Tage Aille Borges og Ejler Nyhavns 101 litterære postkort – eftersendte replikker er en bøgernes bog; et stykke metafiktivt litteratur, der elaborerer på det allerede skrevne. Som anført af titlen består bogen af 101 korte breve, der fungerer som replikudvekslinger mellem forskellige forfattere. Blandt disse er der en overvægt af danske forfattere, men samtalerne forbliver langt fra inden for den danske litteraturs rammer. Tværtimod bevæger vi os fra den nationale andedam til verdenslitteraturens høje herrer, for ikke at sige til dens lige så høje, men langt fra lige så vel repræsenterede, damer.

Den danske og verdenslitterære kanon går med andre ord i dialog med hinanden, og ligesom kanonlisterne primært befolkes af døde, er postkortene med en enkelt undtagelse alle skrevet af og til afdøde forfattere. Der tales ud fra evighedens synsvinkel, hvor alt kan overskues, og man kan gå i rette såvel med sig selv som med andre, selvom det også er høflige breve, der er præget af tak, hengivelse og tilgivelse.

Bogens koncept er interessant. Det fører den intertekstuelle praksis videre end normalt, idet det her ikke kun handler om tekster, der enten alluderer til eller mere åbenlyst skriver videre på foreliggende værker, men som giver forfatterne selv stemme. Eller rettere foregiver at tildele dem stemme, for naturligvis er der ikke tale om postkort, som virkelig er blevet sendt. Postkortene er ikke kun litterære i den betydning, at de skrives af forfattere og handler om disse forfatteres forhold til (hinandens) litteratur, de er også litterære i den betydning, at de selv er fiktive. Hvad der umiddelbart tager sig ud som endnu et blandt mange skridt i samtidslitteraturen hen mod forfatteren, er reelt et skridt længere ind i fiktionen.

I denne forbindelse er det også sigende, at bogens forfattere selv er konstruerede. Som man kan læse på bogens bagsideflap er Tage Aille Borges for nylig udskrevet fra den mentale fødestue i Jens Carl Sanderhoffs hjerne, og tilsvarende er Ejler Nyhavn en skikkelse, der har været en del diskussion omkring. Herunder ikke mindst om navnet dækker over en ’faktisk’ forfatter eller refererer til Peter Adolphsens alterego. Under alle omstændigheder er 101 litterære postkort en bog med stor affinitet til Adolphsens litterære projekt og dét især til Katalognien, som Peter Adolphsen og Ejler Nyhavn i forening er forfattere til.

At bogens koncept er interessant, er dog ikke det samme, som at bogen hele vejen igennem er fængende læsning. Og selvom der er både oplagte og opsigtsvækkende sammenstillinger, der vidner om et bredt litterært kendskab, og som er penneført på en sjov og underfundig måde, må jeg indrømme, at jeg til tider gik noget kold. Er bogen dialogisk i sit koncept, er det nemlig en dialog, der i høj grad er konstrueret omkring indforståede referencer, og som læser pirres man unægteligt mest de steder, hvor man selv kender forfatterskaberne godt. Andre steder føler man sig, som var man inviteret til en fest, hvor kun værterne hiver morskaben hjem. Bogen er således eksklusiv i dette ords såvel positive som negative betydning, og ligesom de afdøde forfattere har sluppet deres realitetsforankring, indgår brevene i et ret så lukket kredsløb, som langt fra alle kan træde ind i.

Og så var der lige det med den enkelte korrespondance mellem endnu levende forfattere, der afslutter bogen. Her sender TABEN – en associationsvækkende sammenskrivning af forfatternes initialer – et brev til Søren Ulrik Thomsen og dermed til den danske lyriker, som efter at have indtaget en central plads i den danske lyrik i 80’erne og 90’erne, ikke kun har foretaget en slags exit fra poesien, men som i en vis grad også er blevet eksileret af den nye generation af lyrikere og set på som en lidt altmodisch skikkelse, der foruden at abonnere på forestillingen om Værket også erklærer sin tro på Gud. I TABENs sært formulerede og ekstremt intertekstuelt spillende brev til SUT kredses der om disse aspekter, ligesom der fremsættes en form for poetik, der dog synes noget for grotesk formuleret til at kunne tages ganske alvorligt. Og selvom TABEN fremsætter et ønske om at få SUT tilbage på den digteriske arena og opfordrer ham til at indgå i nye samtaler, så kommer der ikke noget svar. Det er ikke så underligt; heller ikke fordi et sådant brev nødvendigvis må poststemples uanbringeligt.