Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Vitalitetsformer – Dynamiske oplevelser i psykologi, kunst, psykoterapi og udvikling. / Daniel Stern / 191 sider
Hans Reitzles Forlag. ISBN 9788741253756
Anmeldt 19/12 2010, 10:20 af Lars Ole Bonde

Banebrydende bog om følelsen af at være levende


Banebrydende bog om følelsen af at være levende

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Daniel Stern er en af nutidens bedst kendte psykologer. Hans bøger er oversat til mange sprog, og hans teorier og forskningsresultater anvendes inden for mange forskellige fagområder (også inden for musikterapi, som er denne anmelders felt). Sterns voksende relevans og popularitet afspejler sig i den hastighed, hvormed hans bøger oversættes til dansk. Der gik en del år, før vi fik en dansk version af hans tidlige hovedværk: Barnets interpersonelle univers – Et psykoanalytisk og udviklingspsykologisk perspektiv. Bogen udkom på engelsk i 1985, på dansk i 1991 (ny udgave i 2000, et år efter den engelske revision). Moderskabskonstellationen kom på dansk i 1997, to år efter originalen. Men i det seneste årti er det gået hurtigere og hurtigere, og den seneste oversættelse udkommer få måneder efter, at Oxford University Press udsendte originalen Forms of vitality.

I omfang er det ikke nogen stor bog – ca.165 sider plus det løse. Men jeg tør godt spå, at den kvalitativt vil få meget stor indflydelse på de kommende års debat om forholdet mellem biologi, psykologi, pædagogik, kunst og psykoterapi. Bogen omhandler nemlig nogle helt fundamentale menneskelige forhold. Man kunne fristes til at tale om de grundstoffer, som menneskelig selvfornemmelse og kommunikation er sammensat af, og som vi – ofte i intensiveret form – genkender og spejler os i gennem de forskellige kunstneriske udtryksformer. Vi bedømmer dagligt vore medmennesker og os selv som mere eller mindre ’vitale’, og denne bedømmelse er baseret på vores medfødte evne til at afkode minimale forandringer i interpersonelle relationer: ”kraften, hastigheden og forløbet af en håndbevægelse, timingen og betoningen af en udtalt sætning eller et enkelt ord, den måde, man lyser op i et smil på…” (s. 12) osv.

Stern kalder fænomenet ”dynamiske vitalitetsformer” – vitalitetsdynamik. Han har tidligere brugt andre begreber, bl.a. ”vitalitetsaffekter”, ”temporale (følelses)former”, ”vitalitetskonturer” og ”protonarrative enheder”, og denne begrebsudvikling diskuteres og sættes fint på plads i den nye bog, som således også indeholder et svar på den kritik, de danske psykologer Køppe, Harder & Væver har fremført i tidsskriftet International forum of psychoanalysis (2008). De spørger, om de skiftende begreber afspejler en ændret forståelse af fænomenerne. Stern svarer både ja og nej: ”Som jeg ser det, har der ikke så meget været tale om en begrebsmæssig bevægelse som om en ny betoning af forskellige begrebskontekster. I denne bog samler jeg alle disse betegnelser under den mere omfattende betegnelse ”dynamiske vitalitetsformer”. Dette føjer ”kraft”, ”bevægelse”, ”rum”, ”retningsbestemthed” og ”liv” til de tidligere diskussioner af tid og intensitet.” (s.25)

Stern gør det klart, at vitalitetsformerne ikke er dækket tilstrækkeligt ind i eksisterende psykologisk teori, ja han mener faktisk, at det er et særligt fagområde, som han hermed giver den første samlede fremstilling af. Bogen er derfor bygget systematisk op. De første fire kapitler giver en basal introduktion til begrebet og dets psykologiske, adfærdsvidenskabelige og neurovidenskabelige grundlag. Kap 5 gør rede for de såkaldte ”Arousal-systemer” – de dele (seks forskellige delsystemer) af det autonome nervesystem, som sørger for at forsyne menneskets (oplevelse af sine) fysiske og mentale handlinger med den fornødne energi eller ”kraft” – og Stern illustrerer deres virkemåder og betydning med eksempler på vitalitetsformer inden for musik, dans, teater og film. Kap. 6 præsenterer en udviklingspsykologisk forståelse af vitalitetsformerne, og i kap. 7 diskuteres det, hvilke implikationer de har for klinisk teori og praksis. Således kommer Stern hele kompasset rundt, fra spejlneuroner og stimulering via arousal over oplevelsen af vitalitetsformer i de tidsbaserede kunstarter til psykoterapeutisk praksis. Det er ganske enkelt imponerende, og den 21 sider lange litteraturliste vidner om det store, tværfaglige analyse- og refleksionsarbejde, der ligger bag.

