Den nye Bjarne Riis-biografi, Riis, byder ikke bare læseren en letlæselig sproglig venlighed, men navnlig gennemlevet bekendelse for et menneske, der nok er bedre til at udtrykke sig, når han har tid til det, end når han pludselig skal svare spontant i TV. Biografien giver et indblik i et menneske, der stræber efter at udvikle sig med et følsomt sind, et menneske – som bogen dramatisk er sat sammen – der aldrig får fred for modgang. Om det handler om sponsorer, ægteskab, doping eller ryttere, der ikke overholder ærværdig kontraktlig livsførelse, hvilket i bogen giver Riis` karriere et præg af mangel på styring, også når arbejdet kører og navnlig jo kører hurtigst muligt – på landevejen støder der hele tiden nye vanskeligheder til, så man som læser har svært ved at forstå, hvor stabiliteten ligger, den der må være og er grundlaget for store præstationer. Hvis ikke der er strid på de hold, Riis kører for, så har hans kropslige selv halsbetændelse, mavesår eller er ukomfortabelt uligevægtigt – en styrke i bogen er, at Riis bekender alt dette meget ærligt, fortæller om sit private liv, at bogen formidler, at livet på toppen også er et skrøbeligt liv over grænsen. Derfor virker det både logisk og psykisk nødvendigt, at bogen slutter med et kapitel, der hedder ”Bedst i modgang,” hvilket rigtignok tilsiger, at Riis bør være mester.

De sande mestre?
Men er han mester? Eller rettere: er han dopet? Ja, det vidste vi, før bogen udkom – mesteren Riis helliger et helt kapitel til dopingen, men undgår dermed også, i de fortløbende beskriver af træning, touren, OL, ægteskab mv., at give indtryk af det præg, dopingen systematisk har sat på hverdagen, hvilket måske ville have givet alle et befriende indtryk nærmest af en regulær stofmisbruger. Dopingen isoleres i bogstaveligste forstand, selvom den imidlertid bekendes, og det er og bliver bemærkelsesværdigt, at de idoler, der virkelig vækker massernes begejstring, tager antidepressiv medicin og EPO og lever liv, hvor de presser sig selv så hårdt for at give os alle sammen det higende cirkus af en anden verden – og det er påfaldende, at denne anden verden i så høj grad er præget af denne, hvilket fx kommer til udtryk i `97, hvor Riis konsekvent er så brysk, at han efterlader sig selv uden beskyttelsen, der er nødvendig for den sejr, han i øvrigt har snydt sig til just for kun at forblive lige med alle de andre, der gør det samme. Der kræves en medicinmand – men fortæller Riis om den personlige ærgerrighed, og den ”konstant kørende maskine,” der har store interesser i den?

Nej, Riis fortæller ikke om pengemaskinen, om massernes behov for tre ugers kollektiv glemsel, om fascinationen af lidelse og hvordan den forløser mennesket ind i en højere skønhed af en verden, der ikke i alt minder for meget om denne. For ikke at sige: minder så meget om vores verden, at den formår at byde denne en trods, der henfører os alle til et sted, hvor vi ubeskyttet finder befrielse fra vores alt for tilvante grænser, vi også ulovligt elsker at undslippe. Det kræver mod. Det kræver disciplin. Det kræver hårdt arbejde.

Over grænsen – eller bare sygdom?
Dette leverer Riis. Og han hævder, alle i miljøet i 90erne tager doping, at det var, hvad der skulle til for at vinde, mens læseren stadig spørger: var?!

Vi får en gennemgang af hans barndom, forholdet til faderen og konen Mette, hans holistiske ideer om krop og sind, hans arbejde som holdejer og forretningsmand, om cykelryttere der svigter, om BS, der laver overlevelsesture, om de menneskelige værdier, Riis, som et følsomt væsen, måske ligger så meget i, fordi han ofte ikke udtrykker sig tilstrækkeligt og selv mangler den forståelse, han i stadig højere grad forsøger at vise andre. Riis er nemlig et varmt menneske, et forsigtigt, genert men også kompromisløst disciplineret menneske, hvor en stor del af det arbejde, vi andre måske blev og er vidne til, foregår indeni ham selv. Her, i bogen, lukker han op for sin menneskelighed – og han gør det, med vanlig trang til udfordring, gennemført og helt.

