sig blandt indbyggerne en kamp for at bibeholde deres menneskelighed. Nogle borgere forsøgte at opretholde en nogenlunde normal tilværelse ved fx at blive ved med at gøre deres daglige gerninger. Især kulturlivet blev et mentalt redningsbælte. Leningrad havde altid været en kulturby, og trods manglen på ressourcer gik nogle borgere stadig på udstillinger og til koncerter. Det er imponerende at læse om den ufattelige viljestyrke, som byens indbyggere udviste i den hårde tid, hvor hverdagslivet blev indskrænket, gaderne var fyldt med lig, dele af byen brændte, og kannibalisme var et almindeligt fænomen. Det var denne viljestyrke, som i sidste ende frelste byen. Samtidig græmmes man som læser ved at skildringerne af byens partitop, som sørgede godt for sig selv under belejringen og brugte masser af administrativt krudt på at overvåge befolkningen i stedet for at forbedre den generelle fødevaresituation.

70-året for angrebet
Næste år er det 70 år siden, Tyskland angreb det daværende Sovjetunionen. Hvis man gerne vil have indsigt i, hvordan Østfrontkrigen forløb i al dens gru og rædsel, er Moskva 1941 og Leningrad – under belejring gode at få forstand af. Begge bøger er skrevet, så både lægfolk og eksperter kan være med.

295
Forrige anmeldelse
« Vitalitetsformer – Dynamiske ... «
Næste anmeldelse
» Fra Fatwa til Jihad »