Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Politikens filosofileksikon (2. udgave) / Poul Lübcke (red.) / 760 sider
Politikens Forlag. ISBN 9788756759021
Anmeldt 30/9 2010, 17:59 af Kim Toft Hansen

Med ordet som med sværdet


Med ordet som med sværdet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der findes en række bøger, hvor læseren ikke kun må se passivt til. Fortællingerne er kun halvt historier. Den anden halvdel skal læseren selv udgøre. Der findes fx en serie, der hedder Sværd og troldom. Her er læseren selv helten, fordi læseren selv skal træffe en række fundamentale valg – i dette tilfælde for at redde prinsessen eller lignende. Lidt på samme måde er et filosofileksikon. Her stavrer læseren også forvildet rundt mellem det ene nedslag efter det andet for at finde en løsning på det problem, der blev rejst i starten. Det, der fik læseren til at konfrontere leksikonet. Og på samme måde som du kan løbe panden mod en låst dør i Sværd og troldom, kan du også i filosofien møde forhindringer, der gør, at du må rydde bordet. Og starte forfra! Derfor er et filosofileksikon et meget fint billede på, hvad filosofi er for en størrelse: En proces, der aldrig bliver færdig. Der er altid henvisninger videre til andre opslag, der gør, at målet ligeså meget bliver en del af processen, som det er et endemål. Det er filosofiens opgave at stille de gode spørgsmål, der ikke nødvendigvis besvares (let).

Et leksikon har dog den atmosfære indbygget, at det giver svar. Men svaret er hele tiden underbygget med en pegefinger i forskellige retninger. Et opslag er aldrig færdigt – og at læse et i leksikon er lidt som at prøve at finde vej gennem en bog i Sværd og trolddom-serien. Med kun ti fingre finder læseren hurtigt ud af, at evolutionen ikke har udstyret os med nok fingre til at holde alle veje rundt i filosofiens store bog åben. Et filosofileksikon er med andre ord kun et hjælpemiddel, der kan give en forsmag på nogle antydninger af nogle svar. Det kan der så være stor forskel på, hvordan denne status som hjælpemiddel forvaltes. For nylig fik vi fra Gyldendal Filosofisk leksikon, mens Politikens filosofileksikon er blevet genoptrykt i utallige oplag. Nu er Politikens svar på et filosofileksikon udkommet i en 2. udgave, der er en væsentligt udbygget version af deres 1. udgave. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi – i lille Danmark – skal med to store leksikalske værker om vestlig filosofi.

Det er stadig Poul Lübcke, der er hovedredaktør på leksikonet. Men hans bagtropper er blevet suppleret med flere skribenter, hvilket resulterer i intet mindre end en 50% udvidelse af omfanget i det oprindelige leksikon. Samtidig er de eksisterende opslag revideret og opdateret, hvilket betyder, at Politikens filosofileksikon nu foreligger i en helt ny udgave. For de, der kender til 1. udgaven, vil formatet og formen være genkendelig: Det er stadig i høj grad fyldige opslag, der til tider kræver sin akademiske paratviden at følge med i, mens det også er suppleret med mindre opslag om filosofihistoriens biroller og bibegreber. Det betyder samlet set, at de to filosofiske leksika, vi nu har at vælge imellem, henvender sig til lidt forskellige målgrupper. Gyldendals Filosofisk leksikon er den mere ”familievenlige” udgave, der vil kunne tilgås med mindre forkundskaber, end det er muligt i forbindelse med Politikens filosofileksikon.

