Det kan synes selvudslettende, at en religion stiller kritiske spørgsmål til sig selv. Religiøsitet er for sig selv en absolut kerne, som alt andet udspringer fra, og begynder vi at stille spørgsmål til denne kerne, så begynder det absolutte netop at krakelere. Alligevel har særligt den kristne teologi udviklet en fleksibilitet, der oftest omtales som religionsfilosofi – en filosofi, der stiller spørgsmål til religionens argumentatoriske gyldighed. Det er i hvert fald udgangspunktet for Svend Andersens, Niels Grønkjærs og Troels Nøragers udgivelse Religionsfilosofi – Kristendom og tænkning. Det er en introduktion til religionsfilosofien særligt set fra det kristne perspektiv. Derved opnår bogens forfattere en række umiddelbare fordele, men de ramler af samme grund også ind i en række problemer. Alligevel er Religionsfilosofi er særdeles anvendelig indføring i et komplekst og ofte selvmodstridende felt.

Religionsfilosofien står i modsætning til både religionsvidenskaben og teologien. Religionsvidenskaben er en tilstræbt objektiv videnskab, der undersøger og kortlægger religion, mens teologien alene er læren om Gud – en relativt ukritisk tilgang til det guddommelige. Religionsfilosofien tør derimod gå i brechen for en filosofisk undersøgelse, der på den ene side tager religionen alvorligt som udtryk og forståelsesramme, men på den anden side også stiller kritiske spørgsmål til lærens gyldighed. Religionsfilosofien er med andre ord er refleksiv tilgang til religionen, der analyserer det interne argument – holder det i hele taget for sig selv? – og det eksterne, altså i forhold til verden og det samfund, hvor religionen forsøger at gøre sig gældende. Implicit i sådan en undersøgelse – og derfor sådan i en bog – hviler spørgsmålet, om vi overhovedet stadigvæk har brug for religion.

De stærke sider i bogen er dens evne til at give fyldige indføringer til komplekse tilgange, der i sig selv er religionsfilosofiske. Med andre ord gennemgår bogen religionsfilosofiens udvikling, mens den samtidig selv udfører en religionsfilosofisk undersøgelse af samme. Dermed er Religionsfilosofi ikke kun en kritisk vurdering af historiske argumenter for og imod særligt kristne tanker – det er også en fyldig introduktion til de emner, der har fyldt mest i den kristne, og i få tilfælde andre religioners, udvikling og selvudvikling. Den såkaldt klassiske teisme – der inkluderer en versionering af selve Gudsbegrebet, skabelsestanken og spørgsmålet om det onde – skildres fyldigt som en optakt til de udfordringer, som religion(erne) har fået gennem historien. De første dele er derfor basale, men nødvendige indføringer i relevante klassiske emner. Det er disse kapitler, der står stærkest til bogen.

Derpå springer vi til udfordringerne, der også skildres indgående og fyldigt. De udfordringer, der særligt udspringer af, at mennesket kommer i centrum, vinkles også skarpt – særligt sekulariseringsbegrebet giver nogle spændende perspektiver. Dette til trods for, at det nok er det mest komplicerede kapitel i bogen – og det er faktisk ganske unødigt. Momentvist er det desværre lidt for tydeligt, at bogen er skrevet af tre forfattere med hver sin sprogtone. Naturvidenskaben hives også ind og leverer et virkeligt interessant perspektiv, men desværre er det udelukkende med fokus på den mere matematisk-fysiske udfordring af religion, fx med inddragelse af den kopernikanske vending. Biologien, og herunder Darwins radikale udfordringer fravælges eksplicit, men ganske uden argumenter for, hvorfor dette valg træffes. Det virker lidt som den nemme løsning – er Darwin for svær at modargumentere? Med andre ord er det naturvidenskabelig perspektiv centralt, nødvendigt og særdeles interessant – men utilstrækkeligt diskuteret.

Det leder videre til nogle af de øvrige problemer, der udspringer af andre religionskritiske vendinger. Selvom bogen fint og nuanceret navigerer gennem den modern(istisk)e udfordring af religion, så ender den med nogle postulater, der er lidt svære at acceptere. Eksempelvis, og endda igen nærmest uden argumenter for, hvorfor det er tilfældet, hævder bogen en ”religionskritikkens forsvinden” (245), hvilket virker unuanceret og lidt tilfældigt. Det passer jo ganske simpelt ikke. Et af tidens store diskussionsemner er netop den mere kognitivistiske udfordringer af religion, oftest ført an af evolutionsteoretikeren Richard Dawkins, der udfaser religion som vildfarelse og vrangforestillinger. Denne vinkel står i umiddelbar forlængelse af Darwins evolutionslære, og igen kapitulerer Religionsfilsofi – denne kritik er slet ikke nævnt.

