I 2006 dør en succesrig forretningsmand, Chil Rajchman, i Uruguay, men han efterlader et gruopvækkende manuskript, som han har holdt skjult i mere end 60 år, hvori han havde berettet om sine 10 måneder som Sondernkommando i Treblinka, hvor han i 1942-43 blev tvunget til at se – og medvirke til – titusindvis af andre jøders død i kz-helvedet. Dette er historien fra en overlever.

Rajchman blev født ind i en søskendeflok på seks børn i alt til en jødisk familie i den industrielle by Lodz. Hans moder døde før 2. verdenskrig, hvilket Rajchman i retrospekt var lettet over, for så undgik hun at se, hvilken skæbne det jødiske folk i de følgende år skulle undergå. I 1939 invaderede tyskerne Polen, og Rajchman og hans søster flygtede til en lille by udenfor Warszawa, men i 1942 satte Rajchman og søsteren Anna kursen mod udryddelseslejren i Treblinka. De blev skilt kort tid efter ankomsten, og Rajchman så aldrig søsteren igen. Da der blev råbt ud om, at nogle af de ankomne var barberer, råbte Rajchman kvikt, at det var ham, og det skånede hans liv – i første omgang.

Rajchman blev sammen med en masse andre jøder sat til at kronrage mænd og kvinder, inden de skulle ind i gaskamret, og han oplevede således folkets rædsler, inden de blev gasset ihjel. Ca. 10-15.000 blev gasset hver dag igennem et par år. Senere blev han sat til at flytte lig rundt til store massegrave, et hårdt fysisk arbejde, hvor man blev skudt, hvis man ikke arbejdede hurtigt nok, eller hvis soldaterne havde lyst til at indfri deres morderiske lyster i ”sjove” lege. Senere blev han sat til at grave ligene op igen, da tyskerne ønskede at afskaffe alle beviser på deres forbrydelser og derfor ikke kunne have store massegrave liggende. Senere blev han ”tandlæge”, et job der bestod i at, med en tang at fjerne alle guldkroner i ligenes munde.

Hver dag bød på nye rædsler. Dag ud og dag ind blev han pisket og underernæret, mens han klamrede sig til livet, og der var sjældent barmhjertighed, selv da Rajchman så søsterens kjole, da han var sat til at sortere enorme bunker tøj, måtte han ikke vise følelser.

I august 1943 indledte fangerne et oprør, der førte til, at nogle hundrede flygtede. De fleste blev dog fanget igen og dræbt, men Rajchman var en af de heldige overlevende. Det anslås, at kun 57 overlevede. Med sympati fra en polsk familie fik han lov til at gemme sig der. Rajchman havde her mistet lysten til livet efter alle de grusomme ting, han havde set, men langsomt vendte lysten tilbage. Senere blev Rajchman genforenet med sin bror, der som den eneste anden søskende havde overlevet. Senere flygtede de til Uruguay, hvor Rajchman tilbragte resten af sine dage.

Historier som denne er et vidnesbyrd om de rædsler, vi så ofte har hørt om i skolen, bøger, tv mv., men ikke just med så grusomme detaljer som denne bog indeholder. Den er brutal fra start til slut, og man føler med Rajchman og hans medfanger, og begriber ikke, hvordan mennesker kan opføre sig så inhumant over for andre. Bøger som denne findes der ikke så mange af – jeg har læst flere bøger om jødiske overlevere, men ingen der har oplevet og set så grusomme ting, som Rajchman. Hvis man kan tåle mosten, bør man læse denne bog og sørge for, at sådan en skæbne aldrig skal overkomme noget andet menneske igen.