Det betyder selvfølgelig, at der er forskellige fordele og ulemper knyttet til de valg, der er truffet i denne sammenhæng. Umiddelbart er det selvfølgelig ekstremt svært at anmelde et opslagsværk – det er mere i selve brugen, kvaliteterne viser sig. Men tilsyneladende er der færre inkonsistenser i Politikens filosofileksikon end i Filosofisk leksikon, der var præget af nogle pudsige uklarheder, hvis læseren fulgte de enkelte henvisninger imellem. Dermed ser Politikens seneste udgave ud til at have været igennem en bedre redaktionel praksis, der har skabt et mere helstøbt værk. Omvendt kan den store divergens i omfanget til tider godt irritere en smule. Der er lange artikelopslag om Nietzsche og Kierkegaard, mens navne og begreber – fx logos og Barthes – har fået små noter. Som en hjælpsom afklaring af denne problematik er Politikens filosofileksikon – som vi også kender det fra 1. udgaven – suppleret med fyldige litteraturhenvisninger, så den enkelte nemt kan komme et skridt videre. Leksikonet peger på den måde gunstigt både på sig selv og ud over sig selv.

Der er også selvfølgelig truffet en række indskrænkende valg, selvom udgaven her er en mastodont af et filosofiværk på ikke mindre end 760 tætskrevne sider. Perspektivet er filosofien set fra det moderne samfund og filosofi, hvilket betyder at en række ældre filosoffer og filosofier er fravalgt, eftersom de ikke i dag viser den store signifikans. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det rent diskursivt er muligt andet end at vælge det moderne perspektiv, men det betyder, at der er levnet plads til mere sociologiske perspektiver – fx har Niklas Luhmann fået en plads i solen – mens mere teologiske perspektiver er udgrænset. Det betyder dermed også, at Politikens filosofileksikon – ligesom Filosofisk leksikon – indfinder sig i et slags eurocentrisk perspektiv. Det behøver ikke nødvendigvis at være et problem, og opslag, der kunne være påvirket nævneværdigt af dette, såsom multikulturalisme, har fået et mere alsidigt prisme at skue igennem. Derfor afhjælper dette leksikon aktivt en del af de farer, der lurer i den moderne, oplysningsvinklede filosofi.

Poul Lübcke undskylder i introduktionen ydermere leksikonets internationale målestok. Perspektivet inddrager af gode grunde mest de europæiske og de amerikanske vinkler, og lider – som vestlig filosofi lidt har for vane – under, at der ikke findes mod til at bryde rammerne og inddrage de filosofier, som vestlige tænkere har adskilt sig fra. Adskillelsen er i sig selv en negativ bekræftelse. Men vestlige lande kunne nyde godt at få flere fx afrikanske, asiatiske og arabiske filosofier indlemmet i den vestlige tænkning, så læseren netop bedre kan forstå det multikulturelle samfund. En vestlig filosofihistorie og et vestlige sigte i et leksikon er lidt en skyklappe for virkelighedens verden. Enkelte opslag inddrager arabiske tænkere, men det er kun, hvor det er mest nødvendigt. Lübcke fremhæver, at vi i Danmark mangler de fornødne faglige og sproglige kompetencer til at kunne udvide perspektivet. Spørgsmålet er, om ikke det siger en del om dansk kultur. Det er et afsavn på dansk grund, at vi endnu ikke har fået fyldige introduktionsværker og leksika til de tænkemåder, der omkranser os og i dag udfordrer den vestlige tænkning.

Det er selvfølgelig klart, at et leksikon som dette – hvor fyldigt end det måtte være – ikke alene kan afhjælpe dette. Politikens filosofileksikon har nogle spæde skridt i den rigtige, mere alsidige, globale retning, og det er en udmærket start. Som samlet værk fungerer opslagsværket godt som et udførligt billede af, hvad der betyder noget i – i prioriteret rækkefølge – dansk, skandinavisk og vestlig filosofi i en moderne tidsalder. Værket er mere omfattende end andre forhåndenværende leksikalske opslagsværker på området, hvilket betyder, at det fagligt bliver lidt sværere at gå til. Men har man først knækket de første koder over indgangsporten til filosofiens rige, er det en fornem vejleder til rigets kringlede veje.

269
Forrige anmeldelse
« Rethinking Learning for a Digit... «
Næste anmeldelse
» Al Capone – gangsteren og den... »