Tine Bryld er en dansk socialrådgiver og forfatter, der er kendt for sine samtaler med unge i radioprogrammet Tværs på DR. Hun har skrevet socialt engagerede fag- og ungdomsbøger, bl.a. trilogien om pigen Liv. I den bedste mening udkom første gang i 1998 og er en dokumentarbog om grønlandske børn i familiepleje i 1950’ernes Danmark. Bryld har opsøgt de tidligere børnehjemsbørn og deres familier og lader dem fortælle deres personlige og dramatiske historier om ensomhed, identitetsproblemer og det at befinde sig på skellet mellem to kulturer – om konsekvenserne ved at være en del af et socialt eksperiment.

I begyndelsen af 1950'erne blev 22 grønlandske børn udvalgt til at blive sendt i familiepleje i Danmark. Grønland var på dette tidspunkt styret af danske embedsmænd, og i det indledende kapitel af bogen ”I den bedste mening” opridses baggrunden for beslutningen: Børnene skulle hentes i små grønlandske bysamfund, være mellem fem og otte år – og intelligente. Formålet var at påvirke dem med dansk sprog og kultur, så de kunne vende tilbage til Grønland efter at have lært dansk og danne grundstamme i den nye tosprogede skole.

Fordansknings-eksperimentet blev solgt under flaget »en social indsats i familier uden en eller begge forsørgere« og tog sigte på et tilbud til de fattigste familier. Et tilbud, som senere i flere tilfælde viste sig at dække over et massivt pres for at lade barnet rejse. Nogle troede i øvrigt, at det bare handlede om et ferieophold i Danmark. Bryld har mødt familierne og de nu voksne børn, hvor de enkeltvis fortæller om deres oplevelser i Danmark. Hvert kapitel er tilegnet det enkelte barn og i de tilfælde, hvor personen er gået bort, interviewes familien for at give et indblik i de problematikker, adskillelsen fra familien og sin kultur, havde for personen.

Uden at beskrive hvert enkelt tilfælde kan der opridses nogle generelle oplevelser og problematikker hos personerne. Mange af børnene havde levet i ekstrem fattigdom og ofte uden en eller begge af forældrene til at forsørge dem, og af denne grund opfattede familierne det som et privilegium, at børnene kunne få chancen for et ordentligt liv i Danmark i en kortere periode, der kunne danne grobund for, at disse børn skulle få en ordentlig uddannelse og kæmpe sig ud af fattigdommens kløer.

Efter at børnene ankom til Danmark kom de ud i plejefamilier; for de flestes tilfælde blev de placeret hos familier; de kom til at elske og flere, der var forældreløse, blev adopteret af familierne og vendte ikke tilbage til Grønland. Andre familier forsøgte at adoptere, men blev afvist, da barnet stadig havde en forælder (eller begge forældre) i Grønland. Efter ca. halvandet år bliver børnene sejlet tilbage til Grønland, men til manges overraskelse blev de ikke genforenet med familierne; de skulle indlogeres på et børnehjem i Nuuk, hvor der kun måtte tales og undervises på dansk.

Børnene oplevede stort set alle hjemkomsten som et chok; de havde glemt deres modersmål og kunne derfor ikke tale med deres familier, og blev mobbet af de andre grønlandske børn, der drillede dem med, at de havde glemt ”sig selv”, at de ikke var grønlandske osv. Dette skabte dybe ar på sjælen hos hver enkelt, der oplevede identitetsforvirring, som prægede resten af deres liv.

Hvordan de overkom deres identitetsforvirring, munder ud i forskellige skæbner, hvoraf nogle formår at genfinde deres rødder, lære sproget, bliver grønlandsk gift og bosætter sig i Grønland, mens andre reagerer mere radikalt og kommer ud i kriminalitet. Mange af dem er blevet alkoholikere og nogle har endda taget livet af sig. Alt i alt synes denne oplevelse at have ødelagt mange af børnene, der fik taget et vigtigt identitetselement fra sig; et element, der, efter at have tabt det, var svær at genintegrere i sin personlighed.

I den bedste mening tegner et meget interessant billede af, hvad der sker, når barnet adskilles fra sin familie og kultur. På trods af at hensigterne kunne være ”gode”, var dette et eksperiment, der gik grueligt galt, og de eneste, der oplevede konsekvenserne var børnene, familierne og pårørende. Jeg kan ikke lade være med at understrege vigtigheden af kultur og bringe det frem i et nyere perspektiv, hvor man igen og igen taler om at børn med anden etnisk baggrund skal ”integreres” ind i det danske samfund, hvor der har været debatter omkring, hvorvidt det er i orden, at børnene ikke kan tale dansk inden skolegang, samt en devaluering af visse etniske (især muslimske) kulturer. Men gør man ikke blot det samme som mod de grønlandske børn, dog på en mere subtil og indirekte måde? Er det ikke vigtigt, at børnene lærer om deres kulturelle baggrund på en positiv måde, samtidig med at de lærer de danske normer og værdier, således at de kan begå sig i det danske samfund uden at føle sig (alt for) rodløse?

Bogen kan således vække tanker på flere planer: De grønlandske børn led under identitetsforvirring, og hvad har man lært af dette eksperiment? Hvordan forhindrer vi andre i at opleve den samme problematik, og hvordan støtter vi bedst muligt de, der står over for en sådan problematik, således at de ikke tabes og som i de mere radikale tilfælde hos de grønlandske børn, bliver alkoholikere, psykisk syge eller begår selvmord? Alt i alt en tankevækkende bog, der tillige er rigt illustreret med billeder af børnene som børn og voksne samt pårørende. Visse af historierne synes dog langtrukne, men det endelige resultat er stadig fornemt og giver indblik i den menneskelige natur på flere planer.