I den sidste del tegner bogen et – om jeg så må sige – mere fænomenologisk billede af moderne religiøsitet gennem en inddragelse af erfaringsbegrebet. Her kommer religionsfilosofien virkelig til sin ret, og bogens forfattere formår her at fremhæve en vinkel, hvor religion – igen! – kommer til at give mening for de fleste. I et – i hvert fald tilnærmelsesvist – sekulært samfund har religion ikke meget mening, når politiske og sociale problemstillinger skal vurderes juridisk og sociologisk, men i folks perception af verden er der stadig plads til religiøsitet. Det er endda – desværre uden bogen her nævner det – hævdet, at det ikke er omfanget af tro, der har forandret sig i det sekulære samfund, men det er snarere oplevelsen af tro, der har fået en ny klædedragt. Denne vinkel savnes i denne fænomenologiske tilgang til troen, men inddragelsen af erfaringsbegrebet er her oplagt og endnu en af bogens helt klare styrker.

Slutteligt griber bogens forfattere fat i multireligiøsitet, og her går det desværre galt. Analysen skal skildre udfordringerne for det multireligiøse samfund, men her bliver det for alvor tydeligt, at det er kristen religionsfilosofi, vi har med at gøre – og ikke generel filosofi om religion. Bogen skelner generelt udbytterigt mellem religion som lære og religion som livsform, og det er i denne forbindelse kristendommen skal stå sin prøve. Kan det kristne budskab bruges til noget i dag? Her fremhæver forfatterne, at det er et problem for religioner, hvis de accepterer et multireligiøst samfund, fordi religioner derved vil bliver lige gyldige. Her fremstår det ikke som en udfordring for samfundet, men nu som en udfordring for kristendommen, idet forfatterne ”har defineret religionsfilosofien som den disciplin, der undersøger den kristne religion” (307). Det er i høj grad reduktivt at påstå, at det derfor er en udfordring for det kristne – og ikke for andre religioner.

Dette bliver derfor afslutningsvist også til argumentet for kristendommens gyldighed, at det er et særkende for kristendommen, ”at den har udviklet en teologi, der udsætter religionen for videnskabelig undersøgelse” (315). Bogen bliver på den måde lidt en tautologi, der på den ene side skal hævde kristendommens gyldighed – fordi det er det, religionsfilosofien undersøger – og på den anden side hævder netop denne gyldighed, fordi særligt kristendommen har udviklet en religionsfilosofi. Det bliver selvbekræftende. Samtidig er det tilmed heller ikke rigtigt: særligt jødedommen, i nogen grad islam, og i høj grad kinesiske religioner har også religionsfilosofiske indskydelser, der diskuterer religionernes egen status. Tilmed overser forfatterne – i forbindelse med multikulturaliteten – en vigtig årsag til, hvorfor netop kristendommen har genvundet sin status de senere år: Det har den, og dermed også mange andre religioner, netop gjort med udgangspunkt i mødet med det globaliserede og multireligiøse samfund. Det virker for oplagt til, at det er nævnt.

Religionsfilsofi er en revideret version – en 2. udgave – af en bog med samme titel fra 2008, nærmest uden revideringer. Det kan dog, når nu bogens skulle igennem det kritiske selvblik, undre, at bogens forfattere slet ikke nævner den vinkel på religionen, der inden for de seneste fem til ti år for alvor har fået vind i sejlene: Den vinkel, der omtales som den postsekulære tilstand eller postsekulære filosofi har taget en lang række af de samme spørgsmål op, som bogen her gør: religionernes genvundne status, sekulariseringens gyldighed og ikke mindst det multireligiøse – særligt det sidste problem besvarer postsekulære filosofi bedre, end religionsfilosofien ser ud til at gøre. Jævnfør fx Ananda Abeysekaras udfordringer af sekulariseringsbegrebet eller Alessandro Ferraras fænomenologiske tilgang til det postsekulære samfund.

Samlet set er Religionsfilosofi alligevel en særdeles brugbar bog, der stiller en lang række relevante spørgsmål. Det er bestemt ikke nemme spørgsmål og problemstillinger, den tager op, og derfor vil besvarelserne selvfølgelig heller ikke være problemfrie. I bogens egen ånd er svarene og påstandene i høj grad fremsat, så deres gyldighed skal udfordres – det er således hermed gjort. God vind til med- og modargumenterne.