Hvad der er fascinerende i bogen er kampen mellem de konstante fysiske og psykiske kriser og så den mere manglende men ikke helt udeblivende beskrivelse af den gennemprøvede og nøje planlagte systematik, som træningsperfektionen afhænger af. Bogen formidler den konstante spænding mellem ambitioner, planer og realiteter og så de nærmest ligeså systematiske men dog uforudsigelige kriser, der kræver en hurtig plan B. Den formidler historien om et indelukket menneske, der ikke kan verbalisere fascinationen af det drama, han på vegne af livet som sådan ikke undgår som en højere og potenseret indgang til livets almindelige galskab. I cykelverdenen er alt sat på spidsen – men det er ærgerligt, at bogen giver et overvejende kaotisk billede af Riis` liv frem for at formidle den hverdagsagtige træning, der kræver stor disciplin og daglig benyttelse af stoffer. Dermed får læseren ikke det fulde billede af måden, Riis arbejder på, den ørkesløse træning, de daglige sprøjter, de mange timer på cyklen hver dag: hvad motiverer et menneske til at arbejde så hårdt for noget der i overvejende grad ikke bare synes kedsommeligt men meget ensomt og meget slidsomt?

Skal man tro på filosofien, der ligger bag cykelsporten, eller gjorde det dengang, giver den et billede af livet som sådan: at vi alle med alle midler forsøger at optimere vores muligheder, at det rigtige og forkerte er ligegyldigt for den, der med sejren hæver sig over det – og særlig vinder retten til ikke at tænke over det.

Men Riis tænker. Han fremstår ydmyg og sympatisk og meget ærlig. Han fortæller hjerteligt og åbent om alt, hans selverkendelse er stor, og bogen er en spændende historie om et menneske, der konstant forsøger at finde sig selv, en vigtig historie. Der findes en interessant kombination mellem det almindeligt menneskelige blandt ryttere, nag og vrede og ærgrelse, og så beskrivelsen af den ret ualmindelige stræben, der måske er ligeså banal, enkel og menneskelig: behovet for hele tiden at overgå sig selv. Men der er noget meget påfaldende i, at præstationerne sikres gennem medicin til mennesker, der er dødssyge, at kosten, trods hård træning, er så mager, at immunforsvaret presses så hårdt, at det hele tiden giver fare for tilfældige infektioner – at disse mennesker, der udvider begrebet om, hvad sport ikke er, konstant befinder sig på grænsen og går over den, og dog i kaos af beskydninger og sygdom fremmaner konsekvent træning og disciplin, konstant lige mellem svækkelsens sammenbrud og den for overmenneskeliges sejr.

Bogen måtte som sagt gerne have gjort mere ud af at fortælle om det ekstreme hverdagsliv – og den kunne have noteret det almindeligt syge i denne tilværelse, der hos Riis afstedkommer evigt truende sårbarhed overfor medier, koner, kollegaer og sin egen krop. Alt kan ikke have været så dramatisk, som det fremstilles her; den mere monotone dagligdag, som er det store slid, der begrunder de mange sejre, mangler udtryk i bogen.

Holisme – og doping?
Men Riis er sammensat, og det er hans metoder også. Det er interessant, hvor meget han stykker sammen og forsøger at forene, hvilket kan være en af årsagerne til hans vanskeligheder og sejre: videnskabelig træning, nye metoder, specialtræning, kinesisk medicin, akupunktur, massage, sømmåtter, faldskærme, menneskelig udvikling – og doping, og hermed tænker denne anmelder: for den der vil vinde er der åbenbart ikke nogen moralsk forskel på store holistiske eller humane ideer og doping, der ødelægger kroppen. Alt hvad der virker er tilladt.

Men cykelsporten var og er syg, defineret af ærgerrige sportsfolk og pengemennesker. Bogen giver et indblik i, hvordan disse mennesker lukker sig inde i en selvcenteret verden, hvor alt drejer sig om dem selv, samt giver fornemmelsen af, at Riis, når han introducerer menneskelige værdier, ikke mindst er forpligtet på de sejrende resultater af dem. Alligevel møder vi et meget ærligt menneske, et lunt menneske, og bogen er meget underholdende og spændende læsning, et lødigt og ægte portræt af et menneske mere end af en cykelrytter – og et portræt, der ikke mindsker fascinationen af hovedpersonen, selvom vi nok fornemmer, han ligner os alle og adskiller sig meget.

