Azar Nafisi er professor i engelsk litteratur ved John Hopkins University i USA. Hun har tidligere undervist på universitetet i Teheran, Iran, men mistede sit job, fordi hun nægtede at gå med tørklæde efter den islamiske revolution. I 1997 emigrerede hun til USA med sin familie. Hun har bl.a. skrevet for The New York Times, The Washington Post, The Wall Street Journal og The New Republic. Hendes bog At læse Lolita I Teheran fra 2003 blev en kæmpe succes I USA og er udgivet verden over (den omhandler hendes hemmelige læsegruppe i Iran, der læste bøger, der var gjort forbudte af præsteskabet efter den islamiske revolution). Ting jeg har holdt min mund med er Nafisis erindringer om at vokse op i Iran i en velstående familie med indflydelsesrige forældre, men også historien om at vokse op med en dominerende, grænsende til hysterisk mor og en fraværende skørtejæger af en far. Herigennem tegner Nafisi et hårrejsende portræt af en kvinde, en familie og en nation.

Ting jeg har holdt min mund med er en fortsættelse til At læse Lolita i Teheran, men tager et meget mere personligt perspektiv. Den handler nemlig om Nafisis liv især under opvæksten hos forældrene, hvor familien tilhørte den iranske overklasse. Begge forældre var indflydelsesrige under shahens styre, bl.a. var moderen i 1963 et af de første seks kvindelige parlamentsmedlemmer og hendes far var igennem en periode overborgmester i Teheran. Men på trods af at familien virkede succesfuld på ydersiden, skjultes mange ting bag hjemmets fire vægge.

Moderen Nezhat fyldte især meget i Nafisis liv. Hun var utrolig smuk, men lige så usikker på sig selv, fantasifuld til det punkt at hun var virkelighedsfjern, dominerende og hysterisk. Faderen reagerede ved at trække sig bort fra hende og havde flere affærer, der blot forværrede moderens hysteri og i sidste ende endte med at drive hendes mand helt væk i en bitter skilsmisse. Hver gang moderen blev konfronteret med problemer, reagerede hun ved at trække sig tilbage i en drømmeverden, hvor hun tit gennemlevede sit første ægteskab til en mand, der døde kort efter brylluppet, men hun idylliserede dette ægteskab og omspandt deres ægteskab i et spind af løgne og levede til sidst oftere i denne verden end den virkelige. Dette især pga., at moderen føler sig snydt for at opnå de mål i livet, som hun havde sat. F.eks. ønskede hun at blive læge, men måtte giftes tidligt og droppe ud af skolen. På trods af at hun klarer sig så godt politisk, er dette aldrig godt nok for hende.

Nafisi og moderen har et noget anstreng forhold. De har heftige skænderier fra Nafisis barndom, til hun bliver voksen, men da Nafisi tager til Schweiz for at gå i skole og senere til USA på Universitetet, skriver moderen utrolig søde breve og er rigtig betænksom overfor datteren, men så snart Nafisi vender tilbage til Iran, genoptager moderen sin dominerende og hysteriske adfærd. Af denne grund knytter Nafisi fra en ung alder et stærkt bånd til faderen. De udvikler et hemmeligt sprog til at kommunikere deres følelser og snyde moderen. Faderen er også den, der vækker kærligheden til litteraturen hos den unge Nafisi. Han læser persiske klassikere og senere vestlige klassikere, hvilket vækker en glød i Nafisi, som skal følge hende igennem livet – og får hende til at tage en litterær uddannelse. Selv da faderen tilbringer en længere periode i fængsel – uskyldig – var faderen aktiv inden for kunstens verden, f.eks. malede han, skrev børnebøger og 1500 siders dagbog og lærte nye sprog. Man mærker tydeligt Nafisis fascination af faderen og bortforklarer endda hans utroskab med, at det var det, der skulle til for at faderen kunne føle den lykke, han ikke fik i ægteskabet til moderen.

Nafisis historie flettes sammen med den iranske historie, her især om den islamiske revolution i 1978, der fra den ene dag til den anden ændrede landet til et lukket, religiøst diktatur og den dag i dag stadig holder den iranske befolkning i et jerngreb (jf. her Kasra Najis Irans skarpe sværd). Nafisi var imod styret, og da hun tog til USA for at læse, mødte hun sin mand med hvem hun får to børn, som også var imod præsteskabet. Den dag i dag er parret bosat i USA.

Læseren skal ikke frygte, at de ikke vil forstå bogen, såfremt de ikke kender til Irans historie, for den forklares ganske klart igennem bogen og et selvstændigt afsluttende kapitel giver en tidslinje over de begivenheder i den iranske historie, der udgør baggrunden for bogen. Derudover fyldes bogen af familiebilleder, som understøtter historien, og viser hvordan en iransk overklassefamilie som Nafisi levede under shahen og hvor stor forskellen her er på menneskenes forhold i Iran i dag.

Man mærker tydeligt igennem bogen, at dette er en forfatter, der har en forståelse for, hvordan en bog bedst skrives: Den både fanger og tryllebinder. Dette er ikke blot en historie om Azar Nafisi, men om universelle problemer i opvæksten, om kærlighed, om kamp, om Irans historie og om det iranske folk, men mest af alt er det en voksen kvinde, der efter forældrenes død, forsøger at samle stykkerne og forstå, hvad der gik galt i forældrenes ægteskab. Blot det at Nafisi tør tale om så personlige ting, er grænseoverskridende i den iranske kultur. Helt fra Nafisis barndom lærte moderen hende, at man aldrig lufter sin beskidte undertøj udenfor, og derfor er det flot, at hun vil tale om så personlige anliggender i en international bog. Derudover skriver Nafisi med et flot sprog og ved, hvordan man fanger læseren. Jeg var personligt meget fascineret af denne bog, og håber at andre læsere vil have lige så meget glæde ud af den som jeg.