Alain Ehrenberg er født 1950, professor i sociologi ved Université Paris Descartes i Paris, og er forfatter til flere bøger. Med Det udmattede selv – Depression og samfund har Ehrenberg opnået international berømmelse og anerkendelse. Bogen er hans første på dansk. Ehrenberg gæster Danmark d. 28.-29. oktober 2010. Derudover har bogen et forord af den tyske sociolog og filosof Axel Honneth og en introduktion af Anders Petersen, sociolog og adjunkt ved Aalborg Universitet. Det udmattede selv indtager et kritisk perspektiv på diagnosen depression, som er blevet den mest diagnosticerede psykiatriske lidelse i verden. Træthed, hæmninger, søvnløshed, angst og ubeslutsomhed er symptomer, som knyttes sammen i den moderne og i vore dage vidt udbredte lidelse kaldet depression. Ehrenberg undersøger depressionens historie og viser, at identificeringen af depression er mere kompleks end simple diagnosticeringer mellem normal og patologisk tristhed, men skal finde sin forklaring i samfundets ændrede krav til individet imod øget indre kontrol og selvrealisering.

Det er i dag common knowledge, at de fleste igennem livet vil opleve depression eller depressionslignende tilstande, men det er ganske uklart, hvorfor tendensen til tristhed i befolkningen er så udbredt. Det, der her især undrer Ehrenberg, er, at det ikke længere er almindeligt at være trist og ked af det, men at tilstanden hurtigt bringes ind i psykiatrien. Ehrenberg opridser tre væsentlige grunde til, at depression er så udbredt i de vestlige samfund. For det første patologiserer vi igennem vores diagnosesystemer tristhed til psykiatriske sygdomme – tristhed kan vel i bund og grund siges at være et menneskeligt grundvilkår. Hvorfor er der så en tendens til at sygeliggøre netop denne følelse? Derudover medfører vores øgede brug af naturvidenskaben, at medicinering er en let og relativ smertefri vej ud af lidelsen, der hurtigt fører individet tilbage til ”normaliteten”, der dog i sin essens kun ”bedøver” symptomerne, men selve roden til tristheden bearbejdes ikke. Slutteligt nævner Ehrenberg, at der siden den Franske Revolution er blevet skabt et andet individ, et individ der har fokus på sig selv, og samfundet fordrer konstant selvudvikling og realisering, hvilket får individet til at føle sig utilstrækkeligt. Sidste pointe kræver nærmere sociologisk og psykologisk forklaring.

Især i sociologien arbejder man i disse dage med samfundets ændrede rolle. Førhen var mennesket infiltreret i sin lokale, kulturelle kontekst (hvilket dog stadig forekommer i mange asiatiske og afrikanske samfund). Altså var individet sin kontekst, og tænkte ikke på sin egen særegenhed. Sociologien især beskæftiger sig med samfundets ændrede rolle, hvor det før udøvede direkte kontrol af sine individer, f.eks. ved at sætte sindslidende på tosseanstalter og en højere grad af straf som kontrolmiddel, mens samfundet i dag fordrer internalisering af samfundets normer, således at individet bliver selvstyret (NB! Dette er et foucaultiansk perspektiv, hvis denne problemstilling interesserer læseren, opfordrer jeg jer til at læse Foucaults analyser). Dermed skabes et autonomt og særegent individ, der har internaliseret samfundets normer og idealer, og derfor drives af ønsket om at opfylde disse idealer, heraf selvrealiseringsbølgen, psykologiseringen af samfundet og diskussionen og personligt ansvar.

Skyggesiden her er dog, ifølge Ehrenberg, at individet ofte ikke kan leve op til samfundets idealer og normer for det ”perfekte” selv, og derfor opstår der psykiske symptomer. Man kan her f.eks. tale om anorektikere, tanorektikere (folk der tager alt for meget sol), fitnessafhængige og mange andre tilstandsformer. Men denne higen kan resultere i en udmattelse af selvet (deraf bogens titel), som gør, at individet har en øget tendens til at få depressioner og tillige øget indtag af alkohol, stoffer og afhængighed af lykkepiller (se eksempelvis denne artikel om danskernes forbrug af lykkepiller). Depressionen er således i dette perspektiv skyggesiden og et symptom på vores moderne samfunds eksistensvilkår.

Alt i alt en utrolig spændende og relevant bog, der griber fat i væsentlige sociologiske og psykologiske problemstillinger. Den henvender sig dog, grundet sin sværhedsgrad, til akademikere inden for feltet, men er utrolig interessant for disse, der forstår denne problemstilling. Den udgør et interessant modstykke til al selvrealiseringslitteraturen som en art metateori, der stiller sig udenfor samfundet som observatør og derfor kan se mere kritisk på brugen af psykiatriske diagnoser, dvs. selve patologiseringen af menneskets grundemotioner, i nutidens vestlige samfund. Kan klart anbefales.