Cykelsporten er for Riis en lang kamp mod og med sig selv – denne spænding giver både kraft, sejre og fald, og den tegner et billede af et nuanceret og dygtigt menneske, der virkelig har udviklet sig, og som man kun kan have sympati for, forså vidt Riis beskriver virkeligheden så paradoksal, at den bliver desto sværere at holde sammen på, sandt. Det står imidlertid ikke klart overhovedet – og det er ikke ambitionen at fortælle – hvad dette lille samfund, et blik indefra cykelsporten, siger om mennesket, samfundet og tiden som sådan, så jeg skal her forsøge at give mit eget bud:

Et større forhold til cykelrytterens mini-verden
Mennesket kæmper alene. De fleste har ikke opmærksomhed fra særlig mange, men dem der har opmærksomhed kæmper om berømmelse og ære for os alle og bliver på den måde, særligt i cykelsporten, et billede på livet med konstante kriser og overvejelser, der udvikler mennesker eller bringer dem til fald. Hvis mennesker i dag skal have opmærksomhed for deres kundskaber, kræver det medier og en stor maskine, der ikke er interesseret i mennesker, men i penge – alle midler tages i brug for forfængeligt at sætte sig højere end andre i det hierarki, vi lever i. Så længe alle midler kan henføres til en formindsket, konkret virkelighed, hvori man kan have sejre, og ikke en abstrakt virkelighed, hvori man derfor kan tabe sin menneskelighed, udvikler mennesker sig snævert for at vinde, ikke for at blive bedre væsener.

Men Riis vil af et ærligt hjerte gerne være et bedre menneske – er dette bedre menneske en tilsvarende bedre forretning – det er spørgsmålet, Riis udfordrer, idet han bringer nye metoder og værdier ind i cykelsporten. Han taler meget om de menneskelige værdier, men er disse kun til gavn for og motiveret af målet, den individuelle sejr, holdets TV-eksponering? – der er jo færre penge i at udvikle mennesker, end i at udvikle vindere! Ser vi en vinder, der ikke bare har vundet sejren men derfor også tabt menneskeligheden – de spørgsmål rejser bogen mere, end Riis rejser dem selv, og der er desto mere at rejse, som at meget i denne verden er faldet.

Alle metoder tages i brug for at nå sejren – i menneskets tjeneste eller i den mindre forarmede sejrs? Coaching-tankegangen handler, som jeg skrev om i Information og her, om at udnytte det menneskelige potentiale, også når man må bilde mennesker ind, dels at de besidder dette potentiale, dels at de målrettet ønsker at forfølge det. Tilbage står faktisk muligheden for, at man og vi kan udvikle mennesker uden at have noget økonomisk formål med det; at vi udvikler for helheden i en større menneskelighed og ikke blot for en fragmenteret, overskuelig del af det menneskelige, en tryg mini-verden, der handler om konkrete (fysiske) præstationer.

Cykelverdenen er syg på det almindelige livs gale præmisser, den udvikler sygdom og forløser begejstringen over den. Den bliver et billede på den hensynsløse, forfængelige og fascinerende stræben, der kun vinder det rigtige, fordi den allerede har tabt til det gode – gennem denne sygdom er det muligt endeligt at blive menneske, da man jo heldigvis kun kan blive rask efter først at have været syg, hvilket man så i øvrigt jo kan starte med.

Her er det gode og det onde, det rigtige og forkerte, reduceret til: det der taber, og det der vinder. Riis vinder hjerter fra den reelle, paradoksale virkelighed, men han vinder i mindre grad forhåbningen om, at denne verden kan erstattes af en anden – jeg ved godt, det er det, Riis ønsker – men hvor meget tvinges han af sin egen skyldige fortid, frem for at motiveres af forhåbninger til en fremtid, der ikke er hans: den rene cykelsport?

I denne bog er der kun plads til og blik for vindere og tabere af et vidst højt niveau. Taberne er kun værdige tabere, såfremt de længe har trænet for at blive det. Det er kun, ikke sandt, ærefuldt at falde, såfremt man har noget højt at falde fra.

Slår man sig så ikke desto mere? Jo. Og det kan være godt at slå sig de rigtige steder.

For mere om nogle af de samme emner se anmelderens site: www.myspace.com/armeofart