Oplevelsen af vitalitet, af at være (mere eller mindre) levende, er iflg. Stern en helhedsgestalt af fem forskellige hændelser: bevægelse, tid, kraft, rum og intention/retningsbestemhed. Stern kalder det en ”fundamental dynamisk pentade” (s. 11). Oplevelsen kan være mere eller mindre intens og vare fra et til 6-7 sekunder – hvilket korresponderer med varigheden af oplevelsen af et ”nuværende øjeblik”, som Stern skildrede i sin seneste bog. Det er ”en fornemmelse af liv, der er på vej et eller andet sted hen” (s. 11), og disse oplevelser eller fornemmelser gengives bedst med adjektiver eller adverbier af typen: eksploderende, pulserende, hendøende, brusende, accelererende, stærk, svag, glidende, løst, skælvende osv. Der er altså ikke tale om følelser, men snarere om det neuropsykologen Damasio kalder ”baggrundsfølelser”. Stern siger meget præcist om disse oplevelser: ”De er mere form end indhold. De har at gøre med ”hvordan”, måden, stilen, ikke ”hvad” eller ”hvorfor””(s.15).

Dette fokus på ”hvordan” frem for ”hvad” er meget tydeligt, når vi ser på, hvordan vitalitetsformerne opleves i de tidsbårne kunstarter. I musik er det oplagt, at det ikke (eller meget sjældent) er et referentielt ”hvad”, der opleves i tonernes og rytmernes strømmen, men derimod et ”hvordan”. Jeg har i bogen Musik og menneske (2009), ud fra Sterns begreber, forsøgt at vise hvordan de ”foredragsbetegnelser”, man som udøvende musiker møder i noderne (fra komponistens eller udgiverens hånd), er domæne-specifikke paralleller til Sterns almene, amodale, uspecifikke dynamiske vitalitetsformer. Dynamiske betegnelser som Crescendo og Decrescendo og tempobetegnelser som Accelerando og Ritardando svarer f.eks. til ’voksende’ og ’aftagende’, mens karakterbetegnelser som f.eks. Scherzando og Furioso svarer til ’legende’ og ’rasende’.

Vitalitetsformene spiller en vigtig rolle i alle former for intersubjektivitet. Sterns udgangspunkt i observationen af mor-barn-interaktion fornægter sig ikke, og han viser i den nye bog, hvordan verbal psykoterapi kan gå nye eller andre veje ved at fokusere på patientens (og for så vidt også terapeutens) måde at udtrykke sig på – frem for på indholdet af patientens fortælling. – Formulerer patienten sig tøvende eller heftigt, engageret eller (påfaldende) neutralt? Måden at tale og fortælle på kan italesættes lige så vel som indholdet. I musikterapi er der ofte slet ikke noget ”hvad”, men kun et ”hvordan”, og Stern refererer da også udførligt til AAU-professor Tony Wigrams bog om Improvisation (2004), hvor de intersubjektive vitalitetsformer er transformeret til musikalske metoder eller teknikker, der f.eks. hedder Spejling, Imitation, Matchning, Grounding, Dialog og Ledsagelse. Gennem affektiv afstemning og vitalitetsdynamisk dialog i musik udveksler terapeut og patient deres oplevelser af sig selv og hinanden – og skaber i bedste fald noget nyt, sammen. Noget lignende gør sig gældende i bevægelsesbaserede terapier som danse- og kropsterapi, psykodrama, Alexander-teknik osv. Jeg har været spændt på at læse den danske oversættelse. Sterns engelske tekst er fyldt med begreber, især amodale adjektiver og adverbier, som er vanskelige at oversætte, men som kræver præcis oversættelse for at teksten virkelig giver mening. De mange musik- og musikterapifaglige udtryk er en særlig udfordring. Heldigvis kan jeg melde, at anmelderen Bjørn Nake har løst den vanskelige opgave usædvanlig godt.

Alt i alt er der tale om en banebrydende bog, som jeg kun nødtørftigt har kunnet give et indtryk af her. Bogen taler henover etablerede faggrænser om fælles erfaringsgods hos alle mennesker, nu sat på begreb så professionelle inden for en lang række områder kan begynde en højst tiltrængt dialog.

293
Forrige anmeldelse
« Riis «
Næste anmeldelse
» Moskva 1941 / Leningrad – und... »