Det er ikke rart, at se på en kvinde, der skærer sin klitoris af. Men er det nødvendigt? Og hvis det er nødvendigt, hvorfra stammer så denne nødvendighed? Et videre spørgsmål kunne være, om det er provokerende, og om det er provokationen, der er eller føles nødvendig?

Der er her selvfølgelig tale om billedet fra en film af Lars von Trier. Billedet møder man i hans film Antichrist fra 2009, og det blev et stort samtaleemne efter premieren på sidste års filmfestival i Cannes. Flere har set og forstået denne fremstilling og andre fra sammen instruktør som et udtryk for et særligt kvindesyn, hvor instruktøren fremviser et fornedrende og foragteligt kvindesyn. Men som det fremgår af Nils Thorsens biografi om Lars von Trier Geniet, mener instruktøren ikke, at han har et kvindesyn – og det er da også umiddelbart noget underligt noget; et kvindesyn. Denne anmelder har eksempelvis heller ikke noget kvindesyn. Jeg mener, hvad skulle mit syn generelt på kvinder være, og hvad skulle jeg bruge det til. Jeg har heller ikke noget mandesyn.

Spørgsmålet om billedets nødvendighed i en filmæstetisk sammenhæng er interessant. Hvordan billedet indgår i en fortællermæssig og visuel sammenhæng, er her det afgørende. Og det eventuelt provokatoriske i fremstillingen må ligeledes vurderes i forhold til, hvad provokationen retter sig imod. Von Trier siger i biografien – ligesom han har sagt mange andre steder – at han undersøger filmens grænseområde, at han udfordrer den (selv)behagelige film, og forsøger at presse den ud over det skabelonagtige og ligegyldige. Her bliver det provokerende et anliggende, der peger på det ubehag, der møder tilskueren, når han eller hun bliver trukket ud af sin æstetiske tryghedszone. Provokationen er for von Trier et æstetisk anliggende – og uanset om den er vellykket eller ej, er der ikke tale om en tom provokation. Dette argument køber jeg til fulde på baggrund af hans film.

Thorsens biografi er bygget kronologisk op, så vi følger Lars von Triers livsbane med barndom, ungdom og så fremdeles. Von Triers arbejde med film er en vigtig ledetråd, men den overskygges af hans besværlige sind, hvor han allerede meget tidligt var mærket af anderledeshed og angst. Biografisten er tydeligvis særdeles optaget af Trier som person, og biografien kredser hele tiden om de konsekvenser, det har haft at leve med angst, tvangshandlinger og depressioner for en mand, som er berømt. Thorsen er ikke først og fremmest interesseret i filmene, i von Triers arbejdsmåder, æstetikken eller andre forhold, som kendetegner von Triers arbejde som kunstner. Dette er med, men kun som randbemærkninger eller som krydderier, der kan sætte personlighedstræk ind i en anden sammenhæng, hvor filmene kan ses som et omfattende terapeutisk eller provokatorisk opgør med moren.

Der er tale om en velfortalt og til tider underholdende biografi, men dens sigte fortoner sig lidt tågerne, hvilket også fremgår af indledningen. Her kredser biografisten om det offentlige billede af von Trier. Nogen kalder ham et geni, mens andre vil mene, at der mere er tale om selviscenesættelse, som blot som et pr-gimick skal sikre kendthed og dermed hans fortsatte eksistens som ’filminstruktør’. ”Jeg var selv en smule i tvivl, da jeg begyndte på denne opgave. Om han virkelig kan noget, denne von Trier. Noget enestående af indiskutabel kunstnerisk kvalitet. Eller om det mest er nogle verdensfjerne franskmænd, avantgardens koryfæer i Cannes og enkelte spinatfugle på kunstens yderste grene, der ser ham som en banebrydende skikkelse, en fornyer af filmen og en sand kunstner, mens vi andre kulturelle bonderøve lidt modstræbende og først med års forsinkelse begyndte at slå hænderne sammen, da det gik op for os, at duggen jo også daler på baglandet, når det styrtregner på vores fortabte søn ude i den store verden.”

Så Thorsen går i gang med at skrive en biografi, som skal afklare dette spørgsmål – eller hvad? Hvis dette er tilfældet, må hans metode siges at være uegnet. Han interviewer instruktøren med få ugers mellemrum gennem et år og taler der ud over med en række personer fra instruktørens personlige og professionelle netværk. Dette kan give interessante historier, men kan jo ikke svare på det tilsyneladende grundlæggende spørgsmål.

Det er ikke meget nyt, man får at vide i biografien, hvis man ellers har fulgt med i von Triers film og den virak, der normalt omgærder færdiggørelsen af hans film. Hverken hans tænkning og film eller hans mærkværdigheder som menneske. Dog føjes der endnu flere dimensioner på, når forfatter og instruktør taler sig ind på konkrete udtryk for von Triers sindssyge. Det virker som om de to hygger sig i hinandens selskab, og von Trier åbner sig ind i mellem. Et af problemerne i biografien er dog, at der ofte sker det samme, når de to mødes for at tale videre om Triers liv og levned. Vi får lige beskrevet omstændighederne for deres møde, og så går biografisten i gang med endnu en gang at spørge ind til von Triers personlige kriser, og igen og igen fortæller von Trier om besværlighederne ved at leve med konstant angst og tvangshandlinger – kun afbrudt af, at han går ud for at skide. Eller også spørger biografisten ind til von Triers forhold til kvinder især i hans unge går, og hver gang forsøger von Trier at tale uden om, eller han nægter at tale om det. Det bliver temmelig trivielt i det lange løb.

Von Triers film skaber ofte debat, hvilket der er alt mulig grund til. De debatteres typisk på to forskellige måder, nemlig ud fra deres ’budskab’ eller ’mening’ – eller ud fra deres filmiske kvaliteter. For en filmskaber, som ikke har noget budskab med sine film – hvor filmene er mere visuelt tænkte og følte – giver den første type af debat ikke megen mening. Billeder af en afskæring af klitoris har ikke betydningen, at det burde man symbolsk gøre ved kvinder, fordi de er farlige udtryk for naturens ondskab. Meningen med billedet er, at give anledning til en søgen ind i billedsprogets muligheder ud fra den narrative sammenhæng, det indgår i. Altså et anliggende på filmkunstens område. Dette betyder hverken, at billedet er vellykket eller, at filmen er det – hvilket von Trier faktisk heller ikke mener, at den er. Men det betyder, at provokationen er begrundet udtryksmæssigt og ikke holdningsmæssigt.

Det lykkes Thorsen at få denne forskel frem via von Trier. Men der er godt langt mellem disse pointer. Så hvis man er interesseret i von Triers film, hans filmiske æstetik og arbejdsmetoder er der ikke så meget at hente i denne biografi, men hvis man er interesseret i mennesket med de mange psykiske skavanker, er Geniet – Lars von Triers liv, film og fobier en underholdende sag, der passer sig godt i en juleferie.